Så er det sidste indlæg om detaljerne fra den børnefødselsdag med superheltetema, som vi holdte for Trutten til hans 4 års fødselsdag.
Jeg har tidligere skrevet om oppyntningen her – og om deres kapper og masker her.
I dette indlæg kommer der de små fine detaljer, som var med til at understrege temaet – og som også fungerede som sjove aktiviteter under festen – og det kan altså være meget rart at have arrangeret nogle ting på forhånd, så der ikke bare er fri leg med en hel børnehavestue hjemme i lejligheden 😉
Først og fremmest havde vi lavet en stor telefonboks. Da børnene kom, stillede de sig i kø foran telefonboksen, gik ind i den én af gangen – og så kom de ud og var på magisk vis forvandlet til superhelte.
Det var et stort hit, og de var lige spændte hver gang, der kom et nyt barn ud af telefonboksen 😛
Vi var taget hen i en Punkt1 butik og havde fået en stor papkasse. Vi havde oprindelig håbet på at få en æske fra et køleskab – fordi den så ville kunne stå for sig selv og være en telefonboks inde i stuen. Det havde de dog ikke, så vi fik bare en kæmpe kasse, som vi skar ud med en bue øverst, skar en døråbning i den og malede den, så den lignede en old-school telefonboks fra tegneserierne.
Så klistrede vi den på foran en døråbning – og dermed gik børnene ind gennem boksen og kom ind i et andet rum, hvor jeg så stod og kunne klæde dem på.
Det fungerede som sagt rigtig godt og var en god start på festen – men jeg havde dog været en smule i tvivl om, hvorvidt projektet overhovedet ville fungere, da Trutten undrende spurgte os “men hvad er en telefonboks overhovedet” 😀
Derudover havde vi lavet en fotovæg. Vi havde brugt noget af vores sorte papirsdug og havde klippet højhuse, stjerner osv. ud og klistret på. Dernæst havde vi købt en oppustelig vægtløfterstang i en kostumebutik – men man kan også sagtens selv lave den ud af papmaché.
Efter maden stillede børnene sig én efter én op foran væggen og poserede i bedste superheltestil med vægtløfterstangen, og så fik vi taget billeder af dem, som efterfølgende blev fremkaldt og delt ud ovre i børnehaven, så de havde et sjovt minde fra festen.
Det sidste projekt nåede jeg desværre ikke at få ført ud i livet pga printerproblemer, men jeg havde fundet en skabelon på nettet, som jeg brugte til at lave disse superheltekapper, hvor jeg skrev Truttens navn på – og så skulle de være printet ud som pynt på slikkepinde til en lille godtepose, de fik med hjem.
Så i stedet endte posen med at indeholde: en lille pose Mickey Mouse kiks (i bedste speltversion), rosiner, en figenstang, en ballon og en slikkepind (uden pynt). Jeg synes altid, det er så hyggeligt, at de får sådan en pose med hjem, så de senere kan hygge sig med den og den gode stemning fra fødselsdagen dermed varer lidt længere – og de bliver altså præcist lige så glade for en pose med primært sunde ting, som hvis det var en slikpose.
Alt i alt havde vi simpelthen en fantastisk dag – både piger og drenge elskede superheltetemaet, og Truttens pædagoger styrede flokken med hård hånd, så det var faktisk ingen sag at have besøg af så mange børn i vores lille lejlighed.
Del på Facebook