Tilbagekig på 2014 og ønsker for 2015

Nytår er for mig altid en lejlighed til at kigge tilbage på det år, der snart er slut, og det er næsten altid med blandede følelser. Et år er sjældent lutter gode oplevelser, men heldigvis er der oftest flest af de gode minder, og så er nytåret en passende mulighed til at lægge de dårlige bag sig og se fremad i stedet 😉

december144

Jeg fik set lidt af verden både sammen med min dejlige familie, med mine søde veninder og alene. Jeg var på skiferie i Hafjell med hele familien, hvor børnene stod på ski for første gang. Vi var på en skøn sommerferie i Sardinien, hvor vi besøgte Bosa og slog et smut forbi Costa Smeralda.  Jeg var i Barcelona med to veninder, jeg fløj til Berlin for at spise dessert, og jeg sluttede af med et lynvisit i Skotland.

Jeg håber, at 2015 kommer til at byde på lige så mange gode og spændende oplevelser rundt om i verden, selvom vi dog endnu ikke har nogle konkrete rejseplaner.

december143

Vi har haft vores del af syge børn i 2014 – 2 operationer for Fidusens vedkommende og en akut indlæggelse for Truttens – og oveni kan du så lægge alle de gængse børnesygdomme, som nu en gang er uundgåelig, når man har børn i den alder.
Det er simpelthen så benhårdt, at det faktisk har været meget tæt på at knække mig helt. Vi har ingen bedsteforældre eller andet netværk i nærheden, som kan træde til og aflaste os rent praktisk – og oven i kommer så alle de bekymringer, der følger med, når der er tale om de lidt mere alvorlige ting.
Vi er stadigt ikke helt ude på den anden side ift hele, men jeg vælger – og er nødt til – at tro, at vi klarer den. Det må og skal vi.

december142-001

Der var dog ikke kun modvind på sygdomsfronten. Min mor valgte for 2. gang at skænke livet til min bror, da hun donerede sin ene nyre til ham. De har det begge godt i dag, og min bror er i stand til at leve et helt andet liv, end han gjorde op til operationen.

ny24

Vi fejrede vores 1 års bryllupsdag og kunne tænke tilbage på vores helt fantastiske bryllup året før. Jeg nyder at være gift, og jeg synes faktisk, det har betydet rigtig meget for os begge, til trods for at vi nu har været sammen i 9,5 år.

december145

2014 blev året, hvor jeg omsider fik afsluttet min juridiske kandidatuddannelse ved at aflevere mit speciale, efter en hård og intensiv specialeskrivningsperiode. Så nu kan jeg kalde mig Cand.jur.
De seneste år har uddannelsen været sat helt på pause – først af 2 x barsel og dernæst pga min virksomhed, som har taget det meste af min tid. Jeg har faktisk kun manglet mit speciale for at være færdig – og omsider gik jeg i gang med det, og fik det afsluttet som planlagt.
Rent mentalt har det været rart at få det afsluttet – og jeg er også stolt af, at jeg fik det gjort sideløbende med fuldtids virksomhed, min egen blog og ikke mindst to børn.
Rent praktisk har det ikke betydet den store forskel. Jeg arbejder stadigt med Petit Podium, min egen blog samt rådgivning af virksomheder indenfor sociale medier og de juridiske aspekter af dette – men nu slipper jeg da for min fars evindelige spørgsmål om, hvordan det går med specialet 😉
Rent fagligt var det dog virkelig rart at kunne fordybe sig i ren jura igen, så jeg blev bekræftet i, at det stadigt er et fag, jeg i høj grad brænder for – jeg håber, at jeg med tiden kan finde mig til rette på en hylde med både jura, kommunikation og sociale medier. Så hvis du har noget i tankerne, der vil passe til mig, så sig endelig til! 😉

Opdateret for nylig63

Vi har holdt nogle fantastiske børnefødselsdage – jeg elsker virkelig at planlægge dem og nyder at gå all in. Trutten valgte hemmelige spioner som tema, mens Fidusen uundgåeligt besluttede sig for at ville have prinsessetema med den smukkeste borddækning.

december146

Jeg har været til 2 x modeuger, hvor jeg begge gange havde min søde kollega, Manja, fra Petit Podium ved min side. Jeg NYDER i stor stil at have så meget tid med hende. Vi arbejder jo sammen hver eneste dag, men når hun bor i Frankrig, foregår al kommunikationen over computeren – og så er det altså hyggeligt med to gange om året, hvor vi kan nørde mode sammen 😉 I august fik vi kigget nærmere på de nyheder, der rammer butikkerne til januar – dem kan du smugkigge på her vi var til by Malene Birgers fabelagtige showog så var der en masse hyggelige sociale events – modeugen er i høj grad også en mulighed for at networke med nye og gamle bekendtskaber og samarbejdspartnere.

ny35

Vi har langt om længe kastet os ud i jagten på drømmehuset. Vi har fået go af banken – med råd og vejledning af en dygtig økonomisk coach, så nu venter vi faktisk bare på at finde det sted, der skal danne rammen om vores fremtid som familie. Vi havde ellers fundet det fineste hus, men vi blev overhalet indenom, og det blev solgt for næsen af os – så nu er vi forventningsfulde og spændte på, hvor vi mon ender med at bo.

Så 2014 har været et noget turbulent år for os. Masser af gode rejser, færdiggjort studie for mit vedkommende, nyt job for min mands vedkommende, godkendelse fra banken til huskøb, sjove fester – men desværre også en del sygdom, som har overskygget mange af disse ting, og som har fyldt uhensigtsmæssigt meget.
Vi har ingen pasningsmuligheder i nærheden, og jeg trænger efterhånden til noget alenetid med min mand fra tid til anden for at puste lidt ud og slippe bekymringerne en smule – men det er desværre ikke noget vi kan eller gør, med mindre der en sjælden gang er en større ting på, programmet som fx et bryllup eller en rund fødselsdag. Hvad gør I andre mon for at kunne komme i biografen, på café eller bare slentre en tur rundt inde i byen sammen alene en gang i mellem?

Vi satser på, at 2015 bliver vores år!
Min mand er virkelig glad for sit nye job, jeg fortsætter naturligvis med min egen blog og Petit Podium men er også sideløbende på udkig efter nogle projekter eller en stilling, der kan give mig nye og flere udfordringer, hvor jeg håber at kunne kombinere min juridiske uddannelse med mine mange års praktisk erfaring med PR og kommunikation.

Vi håber at finde vores drømmehus i god tid inden Truttens skolestart til sommer – og mest af alt, så håber vi på et år uden sygdom i vores lille familie.

Rigtig godt nytår – og tusinde tak fordi du følger med her på bloggen – det betyder uendelig meget for mig. Jeg glæder mig til at dele det kommende år med dig!

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Kære Lisbeth.
    Først tusind tak for at jeg som læser må følge med i dit liv på godt og ondt. Din blog er den eneste jeg følger, og jeg nyder at klikke mig ind dagligt, når jeg tager mig et pusterum fra hverdagen.
    Håber at 2015 vil byde på langt mindre sygdom end 2014. Det trækker så meget tænder ud, og særligt når man går i uvisheden. Vi har ikke selv børn pga sygdom (jeg dog har kæmpet mig igennem). Min mand og jeg skolelærer, og vi elsker, at vi gennem vores job kan være sammen med en masse skønne børn. Vi ville nyde at passe nogle søde børn ind i mellem, og jeg vil da tro, at der findes andre som os. Måske det kunne være en løsning på jeres udfordringer med de manglende bedsteforældre i nærheden:-) Vil ønsker jer alle 4 et rigtig godt nytår. De bedste tanker fra Maria

  • Hvor er det godt skrevet!
    Selvom jeg kun har fulgt med på bloggen i ca. 2½ måned, så følte jeg mig præsenteret for dit år på en god måde. Og jeg fik faktisk både lidt kuldegysninger og ondt i maven over alt det sygdom…

    Jeg sidder selv og kæmper med at se tilbage på et år, hvor det der fylder mest (for mig) er sygdom og død… Jeg ved jo godt, at der har været masser af gode oplevelser, men det er desværre lykkedes for mig at fokusere på det negative.

    Men jeg krydser fingre for et godt 2015 til jer og til min egen familie.

    Mvh Marie fra http://www.krøllerier.dk

  • Jeg ønsker jer et rigtig godt 2015, og ja, det er hårdt og TRÆLS med de almindelige børnesygdomme, men når det går hen og bliver akut og alvorligt, så kommer der naturligvis bekymringer.

    Jeg ved at der findes mange, der rigtig gerne vil være reserve bedsteforældre, så det kunne være en løsning. Eller nogle søde unge piger / drenge som måske ønsker at tage pædagoguddannelsen og har erfaring med børn, så I som par kan få et lille pusterum i hverdagen. Ofte er det jo netop bare lige at få et par timer på en cafe, gå en tur i naturen og have voksensnakken. Måske I kan finde nogle i jeres netværk, så I finder tryghed i, at det er nogen som I kender lidt.

    Jeg har været alene med min søn siden han var 2 år, og har ikke haft det store netværk til at passe min søn, så jeg har sørget for alt selv i de mange år. Han er i dag 16 år. Han har ADHD og det kræver, at det er mennesker som kan kunne håndtere, at han havde brug for struktur og forudsigelighed.

    Rigtig godt nytår, og altid hyggeligt at kigge forbi bloggen.

    Smil Lene .0)
    http://justlove2ndhand.blogspot.dk/

  • Jeg synes det er et rigtigt godt forslag at finde et hold “reserve” bedsteforældre eller “reserve” onkel/tante, alternativt en sød ung pige, der kan passe børnene engang imellem så i får lidt alene tid.

    Er det slet ikke en mulighed, kan I måske tage en fridag fra arbejde begge to en hverdag hvor børnene kan blive afleveret i børnehave og I så kan tage på cafe eller hvad I nu lige trænger til.

    Jeg tænker egentlig også at jeres børe er store nok til at tage et par overnatninger hos deres mormor og morfar eller farmor og farfar, hvis de kender dem godt, og så kan I få en weekend sammen.

  • Tak for tilbageblikket .) Jeg husker da jeg læste om tøse turen til Barca og om jeres fantastiske oplevelse med desserten i flyet! Haha:)

    Jeg husker ikke rigtig noget om alvorlige sygdomme… Godt din mor og bror har det godt!

    Begge mine børn har fejlet noget alvorligt i en periode i deres lille liv, den ene mere alvorligt og seriøst, men begge dele var hårde og opslidende perioder, både pga. Bekymringer og tabet af kontrollen og ikke mindst frygten for fremtiden… Det var hårdt, nu er alt godt og det hele gik jo 🙂 Jeg håber også det hele løser sig hjemme hos jer.

    Jeg ved at mange familier benytter sig af barnepiger og eller de såkaldte “adoptiv bedsteforældre”, man kalder dem noget andet, kan ikke huske det lige ny 😀 man kan søge efter en “pleje bedstemor”/bonus bedste på samme måde som man søger en barnepige 🙂

    Rigtig godt nytår til dig og familien, jeg håber 2015 blir et godt år med bolig, job og helbred 🙂

    Kh

    Annesofie

  • Vi flyttede i sommers tilbage efter, at have været på Fyn i 7 år. Det har været rigtig svært og en af grundene til vi flyttede tilbage til Nordsjælland… Familien…

    Vi har stået i samme situation som i gør. Vi har hyret barnepige i ny og næ, for at komme lidt ud og få lidt tid som par. Det kan jeg virkelig anbefale, selvom det løber op med løn til barnepige og en date.

    Men det er rart at gøre måske en gang i kvartalet…

    Godt nytår Lisbeth!

  • Rigtig fin måde at afslutte året med et tilbageblik.
    Jeg ønsker dig og din familie det bedste nytår
    Og jeg ønsker jer alt vel i 2015.
    Tak for din inspirerede blog som jeg glæder mig til at
    Følge i 2015.

    P.s det fik mig til at tænke tilbage på hvor længe jeg har læst med. Hvilket må være
    Siden engang i 2009/2010

  • Legekammerater hvis forældre er venner eller bliver venner, lave en “bytte købmand” dvs vi tager en fredag incl afhentning af alle børn, mad, diseney og overnatning, børn afhentes lørdag formiddag ved frokost tid – og 2-4 uger senere bytter vi = kærstetid, mulighed for “nattesøvn” 😉 og bedst af alt ungerne har en fest imens! Godt nytår 🙂 ønskes du herfra

  • Nu har jeg ikke fulgt med så længe og måske synes du jeg er for gammel (er bedstemor) men jeg kender jo så udmærket situationen: Man står til rådighed dag og nat for de små og tiden til manden og sig selv er stort set ikke tilstede.
    Jeg tænker lidt, at I må have nogle venner i samme situation; kunne I ikke hjælpe hinanden engang imellem? Måske har I også barnløse venner, der hellere end gerne stiller op, hvis I spørger dem?
    Sygdom er man ikke herre over, det er træls når den rammer uanset om det er de små banale ting eller det er mere alarmerende, men du og din mand kan godt klare det! Det har forældre gjort i generationer og det er noget man SKAL og som hører med til at være forældre. Tænk på, at vi piger jo også har klaret at føde børnene – det er livets cyklus, naturens orden.
    Det er for mig sjovt og forfriskende at følge med på din blog, det er jo ikke babysnak det hele 😉 Og så giver det mig også et input om, hvad mine egne børn og svigerbørn måske lige har brug for eller forventer af mig.
    Til slut vil jeg ønske dig og din familie god vind og et godt, og lykkeligt nytår. <3

  • Jeg synes også min mand og jeg har alt for få kærestestunder, men vi prøver alligevel.

    Vores nabo’s datter henter ungerne i børnehaven en gang om ugen, det betyder at de er helt fortrolige med hende. Så en gang imellem putter hun dem, og vi tager på cafe et par timer. Der skal ikke så meget til.

    Vi har også en super ordning i Hvidovre som hedder Mormor ordningen. En masse søde pensionister som passer vores syge børn i vores eget hjem, så vi kan passe vores arbejde.

    Mine svigerforældre bor langt fra os, men et par gange om året kører vi over til dem, afleverer ungerne, og tager selv videre på hotel. I 2014 blev det til et et løbekursus på et sportshotel, samt en intimkoncert med Medina inkl overnatning på hotel.

    Når vi skal til bryllup el. ligendende, passer min mor som bor tæt på. Men vi forsøger at skåne hende, for hun arbejder stadig, har en masse aktiviteter hun går til, og flere små børnebørn, end bare vores børn.

    Godt nytår til dig og dine.

  • Tak for et rigtig fint tilbageblik – jeg var med hele vejen 😀 Sikke mange fantastiske oplevelser, året har budt på! Jeg håber dog for jer, at 2015 kommer til at blive meget bedre på sygdomsfronten.
    Vi har kun ét sæt bedsteforældre, som til gengæld bor i nærheden. Jeg har en veninde, hvis datter går til gymnastik, og hvor en af instruktørerne er en sød, ung pige, der er så glad for og god til børn. De har spurgt hende, om hun vil være deres faste barnepige, og hun har sagt ja 😀 Måske I har en ude i periferien, der kunne egne sig, eller måske I kunne sætte et opslag op på et pædagogseminarium eller lignende sted? Har også hørt godt om siden http://www.ung-i-huset.dk, hvor man kan finde barnepiger også.
    Jeg vil ønske jer et rigtigt godt nytår og ser frem til at følge med i 2015 også!

  • Nu kom jeg i tanke om at jeg faktisk vil svare på dette her indlæg. Bombom…bedre sent end aldrig – og håber du kan bruge inputs til noget.
    Mht. barnepige. Jeg var kræsen! Jeg vil ha’ en pædagog med hang til børn eller børnesygeplejeske med hang til børn. Så – op på cyklen og ud til seminaret ude ved PWC/Shell tanken/Waterfront (Københavns Seminarium, tror jeg det hedder). Opslag op – og vupti, 2 uger senere kom Katja ind i vores familie, og der er hun endnu. Et fund! Nu er hun godt nok færdig uddannet og har job, men vi finder alligevel tid sammen ved nu at spørge i god tid, og hun passer gerne 2-3 gange om måneden. Alle pengene værd (hun får 120kr/timen, men det er så også 3 børn…og hun er dygtig!).
    Mht. hus…ved ikke hvor langt I er kommet. Nu endte vi med at købe et hus, som ikke skulle bygges om, men renoveres. Og nok også renoveres mere end vi havde regnet med. Ikke så mange K3’er, men alligevel tog det nok fusen på os at el og vvs skulle laves helt om. Og der dukkede mange små ting op. Desuden valgte vi danske håndværkere fra starten, og det var også lidt dyrere. Havde nok ikke været nødvendigt, men omvendt vil jeg rose dem for at kunne tænke selv og lave det pænt. Men et mix af danske og polske havde nok fået pengene til at række længere…(vi havde så lige en fødsel som bagkant, så egentlig havde vi ikke så meget valg igen!). Men den 1mill vi havde til renovering kunne nok ha’ holdt længere/til mere, hvis vi havde haft bedre tid og lidt mere struktur.
    Omvendt vil jeg ikke bytte for noget andet hus idag. Vi er meget glade for det, og det ligger godt og tæt på skolen og børnehave/vuggestue. Logistikken kan hænge sammen for os i hverdagen med 3 børn…

    • Tusinde tak for dit dejlige svar Lotte!
      Jeg har faktisk en sød pige i tankerne, som tidligere har været pædagogmedhjælper i vores institution, som jeg vil tage kontakt til. Jeg har tidligere kviet mig lidt ved at bruge pengene på det -en biograftur løber jo hurtigt op på den måde – men på den anden side, så må jeg vist bare erkende, at det er en udgift, vi er nødt til at sluge, når vi bor så langt fra resten af familien.
      Det er lige præcist et scenarie a la jeres, jeg drømmer mest om. Jeg har ikke lyst til at flytte ind i et hus, hvor alt er lavet på forhånd, netop fordi jeg gerne vil sætte vores eget præg på huset. Alternativt skulle vi selv bygge nyt – men det er jo stort set umuligt at finde en grund i en egnet prisklasse.
      Så lige pt går vores søndage med åbent hus besøg – i massevis 😀

      • Hahaha…ja – der er ingen som passer børn gratis (andet end familien og gudmødre – en kæmpegrund til at få sine børn døbt!). På et tidspunkt havde vi meget brug for pasning, og lavede en aftale om et fast beløb for måneden da det med timeløn løb helt amok. Men som det er nu med 2-4 gange om måneden, så er det på timebasis, og jeg kan godt følge dig. Lige pludselig så koster den gode middag liiiiidt ekstra…
        Huset – vi var faktisk rigtig heldige. Det har været i samme families eje siden det blev bygget, og de ville bare af med det og ha’ den gamle kone på plejehjem og havde opsagt lejeren på 1. salen. Så de havde givet ejendomsmægleren 1 måned til at sælge til højeste bud! Derfor var der ingen fremvisninger, og vi ringede og bad om fremvisning med sådan noget som 6 dage inden udløb af den der måned. Så man skal virkelig ha’ øjne, øre og heldet med sig.
        Og så en god bank, som er superfleksibel. Jeg må sige at vores bank (Danske i Billund) stillede hurtigt op. På en-eller-anden måde bilder jeg mig ind at det er en kæmpe fordel at ha’ en jysk bank, som er lidt mere servicevillig og virker glade for deres kunder…
        Og det helt umuligt med en grund. Så skal man jo alligevel betale 2½-3mill for huset, og så bygge for det samme beløb – og så er det lidt det samme. Med mindre at Allerød og andre slutninger af s-togs linierne er attraktive (og det blev de aldrig for os…)

        • Vi har faktisk fundet en rigtig god og fleksibel bank, så vi er godkendt og har alt klar, så vi kan slå til, når vi finder det rigtige hus. Vi er i forhandling om et hus lige pt, men nu må vi se, om vi kan nå til enighed omkring prisen 😉
          Det er et stort set nybygget hus- og egentlig slet ikke det, vi ellers er gået efter, men tanken om et vedligeholdelsesfrit hus er også svært fristende, når ingen af os selv kan ordne ret meget 😀
          Men sig mig kendte I til omstændighederne omkring huset, inden I købte det? For der har I da virkelig været heldige!

          • Nope. Vi kendte ikke til noget som helst, så det var ren held. Og heldigvis var vores byggesagkyndige ikke taget på sommerferie, så han kunne stå i huset dagen efter vi havde set det første gang (- og grundet arbejde, så nåede jeg kun at stå i huset den ene gang inden vi købte det…så det var meget underligt at komme derud og overtage 2 måneder senere!).
            Tror at vi nåede at kigge på – altså stå i rent fysisk – en cirka 30 huse, og det tog små 2 år. Joeh – vi endte med noget, som vi havde tænkt os, selvom vi det første år nok var ret fokuseret på huse i 1-plan, men så endte med noget i 2-plan+kælder. Nok ret klassisk at man ender et andet sted end man havde regnet med…og glæd jer. Det er en LETTELSE når det er lykkedes. Og aldrig mere skulle bruge søndag eller eftermiddage på at tage til åbent hus…never again!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *