Har du talt med dit barn i dag? – Børnefilmskolen ♥

Sponsoreret af Psykiatrifonden

IMG_0315

Jeg er nu mor til en dreng på 8 og en pige på snart 6 år, og uanset hvor svært det så end er for mig at forstå, at de pludselig er blevet så store, så ændrer det ikke på, at jeg altså har to børn, der har nået en alder, hvor tingene ikke længere er sort/hvide, hvor de støder på uretfærdighed, drillerier og dilemmaer som fylder meget i en hverdag, der i stadigt stigende grad foregår langt væk fra de trygge rammer her i huset.

Jeg har altid talt meget med mine børn og lært dem at sætte ord på deres følelser. Især min søn er voldsomt god til det, men fordi han er en meget følsom dreng, så kan selv helt ubetydelige ting gøre et stort indtryk på ham, som han er lang tid om at bearbejde og først flere dage – sågar endda nogle gange uger – efter åbner op for.
Min datter er umiddelbart mere ligetil og robust. Når hun er sur, så er ingen i tvivl – og når hun er glad, så smitter hun os alle med smil og latter. Men i takt med, at hun bliver ældre, så er det tydelig at mærke, at hun også begynder at gruble meget over tingene omkring sig – og her er hun desværre ikke særlig god til at dele sine tanker og følelser med vi andre – og derfor undervurderer hendes omgivelser ofte, hvor meget der egentlig rører sig i hendes smukke lille hoved.

Selvom vi taler meget, og selvom jeg fx forsøger at lære min datter at sætte lidt flere ord på – og at det er ok at fortælle, at man er ked af det og såret – i stedet for bare at blive vred – så er der altså overraskende mange ting, der dukker op, når man har en af de der – desværre – ret sjældne snakke, hvor der er tid, lyst til at åbne op og et opmærksom øre til at lytte med.

IMG_1809

For at hjælpe de stunder lidt på vej – eller måske for at få en helt anden indgangsvinkel til de snakke, så har Psykiatrifonden simpelthen etableret Børnefilmskolen – et navn der på alle tænkelige måder vakte børnenes begejstring og nysgerrighed her i huset 😀

Det er en hjemmeside, der er spækket med spændende, sjov og lærerig information til børn og forældre om at lave sin egen film. Meget af det er i videoformat, så det er let tilgængeligt og nemt at fastholde børnenes opmærksomhed på den måde.

Der er professionelle skuespillere (min datter var meget imponeret over, at det var Søs fra Far til 4 😀 ), der giver tips til, hvordan man kan øve sig i fx at spille vred, ulykkelig eller jublende glad. Især den øvelse har virkelig været genial med mine børn, fordi vi har fået nogle gode lange snakke om, hvad der sidst har gjort dem meget vred, glad osv. – og hvordan det mærkes i kroppen, når man har den følelse.

Man lærer at lave sit eget manuskript – og man lærer at klippe filmen sammen, hvorefter man faktisk kan uploade den til sitet, hvor den bedste film hver måned vinder biografbilletter.

Hele processen kræver faktisk bare en smartphone der kan optage video – og jeg vil skyde på, at det max tager 2-3 timer fra man begynder til filmen er fiks og færdig – så det er bestemt ikke så besværligt og tidskrævende, som man måske umiddelbart kunne tro.

Vi har fået til opgave at lave vores egen film hos Børnefilmskolen – og vi har faktisk allerede tyvstartet lidt ved at se instruktionsvideoerne fra hjemmesiden og lave de tilhørende opgaver.
Jeg har en forhåbning om, at det kan åbne op for nogle gode snakke mellem børnene og mig – og i hvert fald, så er det vanvittigt hyggeligt pludselig at have en fælles aktivitet sammen med dem begge – det er nemlig ikke altid lige let at finde med en dreng på 8 og en pige på snart 6 😉

Jeg vender tilbage med endnu et indlæg, når vores film er klar – og fortæller lidt mere om hele processen og ikke mindst det geniale resultat 😀

Du kan hoppe direkte ind på sitet lige her – hvor du både finder guides, øvelser og ikke mindst kan se nogle af de film, der allerede er lavet af andre familier og uploadet til hjemmesiden.

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *