DIY Lav en gammel kommode om til et fint puslebord

DIY lav et puslebord af en kommode

En guide med inspiration til en flot og hyggelig pusleplads til din baby

Guide - sådan laver du en gammel kommode om til et puslebord

DIY lav et puslebord af en kommode

DIY puslebord af en gammel kommode

Her er tips til, hvordan du nemt og meget billigt – ja stort set gratis – kan lave en gammel kommode om til et flot og stilfuldt puslebord. Et hjemmelavet puslebord som er billigt og flottere end de fleste du kan købe dig til.

Jeg har brugt virkelig lang tid på at kigge på pusleborde, mens jeg var gravid, fordi jeg faktisk ærlig talt havde svært ved at finde nogle flotte af slagsen, som ikke kostede en mindre formue.
Jeg har ganske vist samlet nogle flotte pusleborde her, men de er ærlig talt ikke specielt budgetvenlige, og vi stod endda i den situation, at vi skulle bruge hele to pusleborde, da vi har soveværelse på 1. sal – og ellers opholder os i stueetagen.

Derfor besluttede jeg mig for at lave et hjemmelavet puslebord selv! Jeg er, indrømmet, ikke synderlig handywoman-agtig, så hvis du selv har bekymringer om at turde at kaste dig ud i projektet med et DIY puslebord, så kan du roligt gøre det. Hvis jeg kan lave det, kan du også! 😉

Jeg ved, at mange lavet et IKEA hack hvor de køber en pusleplade i fx IKEA og sætter ovenpå en almindelig kommode – men problemet er, at du så har en kæmpe plade, der stikker ud fra væggen – hvilket dels ikke ser så pænt ud (efter min mening) og dels gør det hele umuligt at bruge de øverste skuffer i kommoden.

DIY guide til et hjemmelavet puslebord af en gammel kommode
Kommode: Fundet på DBA -.- Akryl Pusletop: Baumgarten Design (modtaget i gave) -.- Puslepude: Cam Cam Copenhagen (reklamelink) -.- Spejl: Baumgarten Design (gave) -.- Uro: Konges Sløjd (reklamelink)

Med den løsning jeg har valgt, så forlænger man i stedet kommodens dybde ind mod væggen – og udover at kommodens front så ser helt almindelig ud, så giver det dig faktisk som en bonus ekstra opbevaringsplads på de hylder der skabes under puslepladen (se billederne for at forstå min lettere kryptiske forklaring 😉 ). Det giver dig en smuk hjemmelavet puslekommode til stort set ingen penge.

Det skal du bruge til at lave din kommode om til et DIY puslebord:

  • En gammel kommode, som minimum er 60 cm bred, og som passer i højden til dig og din mand. Et almindeligt puslebord er typisk mellem 75 og 95 cm højt – men vores kommode er altså ikke helt så høj, og den passer fint alligevel 🙂 (et pro-tip; på Den Blå Avis kan du faktisk indsætte mål, når du søger efter en kommode – så vi på den måde kunne udelukke dem, der slet ikke passede i målene).
  • 1-4 træplader der ca. er 1,5 – 2 cm tykke. Bredden skal passe med kommodens bredde. Længden på puslebordet samt pladen skal minimum være 65 cm – hvis kommoden i sig selv har den dybde, behøver du reel set ikke plader.
  • Beslag til træpladerne – 3 stk pr plade
  • Fugemasse
  • Maling
  • Sandpapir
  • En pusleplade – som fx denne (reklame, da jeg har modtaget den i gave af virksomheden)

Billig puslebord - sådan lavet du et hjemmelavet puslebord

DIY puslekommode

Sådan laver du et hjemmelavet puslebord:

Du begynder med at save dine plader til, så de passer præcist til kommoden i mål. Herefter sliber du både kommode og plader let, og monterer pladerne på kommoden ved hjælp af dine beslag. Det er virkelig vigtigt, at især den øverste plade sidder rigtig godt fast af hensyn til barnets sikkerhed.
De andre plader fungerer blot som hylder, og de skal slet ikke kunne bære nær så meget vægt. Vær opmærksom på at dine skruer ikke skal være så lange, at de går igennem kommoden, når du skruer dine beslag fast.

Det kan næsten ikke undgås, at der kommer en lille revne mellem dine træplader og kommoden. Her bruger du noget fugemasse, og når det er tørt, skal du slibe let med sandpapir, så det bliver helt jævnt.

Nu er det tid til at male kommoden. Sørg endelig for at vælge en maling, der er beregnet til møbler, du er sikker på, at den kan holde til det.

Afslutningsvist, skal du have skruet en pusletop på af hensyn til barnets sikkerhed. Især hvis din kommode er smal er det ekstra vigtigt, fordi barnet ellers let kan skride ned – men generelt bør alle pusleborde have en kant i begge sider for at barnet ligger så sikkert som muligt. Der findes en genial færdiglavet udgave som fx denne – og ellers kan du montere en trækant i hver side af kommoden.

Nu  er der blot tilbage at indrette din pusleplads, så der er hyggeligt og fint til din lille baby – god fornøjelse ♥

Kommode: Fundet på DBA -.- Akryl Pusletop: Baumgarten Design (modtaget i gave) -.- Puslepude: Cam Cam Copenhagen (reklamelink) -.- Spejl: Baumgarten Design (gave) -.- Uro: Konges Sløjd (reklamelink)

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Hej Lisbeth. Kommoden er vildt fin 🙂 Men mit spørgsmål er egentlig til det hotel I boede på i Khao Lak sidste år, Centara Seaview resort, hvordan var det? På forhånd tak for svar. Mvh Rikke

    • Hej Rikke,
      Hmmm – altså som sådan var hotellet fint nok. Morgenmaden var virkelig god, og beliggenheden var også rigtig fint. Der var et stort poolområde og generelt var det på papiret et godt hotel.
      Men… jeg ville personligt ikke vælge det igen. Vores værelse var virkelig fugtigt – alt vores tøj kom i kufferterne til at lugte surt under opholdet, fordi det simpelthen konstant var fugtigt. Ret skal være ret; vi bad ikke om et andet værelse, fordi vi ikke gad at bøvle med det, men det var ikke særlig rart.
      Derudover var deres pools simpelthen ikke særligt lækre. Jeg havde nok også ekstra fokus på det, fordi min mand og vores børn var blevet syge af netop en pool tidligere på rejsen, men der sad et tykt lag snavs rundt i hele kanten, og jeg kunne næsten ikke holde ud at børnene skulle bade i det 😀
      Jeg ved ikke, om det er forventelige ting med et hotel i den klasse og størrelse – og det var som sagt heller ikke nok til, at vi gad at klage over det – men til en anden gang ville jeg nok forsøge mig med et andet hotel i samme område 🙂

  • Tusind tak for dit grundige svar Lisbeth, det sætter jeg pris på (jeg ved du har travlt). Det er sjovt med Centara, for på papiret virker det rigtig godt og derfor overvejer vi det også 🙂 Men da vi for et par år siden boede i Khao Lak på et andet hotel, gik vi igennem det her, og jeg kan bare huske at der manglende den der følelse af “ej her er bare lækkert”. Det er stort og flot, men noget i mig mangler, så jeg kan udemærket genkende din beskrivelse – tak!

  • Hej. Sikke en fin løsning. Har du nogle billeder af beslagene og bagsiden? Bagvæggen på min kommode er bare en tynd tynd plade. Hvordan ser din ud og havde du problemer med at undgå at skrue ind i skufferne?

  • Hej,

    Det er vildt smart. Jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvordan beslagene ser ud? Og hvordan er skruet fast på kommoden?

  • Hejsa.
    Har du stadig kommoden og har du fået taget nogle billeder af bagside og beslag, så man bedre kan se hvordan du har gjort? 🙂
    Vil gerne lave det samme på min nuværende kommode, men en del af bagsiden er blot de der tynde plader, så skal være lidt krea med opsætning af hylder under og sikring af toppladen 🙂
    Vh. Jane

  • Hej. Jeg bil meget gerne høre, hvad du gjorde i forhold til bagpladen og fastgørelse af vinkelbeslagene til hylderne. Jeg vil selv gerne i gang med et lignende projekt, men bagpladen på min kommode er en meget tynd spånplade, og jeg forestiller mig at skruerne til vinkelbeslagene vil gå lige igennem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *