H&M

Sonia Rykiel for H&M

H&M har netop i dag offentliggjort, at Sonia Rykiel bliver deres næste gæstedesigner i vinteren 2009 og foråret 2010.

Den 5. december kommer der en lingerikollektion, som sælges i 1500 H&M butikker verden rundt. Denne kollektion følges op af en strikkollektion for både piger og kvinder d. 10. februar 2010 – som sælges i 250 butikker.

Jeg er rigtig spændt på at se, hvad Sonia Rykiel disker op med – især lingerikollektionen glæder jeg mig til at se, da det er første gang, en gæstedesigner kaster sig ud i den slags for H&M.

Fake leopard fur har indtaget highstreet kæderne

Her til morgen er der netop kommet en fake leopardpels ind på Topshops hjemmeside (til højre på planchen).

Asos får tilsyneladende også snart pelsen til venstre på planchen hjem.

Maria fra Mode med mere samt Brigitte fra How about nooo har også begge blogget om fake leopardfrakker fra henholdsvis H&M, Bik Bok og Zara.

Så er vi vist ved at have nået hele Highstreetfamilien rundt. Jeg ved egentlig ikke, hvilken der er min favorit, for efter at have set the real deal på Camille fra Clamour4Glamour (hendes webside fungerer desværre ikke hos mig lige nu, så jeg kan ikke lave et direkte link til pelsen), så synes jeg ligesom, at alle highstreets faux udgaver falmer ved siden af den.

Hvilken er din favorit – og flytter der mon en fake leopardfrakke ind i din garderobe denne vinter?

Overtøj til gravide – kapper!

Jeg fødte i januar måned, så jeg var højgravid gennem en stor del af vinteren.
Jeg syntes, det var helt og aldeles umuligt at finde en vinterfrakke, som jeg bare havde en lillebittesmule lyst til at tage på – og der var intet, jeg havde lyst til at kaste mine penge efter.

Jeg fandt i stedet en fin uldkappe fra en gammel Kate Moss kollektion fra Topshop, og så brugte jeg den sammen med cardigans og varme bluser.

Jeg har kigget lidt på Ebay.co.uk for at se, hvad der lige nu er af forskellige kapper, der kunne være egnet som overtøj.

Så kom Kate Moss kollektionen online…

I morges kl 8 kom Kate Moss kollektionen vanen tro online på Topshops’ online webshop.

Min velopdragne lille søn tog sig allerede dagens første lur på det tidspunkt, så jeg kunne sidde i ro og mag og kigge kollektionen igennem.

Jeg havde tidligere i går set de første officielle billeder hos Topshop, og det lovede godt – så jeg var rigtig spændt på at se det hele enkeltvis.

Jagten på en nude blazer

Jeg vil så forfærdelig gerne have mig en nude blazer – ja faktisk føler jeg ikke rigtigt, at mit liv er helt komplet uden sådan én.

Problemet er så bare at finde frem til lige præcist den helt rigtige af slagsen – og det er åbenbart ikke helt nemt, eftersom jagten efterhånden har stået på i et par måneder.

H&M Diveded Exclusive er nu online

Ditte fra Velvet-Snow var så sød i morges at give besked om, at H&M nu har lagt deres Diveded Exclusive kollektion online.

Jeg nåede lige at skimme det hele igennem, mens Trutten sov sin formiddagslur, men umiddelbart har jeg faktisk formået at holde mig i skindet.

Der er flere ting, jeg gerne ville have, for det er så absolut lækkert, men jeg fået lavet en liste over mine kommende køb (den kommer på bloggen senere), så jeg bliver bedre til at undgå de impulskøb, som i sidste ende løber op i en større formue.

Rodarte'ish strik fra H&M

I går så jeg denne Rodarte’ish strik fra H&M på nitro:licious og lavede omgående en mental post-it om at holde øje med H&M det kommende stykke tid.

Det var dog ikke nødvendigt, da den allerede i morges var at finde på deres online shop, så jeg skyndte mig at smide den i kurven i en størrelse større end normalt, så jeg kan få den tilpas oversize.

De har også fået resten af deres efterårskollektion online, så den må jeg få kigget nærmere på senere.

Prøvelse for parforholdet

Hvorfor er det lige, at saml-selv møbler, ophængning af malerier og gardiner samt besøg i IKEA på en lørdag på alle måder får det værste frem i folk og er en kilde til evig strid i selv det sundeste parforhold?

I vores tilfælde var det ophængning af mørklægningsgardiner (jf. tidligere note om, at baby stadigt ikke sover ordentligt, så håbede vi, at dette kunne fikse problemet), som var starten på en lang og grusom dag.