Normalt husker jeg sjældent mine drømme. Til stor skuffelse for mine børn, så er der desværre ikke rigtigt noget at genfortælle, når de ellers lystigt beretter om deres natlige eventyr.
Natten inden min moderkagebiopsi har jeg til gengæld en drøm, jeg husker ganske tydeligt næste morgen. Jeg drømmer, at min søn og jeg skal til eksamen i historie. Han skal op før mig og klarer det helt perfekt til et flot 12-tal. Da jeg skal trække mit emne er jeg tydelig nervøs. Jeg står og spørger efter gode råd hos ham – han griner lidt af mig og siger at det nok skal gå, men da jeg trækker emnet er det noget, jeg intet aner om – så da læreren og censoren lige er optaget af noget andet, skynder jeg mig at bytte emnesedlen ud med en anden. Jeg føler egentlig selv, at jeg klarer eksaminationen rigtig godt – men jeg ender med at dumpe. Og så vågner jeg.
Jeg har aldrig før undersøgt noget om drømmes betydning. Primært fordi jeg altid har anset det som en smule hokospokus, men også fordi jeg selvfølgelig sjældent kan huske, hvad jeg har drømt – så giver det ligesom lidt sig selv 😉
Men fordi drømmen står så klart for mig, prøver jeg at google, hvad det mon kan symbolisere, og svaret er skræmmende præcist:
“En eksamen symboliserer en livssituation, som du oplever som en prøve, og som kræver mod”
“drømme om eksamen kan også være et billede på en forestående afgørelse der skal træffes OM dig, snarere end AF dig”
“Du er ikke parat til at håndtere en vigtig begivenhed i dit liv”
Da vi ankommer til Rigshospitalet for at få foretaget moderkagebiopsien er jeg virkelig nervøs. Jeg har våde håndflader, ryster og løber konstant på toilettet. Det føles faktisk nærmest som min eksamen i skatteret, hvilket nok er noget nær det mest skræmmende, jeg hidtil har været udsat for 😉
De er selvfølgelig forsinkede. Og først efter næsten 2 timer bliver mit navn råbt op – og da har jeg allerede flere gange siddet med tårene trillende ned af kinderne. Jeg har dog indtryk af, at venteværelset er fyldt med par i samme situation som os – alle os, der ikke fik det resultatet vi havde håbet på til nakkefoldsscanningen, og som nu venter på at få afgjort vores videre skæbne. Skal der træffes svære valg, er de allerede truffet på éns vegne, kan man ånde lettet op eller bryder man grædende sammen…
Vi bliver ført ind i et lille mørkt rum og en læge præsenterer sig for os begge to. Jeg kravler op på briksen og kigger helt bevidst væk fra både nåle og scanningsskærmen. Jeg vil gerne bare have det overstået så hurtigt som muligt, dels fordi jeg er frygtelig bange for både nåle og smerte – men også fordi jeg bare glæder mig til at komme videre i processen. At få en afklaring, uanset hvad den så end lyder på. Uvisheden er næsten det værste.
Vi har fået forklaret indgrebet på forhånd. Først bliver jeg stukket med en forholdsvis tyk nål, samtidigt med at de scanner mig, så de er helt sikre på, at de ikke rammer fostret. Når den tykke nål er på plads, stikker de en tyndere nål igennem og det er den, de bruger til at suge væv ud fra moderkagen, som så skal bruges til biopsien.
Jeg er blevet advaret om, at det ikke er behageligt, men jeg er ikke forberedt på, hvor ondt det rent faktisk gør. Det er muligvis også pga. hele det følelsesmæssige aspekt i det. At noget helt fremmed gennemborer mit indre og kommer helt derind, hvor vores kommende baby burde ligge ganske uforstyrret i sin egen lille verden. Ind i den beskyttede lille verden, hvor min krop og jeg burde passe på den – skærme den mod alt andet, så den i ro og fred kan vokse sig stor og stærk.
Og lige nu er der en voldsom tyk nål inde i den lille beskyttende boble – det føles ganske enkelt helt forkert, og det gør ondt både fysisk og psykisk.
Jeg kan tydeligt mærke nålen bevæge sig rundt dybt inde i mig, men heldigvis formår lægen at få væv nok med ud i første omgang. Jeg havde frygtet, at hun ville være nødt til at stikke flere gange – eller endnu værre; at moderkagen ville ligge så uheldigt, at de slet ikke kunne foretage prøven.
Den var der i første omgang – en lillebitte succes, som lige nu føles uendelig rar og tiltrængt midt i det kaos vi ellers befinder os i.
Jeg hopper ned fra briksen og bliver ført tilbage i venteværelset. Her er der linet 4 senge op i et hjørne med et forhæng for – og her ligger jeg sammen med andre, der lige som mig afventer en afklaring, et svar, en forklaring – bare et eller andet at forholde sig til.
Efter en halv time tager jeg min mand under armen og vi triller tilbage mod vores egen del af Østerbro.
Jeg skal forholde mig helt i ro det næste døgn – og vi havde egentlig planlagt film, hygge og takeaway i sengen for at få det bedste ud af situationen, men det er ret tydeligt, at ingen af os egentlig er i humør til det.
Min mand ligger og surfer fjollede filmklip og gamle udenlandske talentshowsprogrammer – det er hans yndlingsjunk på mobilen, og det er tydeligt hans forsøg på at undgå, at alle tankerne tager over.
Jeg ligger derimod og gør det, jeg gør bedst i sådan en situation. Jeg googler.
“dårligt resultat nakkefoldsscanning” “høj risiko trisomi 13” “abort efter moderkagebiopsi” “for høj hjerterytme foster” – og den ene skrækhistorie efter den anden folder sig ud på min skærm.
Min mand synes, det er noget så fjollet at jeg udsætter mig selv for den slags, men for mig er det klart meget værre at være uoplyst, og selvom det langt fra er positive historier, så giver det mig ro, at jeg får en viden om, hvad vi kan risikere, og hvad vi muligvis har i vente.
Det er en lang nat med plads til mange af den slags online fortællinger, men heldigvis findes der også en del positive af slagsen.
Næste morgen er min mand nødt til at tage på arbejde, og jeg skal stadigt forholde mig i ro i sengen. Jeg havde egentlig planer om at sidde og arbejde med computeren fra sengen, men jeg ved ærlig talt ikke lige, hvilken grad af optimisme, der havde ramt mig lige der – for det er helt umuligt for mig at samle mig om den slags.
Min mand er tilbage igen 13.30 – og så sidder vi ellers der i hver sin side af sengen med min mobil liggende mellem os.
Mellem 14 og 16 vil hun ringe. Fra hemmeligt nummer. Og hun giver beskeden over telefonen uanset om den er positiv eller negativ.
Ved 15-tiden ringer min telefon fra hemmeligt nummer. Vi kigger helt febrilsk på hinanden – hvem skal tage den? Jeg ender med at besvare hendes opkald, og hun siger hurtigt: “prøven med svar på de tre første kromosomfejl så helt normalt ud, så stort tillykke – og så ses vi til MD scanning om 2 måneder” …
Jeg bliver helt forvirret. På baggrund af vores seneste samtale med hende, har vi jo egentlig indstillet os på, at moderkagebiopsien stort set kun var en formalitet, før vi skulle have afbrudt graviditeten – og nu ser alt så fint ud, at vi ikke en gang skal til yderligere undersøgelser.
Alle de historier, jeg har brugt det halve af natten på at google mig frem til, fortæller netop at hvis der ikke findes noget i moderkagebiopsien, så bliver man i stedet henvist til en tidlig misdannelsesscanning og en grundig hjertescanning senere i graviditeten, så det spørger jeg ind til. “Det er der absolut ingen grund til. Alt ser jo fint ud, og I skal slet ikke ønske jer en tidlig misdannelsesscanning, for så kan man alligevel intet se. Men fortsat held og lykke med graviditeten”…
Jeg kigger forvirret på min mand, da hun har afsluttet samtalen. Han smiler lykkeligt men også lidt forvirret over, at jeg tilsyneladende ikke deler hans umiddelbare glæde. Det eneste, jeg sidder og tænker er “de ting, de kunne se på scanningen er jo ikke forsvundet blot fordi der ikke foreligger en kromosomfejl. Der er jo stadigt alt alt for høj hjerterytme, væske i maven, manglende næseben og alt for tyk nakkefold – det forsvinder jo pga. det ellers positive svar…”
Min mand forstår ikke, at jeg ikke bare kan være glad og lettet, men han respekterer heldigvis også, hvordan jeg har det, så han ringer jordemoderen op igen for at bede om en hjertescanning, hvilket hun atter afviser med det samme med henvisning til, at prøven jo har vist, at der ikke er kromosomfejl, og så bør vi ikke bekymre os om det andet.
Det er simpelthen så svært at gå lige fra den ene yderlighed til den anden og nu tro på, at alt bare er fint, selvom scanningen jo tydeligt viste noget andet, og det er svært for mig at rumme omgivelsernes glæde og optimisme over de trods alt positive svar, fordi jeg stadigt er alt andet end lettet og bekymringsfri.
Jeg ender med at opsøge min egen læge, som også er meget uforstående overfor forløbet. Hun ringer til Riget og beder om at få mig henvist til en hjertescanning på baggrund af resultaterne fra den første scanning. De fastholder, at det ikke er nødvendigt, men ender dog med at tilbyde mig en helt almindelig scanning 5 uger senere.
Jeg opsøger en privat scanningsklinik her på Østerbro, som vi har brugt flere gange i mine tidligere graviditeter, og selvom hun ærligt siger, at det er begrænset hvad hun kan se, når jeg ikke er længere henne, så føler jeg stadigt, at lidt er bedre end ingenting lige nu – og hvis vi kan betale os til ro i maven, så er de penge givet ganske godt ud.
Hun er meget grundig og fortæller os om de fund hun gør. Væsken kan hun ikke umiddelbart se, hjerterytmen er stadigt meget høj, men det mener hun ikke, der er så alarmerende – og så synes hun, at hun kan ane et hul i hjertet, men det er stadigt meget tidligt at se den slags, så det er svært for hende at se, hvor omfattende det egentlig er. Hun forklarer grundigt, at mange lever et fint langt liv med et hul i hjertet uden operationer eller lignende – men hun ender med at tilbyde os en ekstra gratis scanning en måned senere, så hun kan se nærmere på det.
Jeg googler videre. Jeg har ingen ro, og jeg kan se på alle fortællinger, at folk får tilbudt ekstra hjertescanninger på baggrund af nakkefoldsscanninger med noget finere tal end vores.
Jeg ender derfor med at opsøge en privatklinik, hvor en overlæge kan tilbyde netop det, og selvom vi også er nødt til at vente længe på den scanning, fordi man ganske enkelt ikke kan se noget, før hjertet er mere udviklet, så giver det mig mulighed for at finde ro i mellemtiden.
Altså, så meget ro som man nu en gang kan have i den her situation. For selvfølgelig fylder det meget. Og helt naturligt distancerer man også sig selv en smule fra det hele. Venter med at købe det første babytøj, venter lidt med at glæde sig alt for meget, venter lidt med at knytte sig alt for meget til det lille liv der vokser inden i mig.
Som en lille afslutning på historien – og det er faktisk også derfor at andet afsnit er blevet et par dage forsinket – så ringede Rigshospitalet mig op forleden og fortalte, at de var blevet opmærksomme på, at der var sket en kæmpe fejl.
At med de tal og fund til min scanning, så skulle jeg omgående være blevet henvist videre til en hjerte- og hjernescanning, og så skulle min biopsi være blevet sendt til yderligere dyrkning for mere sjældne kromosomfejl, som man kun tester for i de tilfælde, hvor det tyder på, at der er noget galt. Det hedder en Array CGH analyse, og egentlig er vi stadigt ikke helt klar over, hvad man mon kan finde via den, men i hvert fald, så er det betryggende at vide, at vi nu er havnet det rigtige sted i systemet så vi bliver fulgt grundigt fra Rigshospitalets side.
Endnu en gang blev jeg også bekræftet i, at jeg skal være bedre til at tro på min mavefornemmelse og stå fast på de ting, jeg i virkeligheden godt ved, der er de rigtige – også selvom min autoritetstro til tider kan gøre det lidt svært 😉
Så nu venter vi på svar. Igen. Men jeg føler mig heldigvis i helt trygge hænder, og det gør trods alt ventetiden en del lettere ♥
Hvis ikke du har læst første del af fortællingen, så finder du den her.
Del på Facebook
Åh, hvor gør det mig ondt, at I skal det her igennem! Hvor ville det være dejligt, hvis en baby i maven bare betød glæde og ikke bekymringer eller smerte. Jeg render selv rundt og er bekymret om den mindste ting, men har egentlig haft en graviditet uden gener eller andre ting, der kunne give anledning til bekymring. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være at få sådan en besked til NF. Jeg krydser fingre for at alt er som det skal være ved jeres lille baby, og så er jeg glad for at høre, at I nu er havnet det rigtige sted i systemet, så I kan blive fulgt tættere og er i trygge hænder.
Min søn er snart 6 år, han blev født med et hul i hjertet som de forventede skulle opereres når han var 4 år. Men han snød dem og hjertet lukkede sig selv. Han er en frisk og rask dreng. Bare så du ved at hul i hjertet ikke nødvendigvis er det værste. Krydser alt hvad jeg kan for at det er et sundt og raskt barn i venter.
Først og fremmest tak for, at du deler så personligt af jeres liv lige nu. Meget ærligt og modigt. Det gør mig ondt, at I skal dette i gennem. Jeg håber inderligt, at alt ender godt. Nogen gange er livet benhårdt. Jeg kender til frygten og uvidheden, fra min egen graviditet i december sidste år, der endte godt.
Min søn på seks år er født med op til flere huller i hjertet og en forsnævring ud til den ene lunge og han er frisk, fræk, sund og rask og vi har gået til undersøgelser en gang om året. Sidst sagde de på Skejby han først skulle komme om 3 år igen. Mange har små huller i hjertet som aldrig bliver opdaget. Held og lykke.
Åh hvor var det rart at læse, trods alt. Øj for et forløb I er i! Der er slet ikke ord for, hvor urimeligt jeg synes det er, at I skal igennem dette og ikke bare kan få liv at glæde jer til jeres lille dessert.
Jeg føler med jer, da vi selv gennem den proces med vores yngste søn. Det er forfærdeligt at kunne mærke det lille liv inde i sig, uden at turde glæde sig over, at man skal være forældre igen.
Jeg kan huske, at jeg blev meget vred og syntes det var meget uretfærdigt, at det skulle ske for os. Jeg synes det er flot, at du deler historien. Men det er også rigtig vigtigt at få talt om det og sat ord på de mange følelser.
Jeg håber, at jeres historie ender lige så lykkeligt som vores – dårlige tal/prøver, der viste sig ikke at være andet end det. De positive historier findes heldigvis i store mængder.
Sender positive tanker jeres vej 🙂
Sender positive og kærlige tanker i jeres retning <3
Pipper også lige med her, for gode historier kan man ikke få nok af, i sådan en situation. Var igennem noget lign. med vores 3’er. Stor nakkefold og meget skæve tal. Risikoen var 1:5 for Downs og 1:23 for en af de andre. Puh! -Ventetiden er rædselsfuld (lad være med at google 😉 ! Men alt var fint og nu er han den dejligste, glade 1-årige. Det kan sagtens ende godt!! Tanker til jer.
Tak fordi du deler <3