Havedagbog uge 3 – vintergækker og chili

viden om vintergækker eller galanthus

Nu er der kun en enkelt uge tilbage af januar, som i hvert fald for mit vedkommende altid er lidt lang og grå at komme igennem. 

Her under Coronalockdown kan dagene godt flyde lidt sammen – så man end ikke har helt styr på, hvilken ugedag det mon er, og derfor hjælper det mig at komme lidt ud i haven. Her kan jeg se, hvordan mine små forårsløg for hver eneste dag kigger længere og længere frem. Jeg får strukket kroppen godt igennem, når jeg laver havearbejde og kommer ind igen med friske røde kinder.

vintergækker blomstrer
Vintergækkerne titter allerede op af jorden

Dagene er allerede tydeligt længere og lysere; 1 time og 4 minutter er den allerede længere, og det kan både ses og mærkes på overskudskontoen, synes jeg. Det gør også, at man kan nå i haven om eftermiddagen, hvilket ellers har været stort set umuligt de seneste måneder.

Hvad er der af opgaver i haven i denne uge

I denne uge har der ikke været de store gøremål i haven. Jeg har fjernet stort set det meste ukrudt i mine bede, og jeg har fjernet de visne blade fra fliserne. 
Jeg har ryddet lidt op i mine højbede, der faktisk indtil for to uger siden stadigt har haft spiselige blomster, der pyntede noget så fint. Da frosten kom, klappede de desværre helt sammen, så dem har jeg fjernet nu sammen med de enkelte andre planter, der også havde overlevet så langt.

Vil du gerne have hjemmedyrkede chilier i have eller drivhuset til sommer, så er det faktisk ved at være på tide, at du begynder at forspire dine frø.
Du kan naturligvis sagtens vente, men man kan sige, at jo senere du går i gang, dets senere kan du også begynde at høste dine chilier. 
Jeg skylder jer stadigt en guide til forspiring, og den kommer snart! Det lover jeg – men du skal snart begynde at finde ud af, hvilke chilifrø du gerne vil dyrke. 

Hvilke chilifrø skal jeg dyrke i år?

christmas pepper chili
Christmas Pepper Chili er efter min mening en af de smukkeste chiliplanter, du kan finde.

Jeg har dyrket chilier i en del år efterhånden. Jeg har både dyrket chili i vindueskarmen, på altanen, i kapilærkasser på terrassen og sidste år i mit drivhus. 
Alle tingene giver faktisk et rigtig godt udbytte, men jeg kunne høste i lidt længere tid, da de stod i drivhuset, fordi det forlængede sæsonen.

Jeg har tidligere dyrket Carolina Reaper, som er en af verdens stærkeste chilier, fordi min mand og min ældste søn gerne ville udfordre hinanden 😀 – det var sjovt at prøve, men jeg går nu mere efter chilier, som jeg ved, vi får brugt i maden.

I år har jeg fundet frem til følgende slags chili, jeg selv vil dyrke

  • Jalapeños (reklamelink)
    • Hvert eneste år har jeg dyrket jalapeños, som vi både bruger sylter og bruger ligesom dem man køber på glas i supermarkedet, og så 
  • Padron (reklamelink)
    • Måske kender du Pimento di Padron, som er en spansk tapasret, hvor man steger sine padronpebre på en pande i rigeligt olie, til de bliver bløde og gerne en smule brankede – og så serverer dem drysset med groft salt? Padron er faktisk ikke ret meget stærkere end en grøn peberfrugt, hvis du plukker dem så længe de stadigt er grønne. Man siger dog, at det er lidt som at spille russisk roulette, fordi man en sjælden gang pludselig støder på én, der er frygtelig stærk 😀 
      Vi laver dem ofte som sådan en lille hapseret, vi kan spise mens vi går og laver mad.
  • Biquinho – Sweet Drops (reklamelink)
    • Det er første gang, jeg prøver den, men jeg har fået den et par gange på en restaurant i en syltet udgave, og den smager fantastisk, så nu må jeg prøve! Det er en lille dråbeformet chili på et par centimeter. Den har ikke ret megen styrke og spises oftest syltet, hvor den har en dejlig sød smag. 
  • Cherry Bomb
    • Kender I de der syltede chilier man kan købe som er fyldt med creme cheese? Det er den her slags, og jeg elsker dem! Så i år vil jeg forsøge mig med selv at lave dem. De er ikke ret stærke og har den smukkeste runde facon, men de er dog noget større end biquinho. 
  • Christmas Pepper (den er kun på lager et enkelt sted, som jeg desværre ikke kan anbefale. Hvis du vil købe frø, så send mig en mail på info @ itsfashionbaby.dk så kan du købe nogle billigt)
    • Den har jeg dyrket i drivhuset i år, og jeg tror faktisk næppe, at man finder er mere smuk chiliplante end denne. Den bliver mellem 1 og 1,5m høj, og chilierne stikker op fra planten. De bliver først en stærk lilla farve, dernæst orange og til sidst røde, når de er helt modne. Det gør at den faktisk næsten ligner et juletræ fyldt med kulørte lys 😀 – og af samme grund – og fordi du sagtens kan plukke chilier helt i december måned, hvis du har planten indenfor, så har den fået sit navn. 
      Chilierne er forholdsvis stærke, og jeg har brugt dem i madlavningen på samme måde som de lange chilier, man køber i supermarkedet. 
      I år vil jeg have den inde i stuen i stedet for i drivhuset, så vi også kan nyde den hele efteråret og vinteren.

Hvad kan du nyde i haven i denne uge

erantis
Se disse to fine forårsbebudere der har vist sig i min have

Først og fremmest, så er du nødt til at tage en runde i haven og se om dine små erantis og vintergækker mon ikke så småt er sprunget ud? Mine erantis står allerede i blomst og vintergækkerne står på spring til at gøre dem kunsten efter ♥

Viden om vintergækker

viden om vintergækker eller galanthus

Vidste du at vintergækker, eller Galanthus som de også hedder, ikke bare er en vintergæk? Der findes over 20 forskelige arter – og derudover et væld af forskellige sorter. 
Ved første øjekast minder de måske alle om hinanden, men kommer man ned på knæ og kigger nærmere på dem, så ser man jo først og fremmest hvor helt fantastisk elegante og fine de er, men også hvor stor variation, der rent faktisk er. 
Nogle er høje og slanke, andre små og buttede, nogle er enkelte mens andre er dobbelte, nogle har nærmest grålige blade og andre har helt gule aftegninger på bladene i stedet for de typisk grønne mønstre.

Den helt klassiske vintergæk

De mest udbredte i Danmark har typisk et lille omvendt grønt hjerte indeni blomsten nederst på de hvide blade. 
Spotter du nogle i din have, som ikke ser sådan ud, så kan de meget vel være penge værd. De mere sjældne vintergækker bliver nemlig solgt for en mindre formue – en enkelt plante, Golden Fleece, blev fx solgt på Ebay for £1390 😀

De breder sig både ved frø, men især ved at danne nye løg, så klumpen af vintergækker bliver større og større. Det er faktisk fælles for stort set alle løgblomster (planter som vokser frem fra et løg), og de har derfor godt af at man en gang i mellem, hvert 3-5. år, graver klumpen op og deler den en smule – så får alle blomsterne meget bedre plads, og det kan de godt lide!

Hvis man ikke gør det, så stopper de ganske enkelt med at blomstre, og det er kun deres grønne blade, der dukker op – og så er det altså tid til at dele dem lidt.

Du kan sagtens grave en lille klump af de vintergækker, der endnu ikke er sprunget ud, op og plante den over i en krukke, som du kan tage med ind.
På den måde springer de ud lidt tidligere end udenfor, og du kan nyde dem i din vindueskarm. 
Når de er afblomstret planter du dem ganske enkelt ud i haven igen, og så kommer de igen til næste år.

Husk også endelig at tage dine børn med ud at plukke nogle vintergækker, når de står i fuld flor, så I kan presse dem og gemme dem til gækkebreve ♥ – og så kan du også lave sjove forsøg med børnene, hvor I stiller vintergækkerne i små vaser med vand der er farvet med forskellige farver frugtfarve, så I kan se, hvordan farven langsomt bliver suget op i blomsten og farver den.

Spørgsmål og svar

Det gør mig virkelig glad, at I har lyst til at stille spørgsmål til emner om haven, og jeg lover, at hvis jeg ikke selv har styr på emnet, så spørger jeg andre dygtige mennesker, der ved mere om det end mig! ♥
Så sig endelig til, hvis der er noget, du har et konkret spørgsmål til – eller hvis der er et emne, du gerne vil have at jeg skriver mere om 🙂

Hvilket materiale er dine højbede lavet af? Jeg vil ikke have trykimprægneret i nærheden af mine madvarer, varmebehandlet duer ikke til jordkontakt, og jeg synes, at lærketræ løber op ret hurtigt.

Hvad har du mon valgt og hvorfor?

Jeg har haft præcist de samme overvejelser som dig, og netop derfor har jeg heller ikke valgt de højbede af pallerammer, som mange ellers benytter sig af. De er ellers billige, og lette at samle – så det er en fin løsning, men jeg har ikke lyst til at bruge trykimprægneret træ, når jeg skal dyrke grøntsager i dem.

Jeg endte med at vælge disse højbede i lærketræ jeg har skrevet nærmere om dem her. Det startede ud som et reklamesamarbejde med producenten, men efterfølgende har vi selv købt flere af dem, fordi vi har været så glade for dem. Jeg synes ærligt, at det er de flotteste, man kan finde på markedet, og da vi har dem stående i en lille gårdhave foran køkkenvinduet, så var den del ret vigtig for mig.
De første vi fik, er 4 år gamle nu, og de holder SÅ godt endnu. Man kan selv vælge, hvor mange “firkanter” man vil stable ovenpå hinanden – i forhold til hvilken højde de skal være. Vi har valgt at have 3, men skulle man ikke skæve til økonomien, så havde jeg nok taget 4 i stedet. 
De er naturligvis ikke lige så billige som dem i trykimprægneret træ, men jeg synes stadigt, at prisen er forholdsvis rimelig – især i forhold til, hvor længe de trods alt kan holde 🙂

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Hej Lisbeth. Jeg har et par spørgsmål til dig 🙂
    Hvad er forskellen på en påskeklokke og en julerose? Jeg har købt en stor flot en (tror det er en påskeklokke), og har sat den i en krukke ved hoveddøren, det pynter virkelig fint. Hvordan får jeg den til at holde til næste år? Skal den plantes ud i jorden?
    Mange hilsner fra Rikke

  • Nå jo, jeg tænkte også i forhold til frø – er frø “bare” frø? Altså hvad er forskellen på frø fra supermarkedet og så en have-hjemmeside?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *