Status på vores byggeprojekt i huset

Der er flere, der har spurgt ind til, hvad det egentlig helt præcist er for et byggeprojekt, vi er i gang med herhjemme – og det er vist rigtigt, at jeg ikke helt har fået fortalt så meget om det.
Vi har lige siden overtagelsen af huset haft et par hængepartier, der manglede at blive ordnet – men hvor noget af det var forsikringssager – og den slags kan altså nemt trække ud.

Nu har vi imidlertid endelig fået grønt lys – og når vi alligevel skulle have et helt håndværkerhold på besøg, så besluttede vi os i samme omgang for at få lavet et par ting mere.

IMG_9857

IMG_9860
Indlægget indeholder reklame - læs mere her

Først og fremmest skal der lægges nyt gulv på hele 1. salen af huset. Vi havde ellers malet dem så flotte ved indflytning, men efter kort tid brast de simpelthen sammen flere steder grundet en konstruktionsfejl (livet som husejer 😉 ) – så de bliver skiftet nu.
Det bliver rart at få det færdigt, så vi langt om længe kan komme ordenligt i gang med indretning af soveværelset og børneværelserne – det har vi nemlig udskudt, fordi vi godt vidste, hvad der ventede. Som du måske kan se på billederne af byggerodet fra vores soveværelse, så har vi dog lavet lidt – vi har nemlig fået lakeret alle lågerne med hvid højglans hos verdens sødeste mand, Hugo på 84 som vist efterhånden har været hjemme at spise hos os 4-5 gange og allerede er blevet inviteret til Truttens fødselsdag 😀 (se her, hvordan de før så ud) – og jeg er simpelthen SÅ glad for resultatet. Det skaber virkelig et helt andet rum.

IMG_9885

Oppe på 1. salen er der et lille walk-in closet, som vi får lavet om til et toilet. Jeg synes virkelig, det er rart at have tæt på alle vores soveværelser, så man ikke skal vækkes om natten for at følge børnene ned – og som du kan se i mine planer her, så skal det nok ende med at blive virkelig fint 😉

Alle vores vinduer i huset bliver skiftet til  nogle fine sprossede ruder, som er identiske med de vinduer, huset oprindelig blev bygget med. Vi har fundet de originale tegninger frem, og har derfor kunne lave dem helt magen til. Det bliver SÅ fint, så fint!

Mit kontor skal også laves helt færdigt. Jeg har tidligere lejet en kontorplads inde i byen, fordi jeg i vores lejlighed ikke havde plads til mit eget kontor – men det har jeg nu! Dejligt lyst og stort kontor, som jeg virkelig glæder mig meget til at få klart. Der skal bl.a. blændes en dør af ind til stuen, så kontoret har egen indgang fra entréen, der skal fikses noget ulovligt el og der skal filt på væggene.

IMG_9878

IMG_9881

Det jeg glæder mig allermest til at få lavet er vores lounge. Det lyder frygtelig fint at kunne sige, at man har en lounge – men det dækker egentlig bare over, at vi har et gennemgangsrum mellem entréen og vores badeværelse, som vi ikke helt ved, hvad vi skal bruge til. Børnene har et kæmpe legeværelse, vi har både spisestue og tv-stue, jeg har kontor – ja vi mangler ikke rigtigt noget, så nu får vi os en lounge 😀
Rummet har tidligere været husets gamle køkken – men det er mange, mange år siden, der blev lavet nyt køkken, og så har de aldrig fået revet det gamle ned. Det gjorde vi  med det samme – og så gemte der sig en masse ulovligt el, som skulle gennemgås af forsikringen – og derfor har rummet nu stået som en frygtelig rodebutik i al den tid, vi har boet her (du kan se billeder af det her).
Tænk sig – snart er der epoxy på gulvene, flotte rå vægge, verdens smukkeste daybed, vores gamle barvogn og en masse andre smukke sager – se nærmere om mine planer for det rum her.

udestue

Sidst men ikke mindst, så skiller vi os af med vores udestue. Vi er ikke just typerne, der kommer til at bruge det – og vi har så meget plads, at vi ikke behøver det ekstra rum. Det er den allerfineste solplet på hele vores grund, hvor der faktisk er sol både morgen, middag og aften – og det er lidt en skam, at man ikke kan sidde udenfor og nyde det.
Så vi får i stedet bygget en stor træterrasse, hvor jeg lidt drømmer om at tilføje en markise og et par varmelamper, så vi kan udnytte den mest muligt – og så satser jeg på, at den kommer til at danne rammerne om nogle af vores fineste stunder som husejer.

Vi har komprimeret det hele så meget sammen, at vi forhåbentlig er færdige om lidt over en måned – og jeg glæder mig virkelig meget! I mellemtiden har jeg kastet mig over haven – nu hvor håndværkerne huserer indenfor, men det kræver vist et indlæg helt for sig 😉

del artiklen på FacebookDel på Facebook

1 Kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *