Tilplantning af mine højbede

højbede i lærketræ

højbede i lærketræ


Indlægget indeholder reklame - læs mere her

Gode tips til højbede i lærketræ som et alternativ til højbede af pallerammer og tips til hvad man kan plante i højbede af lækre spiselige sager.

Nu hvor vi er færdige med de store projekter indenfor i huset, er der tid, lyst og overskud til at koncentrere sig om haven – og nørj hvor jeg dog nyder det!
Som jeg også før har nævnt, så er der gået totalt havedame i mig, og jeg elsker al den viden, jeg i løbet af ingen tid har fået opbygget om blomster, buske, grøntsager og alskens andre herligheder – og ikke mindst så slapper jeg af og elsker at være sammen med min familie omkring arbejdet i haven.

Sidste sommer skulede jeg fælt misundelig efter naboernes højbede, der bugnede af lækre spiselige sager, så jeg har været fast besluttet på at få mine egne i år.

Jeg har læst lidt op på det, og jeg kunne se, at det ikke er en særlig holdbar løsning at lave højbede af pallerammer (og derudover er det også en større videnskab, hvilke pallerammer der er giftfri, så de kan bruges til spiselige afgrøder).
Vi har ikke haft mod på selv at bygge, så jeg har været på udkig efter et flot højbed i lærketræ, som også er til at betale.

Dem fandt jeg, og det tog vitterlig ikke mere end en halv time at samle dem alle tre.
Jeg har bestilt dem i 2 x 1 meter – og så er der tre rammer ovenpå hinanden, hvilket er en passende højde, når børnene også skal være med til at passe afgrøderne, synes jeg.

Samme weekend, som højbedene ankom, var der tilbud på plantesække i Silvan – så min søde og  meget tålmodige mand blev sendt af sted efter 80 sække med 40 liter jord i hver – det er altså en del, kan jeg godt hilse og sige 😀

Der kom så lige en spontan ferie på tværs af planerne – men i weekenden fik jeg endelig sået mine højbede med nøje udvalgte frø, der gerne skulle blive til et hav af lækre grøntsager senere på sommeren.

Har du ikke selv nået at sætte gang i projekt højbede endnu, så kan du altså sagtens nå det! Både frø og højbede kom kun et par dage efter bestillingen 🙂

Jeg har bl.a. sået spinat, lilla grønkål, lilla rosenkål, lilla spidskål, lilla blomkål (fornemmer du et vist tema? 😉 ), stribede rødbeder, gulerødder, ruccola, alm. salat, radiser i regnbuefarver, ærter, snackærter, mini peberfrugter, pyntegræskar og majs – haps!!

Nu går jeg så spændt og vander dem – og er ude at kigge flere gange dagligt for at se, om der mon er dukket noget op endnu 😀 – i morges var der nogle enkelte spirer hos ruccolaen – så mon ikke de andre snart følger trop? Den enlige plante, man kan se på billederne er en peberrod, som jeg købte på en planteskole i weekenden – den står og troner så stolt lige der 😀

Hvad har du mon plantet i dine højbede? Jeg har nemlig stadigt plads tilbage i mine, så jeg kunne godt bruge lidt inspiration 🙂

Mine højbede i lærketræ er herfra -.- Mine grøntsagsfrø købte jeg billigt på Ebay her (og de er fra EU, så der kommer ikke told på)

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Det er så hyggeligt med planter i højbede. Jeg elsker også at gå og nippe og nusse nede i køkkenhaven.
    Drengene har “solsikke-konkurrence”. Hvem får mon en solsikke på 3 meter i år.

    Et lille tip – peberroden bli’r kææææmpestor, så måske den hellere fortjener en plads i havens muld. Nær et par buske eller et andet godt sted.
    Ellers har du inden længe peberrod i halvdelen af højbedet, og til næste år i det hele 🙂

    • Hej Therese,
      Ja det er helt magisk at kunne dyrke sin egen mad på den måde 🙂
      Sikke en god idé med solsikke konkurrencen – men der er jeg vel næsten lidt for sent ude nu?

      Haha – er peberroden virkelig så voldsom? Lige nu er der jo ikke så meget andet, der fylder i højbedet hvor den står – så den har fin plads, men hvis den breder sig alt for meget, så ryger den over i en stor krukke – SÅ meget peberrod spiser vi trods alt heller ikke herhjemme 😀
      Kh Lisbeth

  • Plant salaten hen ad vejen, for det vokser hurtigt, men holder ikke så længe. Så det kan godt betale sig at plante lidt ny salat med en uges mellemrum, og så gentage det sommeren over!

  • Ja, det er bare så dejligt med have! Husk evt at bytte dig til nye stauder- måske mer naboer eller via IG.
    Vi har 4 højbede. 1 med krydderurter, 1 med jordbær. 1 med radiser, gulerødder og salat, og 1 med blomsterkarse, morgenfrue og ærter.

    Du skal tænke på at kålsorter og græskar skal bruge MEGET plads. Havde grønkål sidste år og det fylder! Plant evt grønkålen i en potte ved siden af. Du kunne evt også have jordskokker, men de kan godt bare være i et bed i haven:) eller løg..
    Hvor mange højbede har I? Du skal nemlig også tænke på, at skal grøntsager vokse bedst, skal man lave sædskifte, altså skifte jorden næste år eller “rotere” sorterne imellem bedene, så de skifter jord hvert år- så det er rimelig omstændigt hvis man kun har et bed.
    Jeg synes klart de hurtigt voksende og lidt mindre grøntsager er et hit hos mig selv og ungerne: salat, gulerødder, ærter og lign, og krydderurter: timian, salvie, purløg, rosmarin, mynte.
    Jeg prøver mig med spiselige blomster i år, så det er jeg spændt på:)

    Håber du vil vise hvordan dit højbed udvikler sig på IG <3

    • Rigtig god idé med at bytte – vi har en FB gruppe i vores villakvarter, som jeg passende kunne bruge til det 🙂

      Græskar har jeg faktisk sået ned i vores baghave ved kompostbunken – der er masser af plads, så de ikke fylder for de andre ting i højbedene – jeg havde nemlig overvejet, at de nok bliver ret voldsomme, selvom det dog kun er pyntegræskar.

      Jeg har tre højbede af 2×1 meter og så et mindre bed kun til krydderurter – så der er forholdsvis meget plads, men begrænsningens kunst er også svær og ikke just noget, jeg mestrer særlig godt 😉
      Grønkålen er godt nok sat i et højbed – men heldigvis langt den yderste kant, så jeg håber ikke, den overtager det hele…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *