Information

Kvinden bag bloggen

lisbethbryllup

Jeg hedder Lisbeth Kiel Bjerrum og er 39 år men bilder mig stadigt ind, at jeg ligner én, der ikke er en dag over 21 😉
Jeg er udannet jurist, og arbejder sideløbende med min blog som konsulent i krydspunktet mellem jura, kommunikation og sociale medier, hvor jeg rådgiver virksomheder om at samarbejde med bloggere og virksomheder.
Derudover er jeg også formand for forbundet for influenter og bloggere i Dansk Journalistforbund.
Jeg bor på Østerbro i København, men er oprindeligt fra Nordjylland.

Jeg har verdens dejligste søn – her på bloggen kendt som Trutten, som er født i januar 2009 samt en lille datter, der her går under navnet Fidusen, som er fra april 2011, og så har vi føjet en lille efternøler til flokken, vores lille Spilop fra december 2018.

Jeg bor i et hus på Østerbro sammen med min mand – faderen til vores dejlige børn – og når han ikke er hjemme og hygger om os, så har han travlt med sit job som salgsdirektør

Jeg er fashionista og modejunkie – og jeg går enormt meget op i mode både via nettet, blogs, diverse modefora, farvestrålende magasiner, det københavnske gadebillede – ja hvor som helst, hvor man kan suge inspirationen til sig.

Der bor en lillebitte netnørd inde i mig, så jeg elsker at surfe nettet tyndt, når jeg skal slappe af, søge inspiration, opdateres på seneste nyt eller bare koble fuldstændigt fra.

Jeg drikker masser af kaffe, spiser enormt meget kage, elsker store bøffer, craver sushi mere eller mindre konstant – og så siger jeg aldrig nej tak til fest, farver, champagne og farvestrålende cocktails, omend mine prioriteter har fået en kraftig omrokering, nu hvor jeg pludselig er nogens mor.

Bloggen

It’s Fashion, Baby! er en produktbaseret livsstilsblog centreret omkring mode til mødre og børn med udgangspunkt i min egen personlige stil og de ting, der inspirerer mig i hverdagen.
Jeg skriver mine indlæg i øjenhøjde, og det er altid vigtigt for mig, at mine indlæg er brugbare for mine læsere, hvorfor alle indlæg på min blog også er grundige og informative – hvis jeg laver inspirationsindlæg om tøj, sørger jeg fx altid for at inkludere links direkte til produkterne på de forskellige webshops, ligesom jeg prøver at holde fokus på de kollektioner, du lige nu finder i butikkerne.
It’s Fashion, Baby! er pt en af Danmarks første og største blogs i sin genre.

Billederne på bloggen

Hvis intet andet er nævnt, så er billederne på bloggen min personlige ejendom.

Såfremt du skulle få lyst til at bruge et af billederne andetsteds, beder jeg dig om at sende mig en mail på info@itsfashionbaby.dk og spørge pænt om lov – derudover skal du kreditere mig med både navn og link.

.

.

Reklamepolitik

Jeg får jævnligt tilsendt produkter fra virksomheder og bureauer, fordi de mener, det er interessant og relevant for mine læsere, at jeg tester og anmelder produkterne.

Jeg garanterer aldrig, at jeg omtaler tilsendte produktet her på bloggen, men hvis jeg bliver begejstret over det, og det har relevans for mine læsere, så kan det sagtens finde vej til bloggen.

Du kan således støde på produkter her på bloggen, jeg har modtaget i gave, men såfremt de bringes på bloggen, så er det et udtryk for, at jeg kan lide produktet og gerne vil anbefale det, og det optræder derfor på lige fod med produkter, jeg selv har betalt for, dog vil det altid være tydeligt markeret, at produktet er modtaget i gave.

Min blog indeholder anbefalinger – ikke anmeldelser. Jeg skriver kun om de ting, der inspirerer mig, og som jeg gerne vil anbefale videre til andre. Bloggen er et sted, hvor jeg samler alle de gode ting her i livet, og når noget finder vej ind på bloggen vil det derfor altid være et udtryk for, at jeg er vild med det!

Fra tid til anden vil du støde på reklamer, betalte links eller sponsorerede indlæg her på bloggen. Det vil altid være tydeligt markeret, så du på ingen måde er i tvivl om, hvorvidt indholdet er kommercielt.

Skulle du have lyst til at reklamere her på bloggen eller indgå i et andet sjovt og kommercielt samarbejde, så læs mere her eller send mig en mail på info@itsfashionbaby.dk