Guide til de bedste forlystelsesparker i Danmark og anmeldelser af sommerland til børnefamilier.
Der er nok mange af jer, der pludselig har måtte ændre planer for jeres sommerferie, og som derfor godt kan bruge lidt inspiration til, hvad I skal lave i sommerferien.
Jeg har derfor lavet en oversigt over forlystelsesparker i Danmark med min personlige anmeldelse af de forskellige steder.
Vi har gennem de seneste 11 år kommet i stort set alle de forlystelsesparker, der findes i Danmark, og derfor har jeg også et solidt grundlag for at kunne give mine anbefalinger og oplevelser videre 🙂
Her kan du læse anmeldelser af Fårup Sommerland, Tivoli, Knuthenborg Safaripark, Sommerland Sjælland, Jesperhus Feriepark, BonBon Land og Legoland.
Det ER fedt at være i sommerland, når man er børnefamilie, men det kan også være en halvdyr fornøjelse, og derfor har jeg også medtaget lidt information om pris, aldersgruppe, madpriser osv.
Der er (desværre) steder, vi endnu ikke har haft oplevelsen af at besøge endnu, så de er af gode grunde ikke med på listen.
Nogle af de steder, vi stadigt har til gode er bl.a.: Djurs Sommerland, Wow Park og Universe Science Park – hvis der er andre steder, du tænker der fortjener at komme med, så læg endelig en besked i kommentarfeltet.
Her må du også meget gerne tilføje dine egne oplevelser fra de steder, jeg allerede har skrevet om, så andre kan få glæde af det 🙂
Reklame Disclaimer: Jeg har gennem de seneste 11 år været så heldig at være inviteret på besøg følgende steder: Fårup Sommerland, Jesperhus Blomsterpark, Knuthenborg Safaripark, Legoland samt Tivoli.
Jeg har dog ingen samarbejder med dem nu, og alle steder har vi også besøgt for egen regning efterfølgende.
Fårup Sommerland
Gennem hele min barndom er jeg kommet i Fårup Sommerland, og derfor har jeg også været simpelthen så glad for at kunne give den tradition videre til mine egne børn.
Fårup Sommerland ER nemlig lig med sommerferie for mig, og nu hvor mine ældste børn er 8 og 10 år kan jeg med glæde konstatere, at de præcist som mig heller ikke føler, at det helt har været rigtig sommer, hvis vi ikke har været en tur i Fårup Sommerland.
Det ligger tæt ved Blokhus og er placeret i en kæmpe skov – og derfor føles det altid dejligt rummelig og rart, uanset hvor mange mennesker der så end er i parken. Samtidigt er det simpelthen så smukt der midt i skoven, og træerne giver både skygge for solen samt læ for vinden.
Fårup er både stort, sjovt og flot. Det hele er velholdt, æstetisk pænt og en fryd for øjet – og fx har min mand med stor tilfredshed bidt mærke i, at de hver morgen går og vasker alle bænkene 😀 Det lyder måske skørt, men det betyder altså virkelig noget, at der er pænt og rent og tænkt på selv de mindste detaljer.
Det største plus ved parken er i min optik deres vandland. Det er kæmpestort og der er aktiviteter for både vovehalsene og bangebuksene (aka mig!), og det er bare skønt at blive kølet af, når der er varmt.
I Fårup er der derudover et skønt mix mellem vilde aktiviteter, mindre vilde aktiviteter og helt rolige familieaktiviteter – så der er noget at lave for alle.
I Fårup oplever man desuden en service fra personalet som går langt langt ud over, hvad vi nogensinde har oplevet andre steder. De har en masse både unge og ældre ansat, og alle som én smiler de, giver high five til børnene, laver fis med vandpistoler og deler kram ud, hvis nogle børn mister modet og alligevel ikke tør at prøve en forlystelse.
Man kan også tydeligt se, hvordan de ansatte hygger sig med hinanden, uden at det på nogen måde går ud over deres service – det er virkelig i særklasse!
Priser
Fårup Sommerland koster 290 kr pr person (samme pris for både børn og voksne, men børn under 3 år er gratis) i højsæsonen, og så skal man til gengæld ikke betale ekstra for at prøve forlystelserne.
Læs mere om priser og sæsonkort lige her.
Mad og Drikke
Priserne på mad varierer meget alt efter, hvad du går efter, og der er stort set noget for enhver smag og pengepung.
Derudover har de et fantastisk lækkert grillområde, hvor du kan medbringe din egen mad og grille på deres grill, hvilket vi stort set benytter os af hvert år – det er virkelig hyggeligt!
Overnatningsmuligheder
Fårup Sommerland fik for et par år siden sit helt eget hotel – Hotel Fårup, som absolut er et besøg værd! Det er et 4 stjernet hotel som virkelig er i særklasse. Det er indrettet med samme tema som Fårup, der jo ligger midt i skoven, hvorfor der fx er en træhytte på værelset i stedet for en almindelig køjeseng; hvilket selvklart er et kæmpe hit hos børnene.
Der er nogle fordele ved at bo på hotellet; fx får man adgang til Parken en time før de almindelige gæster, så man ikke behøver at stå i kø til de mest populære forlystelser, og efter lukketid må man gå rundt i parken hvor der fx er en bålhytte kun til hotellets gæster, hvor man kan hygge med skumfiduser, snobrød osv.
Vi var så heldige at være inviteret forbi hotellet for et par år siden, hvor jeg skrev denne anmeldelse af Hotel Fårup – og i år har vi faktisk selv booket et ophold for egen regning, hvor vi skal af sted sammen med børnenes fætter og kusiner.
Priserne er absolut rimelige; jeg mener at vi skal af med ca. 3200 kr i sommerferien for en overnatning for 2 voksne og 3 børn, hvilket inkluderer morgenmad samt entré til Fårup i to dage for os alle 5.
Tivoli København
Naturligvis har Tivoli en stor plads i vores hjerter, nu hvor vi er bosat i København. Det er så stor en del af børnenes barndomshistorie, og vi både fejret fødselsdage, forfremmelser og andet godt med en tivolitur. Vi er der stort set hver eneste årstid, og vi har ofte ønsket os wildcards i julegave, så vi har fået ekstra meget ud af Tivoli i løbet af året.
Tivoli er jo som sådan ikke helt et sommerland – som mange af de andre steder i indlægget her, men jeg synes alligevel, at det fortjener en plads i indlægget, da jeg ved, at vi langt fra er de eneste, der tilbringer en sommerferiedag i Tivoli.
Tivoli er sådan et smukt sted, at man sagtens kan tage en dag derind helt uden at prøve forlystelser – hvilket vi ofte har gjort de år, hvor vi kun har haft et almindeligt tivolikort uden tilknyttet turbånd. Der er altid de smukkeste blomster og pyntet pænt med lys overalt i haven, og så elsker jeg hvordan årstiderne og højtiderne altid afspejles i udsmykningen.
Der er et væld af forskellige forlystelser, selvom der dog ikke er helt så meget at vælge mellem for én som mig, der ikke tør de vilde ting 😀 Børnene er dog vilde med Tivoli, og til de helt små børn er Rasmus Klump land – som er en gigantisk legeplads – altid et kæmpe hit.
Tivoli ligger jo midt inde i København, og derfor er der af gode grunde heller ikke lige så meget plads, som der er i de deciderede sommerlande – og på en varm sommerdag i højsæsonen kan der altså godt være lidt for tætpakket til min smag.
Priser
Tivoli har lidt forskellige priser alt afhængig af om du kommer en hverdag eller weekend, men entréprisen er fra: 165 kr pr voksen og 60 kr for børn under 8 år.
Et turpas koster 245 kr – og så kan man online købe entré plus turpas for 387 kr.
Læs mere om de forskellige priser lige her.
Mad og Drikke
Noget af det jeg ser mest frem til, når vi skal i Tivoli, er et besøg på en af de virkelig mange lækre restauranter, der findes rundt omkring derinde.
Der er noget for stort set alle smagsløg og pengepunge – for du kan få alt fra jomfruhummer og tartar til en ristet hotdog med fritter 😉
Overnatningsmuligheder
Hvis du ikke bor i nærheden af København, så er der et væld af overnatningsmuligheder, som du kan vælge mellem.
Der er jo helt oplagt Tivoli Hotel som er helt i særklasse og ligger tæt derpå, men hvis du gerne vil finde noget, der ikke koster helt så meget, så kan dette hotel tæt på Tivoli være et rigtig godt bud.
BonBon-Land
I Holme-Olstrup – en lille times kørsel fra København – finder man BonBon-Land. Jeg kan huske stedet fra min barndom; ikke at jeg nogensinde besøgte det, men jeg drømte enormt meget om det grundet massiv eksponering i Anders And bladene 😀
Det har mine egne børn også gjort længe, og sidste år gav vi endelig under for presset og planlagde en tur dertil. Og det er jeg faktisk rigtig glad for at vi gjorde, for det var en overraskende god oplevelse.
Jeg vil dertil også sige, at vi havde meget små forventninger til stedet, så det var svært ikke at blive positivt overrasket 😀 – men børnene havde en fest, og det smitter naturligvis af på vi voksne.
Set med voksenøjne er det efterhånden en smule faldefærdigt og nedslidt at se på, desværre. De engang så kendte figurer fra slikposerne er falmede, malingen er skallet lidt af og det hele fremstår faktisk lidt som sådan et sted, hvor man kunne forestille sig en gyserfilm udspille sig efter mørkets frembrud 😀 – haha det sidste gik min mand og jeg og jokede lidt med, men det er tilsyneladende kun voksenøjne, der spotter den slags, for vores børn syntes, det var et magisk sted ♥
Det skønne ved BonBon-Land er typen af forlystelser. Der er nemlig både noget til de vilde vovehalse – og til bangebuksene som mig. Min mand havde vores søn på 10 år oppe i Svend Svingarm, og min mand, som ellers ikke holder sig tilbage hvad angår rutschebaner, sagde bagefter at det er det vildeste, han nogensinde har prøvet.
Der var en del ting, som lige krævede at vores datter på 8 tog mod til sig, men hvor hun elskede dem, når hun først havde prøvet det.
Priser
Prisen varierer en smule men ligger ca. på 209-269 kr, og når entréen er betalt, er alle forlystelser gratis. Du kan med fordel bestille billetterne online, så du sparer ca. 30 kr pr person.
Du kan finde mere info om priserne lige her.
Mad og Drikke
Maden i BonBon-Land er ærligt ikke noget at råbe hurra for, så jeg vil klart anbefale at man medbringer sin egen mad, som man kan spise på bænke rundt omkring i parken.
Vi købte burger og pommes frites, for der var ikke så forfærdelig meget andet at vælge mellem, og jeg er nu en gang tilhænger af, at der også findes sunde børnevenlige alternativer – det kan sagtens gøres både sundt og lækkert uden at være kedeligt.
Overnatningsmuligheder
Når man bor i København er der kun en god times kørsel til BonBon-Land, og derfor har vi ikke haft undersøgt muligheder for overnatning. Jeg kan dog se på deres hjemmeside, at de ikke selv tilbyder nogle overnatningsmuligheder, men de henviser i stedet til denne side med forskellige forslag.
Knuthenborg Safaripark
Knuthenborg Safaripark ligger en god times kørsel fra København, og vi har været i parken flere gange tidligere, men det er dog et par år siden sidst. Sidste år var det derfor et kærkomment gensyn, da vi med et vennepar besøgte parken den sidste weekend i sommerferien.
Vi var også for 5 år siden inviteret derhen af Knuthenborg til et pressebesøg – hvor jeg efterfølgende skrev en anmeldelse af parken.
Knuthenborg er jo først og fremmest kendt for deres dyrepark, som mange måske også kan huske fra deres egen barndom. De har et væld af eksotiske dyr, som man kan opleve på helt tæt hold, når man i sin bil kører rundt gennem parken.
Det er en spændende men også lidt nervepirrende oplevelse at køre inde hos ulvene og tigerene – og det er dybt fascinerende at se de høje giraffer og de smukke zebraer. i år har de endda udvidet med de pensionerede cirkuselefanter – og alt i alt er det et kæmpe hit hos vores børn.
Det bedste ved Knuthenborg er dog, hvis du spørger børnene, deres helt helt fantastiske legeplads med en tilhørende vandlegeplads.
De elsker det sted, og stod det til dem, så behøvede vi faktisk slet ikke at opleve resten af parken 😀
Som noget nyt har de i løbet af de seneste år lavet en dinosaurpark, hvor de i bedste Jurassic Park stil har en hel afdeling kun med dinoer – ganske vist nogle helt kunstige af slagsen 😀
Jeg var ærlig talt ret spændt på, om det mon ville fungere – om det ikke ville være en halvfesen fornemmelse at kigge på en robotdino i en skov, men det var heldigvis en virkelig spændende oplevelse.
Ved alle dinoerne var der også en tavle med info om den viden, man har om de forskellige arter – og da man pludselig så en langhals i fuld størrelse, gik det op for mig, hvor vanvittigt det er, at så store dyr engang har eksisteret her på vore klode.
I samme afdeling kunne man fx også få lov at hugge sten for at finde sine egne fossiler, og der var en masse spændende aktiviteter som gav mere viden om dinosaurer.
Priser
Prisen er 145 for børn mellem 3 og 11 år og 235 for voksne.
Når entréen er betalt, så er stort set alt derinde gratis.
Der er mere info om priser og sæsonkort lige her.
Mad og Drikke
Vi havde selv medbragt madpakker, da jeg kunne huske fra tidligere, at der er så mange fine steder rundt omkring i parken, hvor man kunne sidde og spise det. Samtidigt husker jeg faktisk ikke maden som værende helt vildt imponerende i forhold til prisen, selvom jeg dog faktisk har hørt flere sige, at det har de ændret de seneste par år.
Overnatningsmuligheder
Sidste år åbnede Knuthenborg Safaripark for deres Knuthenborg Camp, og hold nu op hvor ville jeg gerne prøve det.
Her får du mulighed for at overnatte i et luksustelt midt blandt alle dyrene på deres savanne, så du kan vågne op til udsigten af zebraer, giraffer, antiloper og næsehorn.
Vi havde faktisk besluttet os for at booke en overnatning her i sommerferien, men det ser desværre ud til, at alt er udsolgt helt frem til midten af august.
Jesperhus Feriepark
Jesperhus Feriepark ligger utrolig tæt på mit barndomshjem, så der er jeg kommet gennem hele min barndom. Dengang var det dog, så vidt jeg husker, kun en blomsterpark med en lille legeplads – i dag har de udvidet det hele en hel del.
Ret skal være ret; det er hele 9 år siden, vi sidst har været der (du kan læse mit indlæg om det fra dengang lige her), og derfor er min viden om stedet måske heller ikke helt up to date 😀
Jeg vil dog enormt gerne tilbage til parken igen snart, og eftersom mine forældre bor i lokalområdet, så er det oplagt for os at gøre.
Da vi i sin tid besøgte stedet var Trutten aka min ældste søn 2,5 år og han havde en fest! Der var minitog, en lille karrusel, bamseshows, snobrødsbagning og en fantastisk legeplads. Der var et lille badeland, en kæmpe legeplads og så var der naturligvis selve blomsterparken og et lille anlæg med forskellige dyr.
Der er virkelig mange forskellige ting men på en god og absolut overskuelig måde.
Priser
Priserne varierer lidt efter dato, men i højsæsonen koster det følgende:
Børn under 3 år er gratis.
Børn 3-11 år koster 169 kr.
Voksne og børn fra 12 år koster 199 kr.
Der er også mulighed for at købe familiekort, sæsonkort osv. – se alle priser her.
Mad og Drikke
Der er mulighed for at medbringe sin egen madkurv, som man kan nyde i de fantastisk smukke omgivelser, og ellers har Jesperhus Feriepark også selv en masse forskellige spisemuligheder.
Jeg husker maden som værende overraskende god, men jeg må også indrømme, at eftersom det er 9 år siden, jeg sidst besøgte stedet, så er det begrænset, hvad jeg kan huske 😀
Overnatningsmuligheder
Vi overnattede i en typisk campinghytte, da vi var der – jeg tror faktisk nærmest at den var identisk med de hytter, de har i Sommerland Sjælland 😀
Jeg kan dog se, at de efterfølgende har fået opgraderet deres hytter gevaldigt. Med net til at klatre i i loftet og et gennemført Hugo-tema. I kan se en del billeder af det ovre hos Michala.
Legoland
Legoland er jo nærmest en klassiker, når man taler om forlystelsesparker her i Danmark. Det ER noget helt magisk, som for alvor får julelysene frem i børnenes øjne herhjemme – og som de fleste voksne nok også husker fra deres egen barndom – som fx at finde sine egne guldklumper, som kan veksles til en ægte guldmedalje hos indianerhøvdingen 😀
Legoland er virkelig gennemført ned til den allermindste klods (høhø) – og det er en kæmpe oplevelse at se de store ting, der er bygget op af de små klodser. Selv pomfritterne i restauranten har form som legoklodser 😉
Der er et godt mix af forlystelser, men er man den helt store vovehals, så er der måske ikke et helt lige så stort udvalg som i andre af de store forlystelsesparker.
Til gengæld er der et væld af forlystelser til både store og små, og jeg elsker at alt i parken er så lækkert og flot.
Priser
En billet koster 399 kr men kan med fordel købes online til 359 kr. Børn under 3 år er gratis.
Læs mere om priser og sæsonpas lige her.
Mad og Drikke
Legoland har klart nogle af de bedste spisemuligheder, jeg har oplevet. Uanset om du er til et dyrt og fint måltid, eller om du bare vil have noget billigt mad på farten, så er der en masse forskellige muligheder.
Der er virkelig god service overalt, og der er mange sunde madmuligheder.
Overnatningsmuligheder
Legoland har de bedste overnatningsmuligheder med Hotel Legoland. Der er værelser med forskellige temaer som fx Ninjago eller Lego Friends, og som med selve parken, så er alt også gennemført ned til den mindste detalje. Selv taskeknagen på toilettet er lavet af legoklodser 😀
Der er desuden åbnet et helt nyt hotel sidste år – Legoland Castle Hotel (på hjemmesiden ser det dog ud til, at det pt er midligertidigt lukket pga. Corona), som ser helt fantastisk fedt ud.
Sommerland Sjælland
Sommerland Sjælland ligger en god times kørsel fra København, og det er faktisk en stor favorit hos hele familien.
Det kan ikke sammenlignes med fx Fårup Sommerland i størrelse eller udvalg, men det er et perfekt lokalt alternativ, hvor man kan nå hele parken på en enkelt dag og endda prøve favoritterne flere gange.
De har ikke nogle af de helt vilde forlystelser (med en enkelt undtagelse), men til gengæld er der mange familievenlige forlystelser i den mellemvilde kategori.
Der er et overraskende fint udendørs vandland, som børnene altid insisterer på at besøge uanset vejret 😀 – og generelt er man bare altid sikret en hyggelig og god dag, når man besøger Sommerland Sjælland.
Priser
Børn under 2 år er gratis.
Voksne og børn koster 265 kr – dog kan man købe billetten online for 249 kr – og når entréen er betalt er alle forlystelser gratis 🙂
Der er info om priser og årskort lige her.
Mad og Drikke
Maden er primært i grillmads-genren, men til en fornuftig pris, synes jeg. Der er placeret madboder flere steder i parken, og der er også rigtig god mulighed for at medbringe sin egen madkurv og spise den på bænke eller et picnictæppe.
Overnatningsmuligheder
For et par år siden overnattede vi faktisk i en hytte i Sommerland Sjælland, og det var en overordentlig hyggelig weekend, hvor Mormor og Moster også var med.
Hytterne er vist ret typiske campinghytter, hvor det er hvad der skal være, uden at der er noget ret meget ekstra.
Men der var god plads, et veludstyret køkken og den hyggeligste terrasse med en grill man måtte benytte – og så ligger hytterne, så man kan gå direkte ind i parken, hvilket er et kæmpe plus.
Børnene taler stadigt rigtig meget om den weekend, så vi overvejer, om vi mon skal gentage succesen sidst på sommeren 🙂