Det våde, grå, triste og kolde novembervejr har for alvor fået taget i mig, og jeg må ærligt indrømme, at mens jeg pakker mig ind i lag på lag, så vandrer mine tanker laaaangt væk, og jeg drømmer mig virkelig af sted på ferie.
Jeg ville selvsagt ikke takke nej til sol og varme, men jeg må indrømme, at det trækker lige så meget i mig bare at komme lidt væk fra hverdagens trummerum og i stedet bruge tiden på shopping, sightseeing, solbadning eller socialt samvær ♥
Jeg plejer at være på en årlig venindetur til Barcelona – men i år har vi ikke været af sted, og jeg længes altså efter 4 dages intens venindehygge suppleret med restaurantbesøg, shopping og lækre cocktails… skulle man mon…?
Jeg må også indrømme, at det faktisk trækker lidt i mig med en forlænget kæresteweekend med min mand. Sidste år i november var vi en lille uge i Cape Town, og den bliver naturligvis utrolig svær at slå – men jeg kan såmænd også godt nøjes med 3 dage i en europæisk storby, hvor vi kan flette fingre, købe julegaver og spise god mad.
Jeg har længe overvejet en tur til Antwerpen – min fætter bor der og har både restaurant og cocktailbar i byen, så jeg tænker, han passende kunne agere turguide. Min mand er vist mere til et julebesøg i London, men jeg er altså lidt lun på et mere utraditionelt storbybesøg.
Sidst men ikke mindst, så kan jeg ikke sige mig fri for at have surfet nettet tyndt for billige flybilletter til Thailand, anbefalinger, når man rejser med lidt større børn – og gode bud på hoteller.
Vi har gennem flere år talt om, hvor fantastisk en oplevelse det ville være med vores børn – og især nu hvor de snart er hhv. 6 og 8 år tænker jeg, at vi som familie ville få nogle helt unikke oplevelser sammen…
Men men men… det vil i så fald tidligst være til januar – og det kræver vist næsten et indlæg helt for sig 😉
Så i første omgang vil jeg egentlig bare gerne have tip til, hvilken storby i Europa, du kan anbefale, hvis man skal på en forlænget weekend her i slut november eller start december?
For lige at trække stikket et par dage og ikke mindst få bugt med den værste rejsefeber?
Del på Facebook
En hyggeligt forlænget weekend drømmer jeg godt nok også for tiden, mens virkeligheden består af BA-skrivning og skrivning 😉
Hvis det skal være lidt praktisk og ikke for langt fra Danmark ville jeg “bare” tage til Hamborg eller måske München (begge er jo en enormt fede by) og ellers ville jeg tage et smut til Allicante. Nu er jeg ikke så objektiv, jeg er totalt Spanien-holic, haha – men Alicante er så fed og spækket med god mad og hyggelige gader 🙂
Tja vi har lige booket en lille skiferie op til jul i Sverige. 4 overnatninger, liftkort til 3 dage til 4 voksne- de 4 børns liftkort er gratis til 2400kr!! Men det hedder søn-onsdag så helt forlænget weekend er det jo ikke 😊 Og europæisk storby er det jo heller ikke. Men kan udmærket godt følge dig med rejsefeberen trods vi lige er kommet hjem fra to ugers efterårsferie i Thailand ….
Hvad med ROM?
Hamborg. Og I skal tage toget der kun tager 4,5 timer. Fed fed by og ikke så langt væk og ikke så pebret 👍🏼