Sommeren er jo på det nærmeste fløjet af sted, og nu er det september – og dermed også sådan helt officielt efterår.
Selvom vejret allerede har varslet det et stykke tid, så har det nu altså ikke gjort mig mere mentalt klar på den del, og jeg er oprigtig glad for, at jeg aldrig nåede at brokke mig over varmen – så kan jeg nemlig helt legalt også godt tillade mig at savne den. Alle jer, der gik og stønnede over varmen, det er jer, jeg bebrejder for den totale mangel på indian summer 😀
September er altid sådan en finurlig måned, synes jeg. En overgangsmåned – hvor man mentalt og fysisk omstiller sig på skiftet fra den lyse sommer til det mere mørke efterår. Hvor man trækker indenfor, trækker i de varme strikkede sager og trækker tæppet over sig i sofaen.
Vores kalender er allerede stort set tætpakket hele måneden – med gode sager, men også med en masse udenlandsrejser for min mands vedkommende, hvilket efterlader mig med to børn, en voksene mave og en hverdagslogistik der på en eller anden måde skal jongleres på plads.
Men jeg har heldigvis en masse hyggelige planer og ønsker for september, som jeg glæder mig til og håber på at få realiseret.
10 ting jeg gerne vil lave i september
- Tage en tur til Thy – min søde mor fyldte 75 år i søndags, og i den forbindelse havde vi en hel weekend til rådighed i Thy. Vi plejer altid at være en tur ved Vesterhavet – det er næsten obligatorisk, når man befinder sig på de kanter, men i år gik vi nye veje og var i stedet på fossiljagt på Mors, hvilket var et kæmpe hit hos både børn og voksne.
- Bage verdens bedste chokoladescones minimum 3 gange, når børnene er hentet fra skole. Det har børnene og jeg en helt fast aftale om 😀
De er så lækre og hurtige at lave, at det vitterlig ikke tager mere end 5 minutter, fra du hiver den første skål frem, til de er smækket i ovnen. - Begynde planlægningen af vores Halloween-tema – vi har de skønneste halloweentraditioner på vores villavej, som du kan læse mere om her – i år har vi planer om at skabe et forladt børnehjem, så vi skal på loppejagt efter uhyggelige dukker (egentlig synes jeg stort set alle dukker er pænt uhyggelige, men det er så en helt anden sag) 😉
- Lave børne- og babyværelse. Der skal rokeres lidt om i vores hjem, så der kan gøres plads til den kommende lillebror. Jeg tror, vi ender med at rykke mit kontor ind i vores lyserøde lounge, rykke min søns værelse ind i det tidligere kontor og så kan lillebror overtage storebrors værelse. Lidt af et puslespil 😀 – og en større investering i nye møbler, men det skal nok blive godt, når vi er helt på plads.
- Shoppe babyting. Jeg har sådan helt officielt slet ikke købt andet end et sæt sengetøj, og eftersom jeg har nået at sælge alt fra dengang min søn var spæd, så er der ret lang vej igen, før vi er klar til at byde en baby velkommen til verden 😀
- En tur i biografen for at se De Utrolige 2 sammen med børnene, mens farmand er ude at rejse. Børnene har næsten ikke kunnet vente, til den kom i biografen – så nu skal jeg bare lige selv nå at have set 1’eren først 😀
- Starte børnene op på deres fritidsaktiviteter. Vi har altid prioriteret nogle rolige eftermiddage efter skole, men i år har vi på en eller anden måde fået lagt en pænt presset kalender, synes jeg. Hele 3 eftermiddage om ugen er der aktiviteter for børnene – min datter skal gå til springgymnastik og min søn til både tennis og kodning. Det er jeg en anelse spændt på, hvordan vi får løst rent logistisk, men mon ikke det går 😀 Hvor meget går jeres børn mon til?
- Lave supper flere gange om ugen for at kickstarte efteråret på ordentlig vis. Jeg elsker supper, og efterhånden har jeg også fået overbevist min mand om, at det altså ikke kun er en spise for tandløse ældre mennesker 😀 – børnene er ikke helt lige så store fans, men tomatsuppe er altid et hit, og putter man tilstrækkeligt med bacontern på toppen, så ryger de fleste supper også ned hos dem.
Sidste år forsøgte jeg mig for første gang med en ny udgave af græskarsuppe – med et asiatisk twist, og den har vi faktisk også allerede nået at få en enkelt gang i år. - Suge de sidste sensommersolstråler til mig i fulde drag! I går tog min mand og jeg revanche for nogle særdeles lange og travle arbejdsdage og udenlandsrejser fra hans side, så da vi begge havde en times hul i løbet af arbejdsdagen, tog vi på Sankt Peder, som er en skjult perle af et værtshus, der har de bedste smørrebrødsmadder, man kan tænke sig. Dem indhalerede vi i solen sammen med en alkoholfri øl – og så var der pludselig ladet lidt op på kærestekontoen igen ♥
- Til premiere på Vildheks filmen! – noget vi alle 4 glæder os helt ustyrligt til. Jeg har en anmeldelse på trapperne af bøgerne – er der mon andre, hvis børn også har slugt dem med stor begejstring?
Hvad har I mon af dejlige planer og drømme for den kommende måned?
Del på Facebook