Jeg har ofte fået spørgsmål fra læsere af bloggen omkring det der med at rejse uden sine børn. Det er tilsyneladende noget, der deler vandene, og det er åbenbart også noget, mange har gjort sig nogle tanker om.
Jeg har ofte været ude at rejse uden mine børn. Både pga mit job med bloggen, venindeferier en enkelt rejse med min mor og mine søskende – og så nogle rejser med min mand.
De gange, hvor min mand har været hjemme med børnene, har jeg faktisk slet ikke et problem med det. Jeg glæder mig altid til at komme hjem til dem igen, men jeg savner dem ikke så meget, når jeg er af sted, fordi jeg er helt sikker på, at de har det godt hjemme hos deres far. Når han eller jeg er alene hjemme med børnene, bliver der altid hygget lidt ekstra – så jeg tror egentlig ikke, de som sådan savner mig 😉
Jeg har til gengæld haft det lidt blandet med at rejse sammen med min mand uden børnene, omend det dog heller ikke er noget, vi har gjort os specielt meget i. Vi var af sted på en forlænget weekendtur, mens jeg var gravid med min datter – og så var vi her i foråret i Venedig i 4 dage. Ellers har vi nærmest aldrig fået passet børnene mere end en enkelt overnatning. Dels fordi vi ikke har så mange oplagte pasningsmuligheder i nærheden, dels fordi vi ikke har haft brug for det – men også fordi børnene på skift har haft perioder, hvor jeg vurderede, at de ikke kunne undvære os flere dage af gangen.
På vores ferie til Venedig i foråret nød jeg det faktisk rigtig meget. Det var på ingen måde en ferie, nogle af dem ville have fået noget ud af. Vi slentrede rundt i gaderne, drak Aperol Spritz på hvertandet gadehjørne, var på spa-ophold og spiste lange middage på gode restauranter om aftenen. På ingen måde nogen børnevenlig ferie og på alle måder en ferie, som vi som par havde brug for at komme af sted på.
Nu har vi så lige været i Cape Town – igen uden børnene (vi har dog rejst med dem i mellemtiden her i sommers, og jeg var også alene med dem i Norge) – og i modsætning til sidst, så synes jeg faktisk det var svært denne gang.
Jeg ved godt, at det også var længere tid – men eftersom børnene ikke én eneste gang gav udtryk for, at de savnede os – så har det nok egentlig ikke været det, der spillede ind.
Jeg tror, at forskellen er, at denne ferie i høj grad var noget, de ville have nydt at være med på. Vi har set pingviner, været ved stranden, kørt på Segways, været til ørneshow – og overalt på vinfarmen, hvor vi boede, var der legepladser, børneborde i restauranten – ja i det hele taget var det bare enormt børnevenligt. Jeg ville have elsket at have dem med. At vise dem en SÅ fjern del af verden og at dele oplevelserne med dem – så det er nok i virkeligheden det, der gør hele forskellen for mig.
Jeg havde vundet ferien, så det var desværre ikke en mulighed at tage dem med – ellers havde vi bestemt heller ikke valgt at rejse uden.
Så for mig er det nok faktisk afgørende, om det er en rejse, der er egnet til børn – eller om det i virkeligheden ikke er noget, de ville gide – som fx en storbyferie (som i hvert fald ikke trækker specielt meget i vores børn). Selvfølgelig kan man tilpasse alle typer af ferie til børn, men jeg vil stadig vove at påstå, at det er federe for børn at svømme med pingviner end at traske rundt med os i butikker og på fortovscaféer.
Og så vil jeg lige afslutningsvist slå fast, at vores børn holder min. 6 ugers fri fra børnehave og skole, selvom vi en gang i mellem tager ud at rejse uden dem – bare så diskussionen ikke drejes over på det 😉
Er der mon nogen af jer, der har været på ferie uden jeres børn – og hvordan har I selv oplevet det?
Del på Facebook
Jeg forstår sagtens dilemmaet, og min mand og jeg har også selv talt meget om det at tage på ferie uden børn. Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at man svigter børnene ved gang på gang at tage af sted alene og lade dem blive passet derhjemme, men samtidig synes vi begge to, man “skylder” sine børn at tage på ferie hver for sig indimellem. Forstået på den måde, at forældre har brug for kærestetid uden børn for at kunne genopleve kærligheden i parforholdet, som ellers hurtigt kan drukne i hverdagens gøremål. Børnene tager lige pludselig rigtig meget af ens tid, hvor man, før man fik børn, kunne bruge tiden på hinanden. Hvis parforholdet ikke fungerer optimalt, trives børnene heller ikke, og derfor er det efter vores mening, ekstremt vigtigt at prioriete alenetid med sin partner. Børnene har også indimellem brug for at være væk fra mor og far og fx have bedsteforældrene for sig selv. Vi har indtil videre kun været væk fra vores dreng to overnatninger i træk, og det har været skønt og dejligt for os som par, samtidig med at man jo savner den lille mand. Så selvom vi tit taler om, at det kunne være fantastisk at have en hel uge bare os to igen, så savner vi ham simpelthen for meget til at kunne gøre det lige nu. Men når man så henter den lille skurk, har han overhovedet ikke savnet os og vil faktisk slet ikke med hjem. Så det bekræfter os i, at han har det rigtig godt hos sine bedsteforældre, og at det er godt for både ham og os at få en pause væk fra hinanden en gang imellem. Men det er helt sikkert meget individuelt, hvordan familier er skruet sammen, og hvad der fungerer bedst for den enkelte familie 😉