Godt Nytår ♥

It was the best of times, it was the worst of times…

Charles Dickens’ kendte digt er vist meget sigende, for den tid vi alle gennemgår lige nu. Det er så vanvittigt uvant og grænseoverskridende at man i den grad mister kontrollen over sit liv, sin hverdag og sine personlige valg, og det er nok noget, vi i virkeligheden alle har meget svært ved at acceptere. 

Kjolen er denne fine sag fra Other Stories

Vi sluttede året af med først at have børnene hjemme i 4 uger pga. voldsom meget smitte i klassen og vuggestuen – de nåede lige retur de sidste to dage før jul, hvilket blev kvitteret med en positiv test. 
Vi forsøgte at dele os op med en voksen sammen med det smittede barn, men efter 5 lange dage, blev et af de andre børn også testet positiv, så derfor isolerede vi os alle sammen i stedet, og vi endte med 2 smittede børn og en enkelt voksen – og først her til morgen fik de sidste to af os den endelige negative test, så vi kunne bryde vores isolation efter nogle meeeeget lange uger herhjemme 😀

Det har også betydet, at både juleaften og nytårsaften blev fejret i isolation, hvilket især børnene var enormt skuffede over. 

Personligt har jeg virkelig haft det svært med den totale mangel på alenetid – især da jeg var alene med en 3-årig og en 12-årig i knapt en uge, hvor min mand var isoleret med det sidste barn i kælderen 😀

Til gengæld har der været skruet helt op for julehyggen og familietiden, og det har altså været ret fantastisk for os alle 5.
December er ofte en enormt travl tid, så det har været dejlig uvant for os at kunne slappe af, være sammen og have en hel tom kalender.
Omvendt har det betydet aflysning af aftaler med veninder, venner, familie, kolleger og klassekammerater…

Og det er nok i virkeligheden meget sigende for hele 2021. Vi har set enormt meget til hinanden i vores lille familie på 5 – på både godt og ondt, mens det sociale samvær med stort set alle andre har været på standby det meste af året. 

Heldigvis nåede jeg dog at benytte mig af den lille stilstand i pandemien hen over sommeren til at få fejret min 40 års fødselsdag, hvor jeg var omgivet af de dejligste damer i mit liv
Den aften har jeg heldigvis levet højt og længe på, så hvor er jeg dog glad for, at jeg nåede at få det med. 
Til gengæld blev alle andre fødselsdage i familien aflyst lige på målstregen – eller helt opgivet at planlægge, så vi følte os også forpligtede til at feste for et helt år 😉

Jeg gør mig normalt ikke så meget i nytårsforsætter, men mine håb og drømme for 2022 er mere tid til mine veninder, mere tid med min familie i Jylland, at mine børn kommer og bliver i trivsel, en månedlig date med min mand – sådan helt uden børn og ude af huset 😀 – og så at der også bliver en lille smule overskud til mig selv, som skal formøbles på at få en sund og stærk krop og ikke mindst at udvikle mig fagligt; der trænger jeg ærlig talt til at komme lidt i gang igen 😉

Vi har også taget hul på en større renovering af vores hjem – som jeg har skrevet mere om her – og det kommer uden tvivl til at fylde en del især her i første halvdel af det nye år. Det er, for at være helt ærligt, på ingen måde noget jeg ser frem til, omend jeg naturligvis glæder mig til resultatet 😉

Derudover skal 2022 forhåbentlig tætpakkes med alle de oplevelser, vi har misset de seneste to år – store fester, musik, festivaller, familiebesøg og dans til den lyse morgen

Hvad er mon dine drømme for det kommende år? – og er det indtil nu lykkedes jer at gå helt fri af Corona, eller har det også formået at spænde ben for jer?

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *