Når der er lidt for meget modvind på min vej…

I lørdags kom vi hjem efter en time på et loppemarked her på Østerbro, solen skinnede, vi havde en helt dag med masser af solskin og helt uden planer – men i løbet af et splitsekund splintrede min datters skrig idyllen, og da jeg kom løbende op til hende, stod det hurtigt klart, at intet i vores lille familie helt ville blive som før igen.

Vores højtelskede lille kattekilling Bacio, som flyttede ind i vores hjem og hjerter for 4 måneder siden, havde på ulykkeligste vis fået viklet snoren fra en legepind rundt om halsen – og den anden ende rundt om et bordben, så hun helt grusomt var blevet kvalt i snoren.
Det er kun et halvt år siden, vi måtte begrave vores 15 år gamle kat, og at vi nu for anden gang på 6 måneder skulle begrave en kat, var helt forfærdeligt for børnene – ja og også for vi voksne. 
At det tilmed var sket på så voldsom og grusom en måde, gjorde det bestemt ikke bedre, og vi har brugt de seneste dage på at tale det igennem med børnene igen og igen – og på at mindes verdens fineste kat, som lynhurtigt fik tiltusket sig en kæmpe plads i vores hjerter ♥

Det var desværre bare endnu én i rækken af ting, som lige nu slet ikke går, som det burde gøre for vores lille familie, og jeg må ærligt indrømme, at jeg de seneste måneder mere end en enkelt gang er stoppet op for at overveje, hvornår lykken mon vender og atter tilsmiler os. Det må da snart være vores tur, for pokker!
Det føles ikke fair med al den modgang, det føles faktisk bunduretfærdigt, og det kræver i høj grad at min mand og jeg har ualmindelig godt øje med hinanden for at kunne række ud og gribe, hvis den ene af os snubler undervejs.

Det er så supertarveligt, og meget arketypisk bloggeragtigt at hinte om ting, som man alligevel ikke kan fortælle helt, det ved jeg godt!
Og alligevel gør jeg det.
Nogle gang er man nemlig nødt til at sige højt, at der er ting, som lige nu ikke kan siges højt. På den måde bliver der forhåbentlig åbnet lidt op for talestrømmen igen, når jeg ikke føler, at jeg går og lusker omkring og skjuler noget for jer, hvor alle de usagte ting kan gøre det ualmindelig svært at sige ret meget andet…

Der er visse historier, som ikke er mine at dele her på bloggen, men der er også andre ting, jeg rigtig gerne vil og kan fortælle om. Svære ting, som lige kræver en anelse mere mod, accept og afklaring, før jeg kan åbne mere op.

Og indtil da, har jeg simpelthen brug for bloggen her, kan jeg mærke. Jeg har brug for at få lidt normalitet og hverdag på programmet igen. Jeg har brug for at svælge i smukke materielle forelskelser, jeg kan dele med jer herinde, jeg har brug for at fortælle om de fine oplevelser vi heldigvis også har i familien – og jeg har i den grad brug for at gøre noget af det, jeg elsker allermest – nemlig at skrive her på bloggen ♥

Del på Facebook