Stamgæster på hospitalet med en nyfødt

Sådan hånden på hjertet, så er det kun anden gang, siden vi blev fem medlemmer af familien, at jeg har min computer tændt. Og første gang var udelukkende for at printe et dokument ud, så det tæller måske ikke sådan helt.

Men jeg savner bloggen. Jeg saver at blogge – både om alle de fantastisk fine ting, jeg sidder og finder i diverse webshops via min telefon om natten, når min baby bliver ammet – og om alle de tanker, der rumsterer rundt, når man er nybagt mor til et spædbarn, erfaren mor til to halvstore børn og hustru til en mand, der har travlt på jobbet. Ja og sig selv, burde man jo egentlig også være – men den del er der ligesom ikke helt plads til i regnestykket lige nu, og det er sådan set også ok. Lige nu i hvert fald.

Jeg vil rigtig gerne fortælle mere om vores nye tilværelse, som vi efterhånden er ved at lande rigtig fint i, men i første omgang vil jeg lige komme med en opfølgning i forhold til vores efterhånde ret hyppige besøg hos lægen og på Rigshospitalet, som en del af jer har spurgt ind til på Instagram.
Det er egentlig lidt ironisk, at vi valgte en hjemmefødsel (og mere om den snart btw) for at undgå hospitalet, men til gengæld har vi nærmest været stamgæster derinde efterfølgende…

Den 31. december fik jeg pludselig voldsomme mavesmerter, og jeg røg derfor ind til tjek på Rigshospitalet. De scannede mig og kunne se, at der stadigt sad noget væv – så jeg blev sendt hjem med nogle piller der skulle forsøge at afstøde det samt to forskellige antibiotikakurer mod infektionen.
Ikke just det fedeste at ligge alene i sengen med mavesmerter og en sovende baby til midnat nytårsaften, men i det mindste nåede jeg det meste af middagen, før jeg måtte kapitulere…

Forleden var jeg så til kontrol, og det sidste er desværre stadigt ikke ude – de to læger var meget splittede – den ene ville lave en udskrabning som en kikkertoperation for at være sikker på at alt kom ud, mens den anden ville afvente og se om det forsvinder af sig selv – så nu forsøger vi i første omgang at se tiden an, så jeg forhåbentlig kan undgå en operation.

Er der mon nogen af jer, der har oplevet at en udskrabning blev lavet som en kikkertoperation fremfor en almindelig udskrabning?

I sidste uge oplevede vi så, at der i løbet af et par timer opstod en hævning på nogle cm i diameter i lysken på vores lille Spilop, som var rødt med lidt gult puds i midten. Vi konsulterede først min svoger og svigerinde, der begge er læger. De sendte os fluks videre til 1813. Da de havde set et billede sendte de os akut på Riget, og de indlagde os så med mistanke om MRSA som er en fæl stafylokok infektion.

Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet – så efter et døgns tid blev vi udskrevet igen. Men vi er dog ikke blevet klogere på, hvad det mon SÅ er – og det er desværre ikke forsvundet…

Samtidigt har vi simpelthen fået verdens mest ulykkelige baby, som i flere uger har grædt 4 timer hver aften – men hvor det de seneste dage er eskaleret til også at være i resten af døgnets timer.

Nu virker det ikke længere bare som gråd der måske skyldes at han ikke selv kan finde ro – nu virker han ibstedet forpint. Så for nu er planerne om kranio sakral terapi og diverse andre kolik-tricks byttet ud med en tid hos en børnelæge – og så håber jeg, at vi kan blive lidt klogere på, hvad der mon plager vores lille buttede baby, så han igen kan blive glad og veltilpas.

Så vores første måned som en familie på 5 er i den grad blevet brugt på hospitaler og lægehuse – det var ikke just det, vi havde håbet på og drømt om, så jeg håber virkelig snart det vender.

Og TAK for jeres mange søde hilsner og kommentarer både her og på Instagram. De betyder meget mere, end I aner! ❤️

Del på Facebook