Her er en let og læskende opskrift på hjemmelavede astronaut is som er et hit til børn i sommervarmen
Her er en opskrift på hjemmelavede astronaut is – mine børn elsker nemlig de velkendte astronaut is, og det er oftest dem, der bliver valgt, når vi er ude at købe is. Vi laver tit hjemmelavede is – primært fordi børnene synes det er sjovt at lave selv, men også fordi der trods alt er en del penge at spare – selvfølgelig alt afhængig af, hvor mange is, der bliver konsumeret 😉
Vi har derfor eksperimenteret lidt for at finde frem til den helt rigtige smag på astronautis – og nu synes vi selv, den er lige i skabet!
De fine raket-forme har jeg købt lige her (reklamelink)- og de bliver flittigt brugt til alle mulige former for hjemmelavede is – fx også de helt klassiske yoghurt-is, som jeg bragte på bloggen for hele 6 år siden.
Her følger min egen opskrift på hjemmelavede astronautis:
Det skal du bruge:
- Ca. 3 dl fortyndet hyldeblomstsaft – jeg havde en flaske fra min egen hjemmelavede opskrift på god hyldeblomstsaft, men du kan også sagtens bruge en købt saft
- Saften fra 1-2 limefrugter
- 1/2 dl fortyndet solbærsaft – her brugte jeg bare en købt saft
- Vingummibamser – flest af de røde 😛
Sådan gør du:
Bland hyldeblomstsaften op med vand. Du skal ikke bruge lige så meget vand, som der står på flasken – kun ca. halvdelen.
Tilsæt limesaft efter smag – jeg synes godt, den må være forholdsvis syrlig, men min søn var ikke helt enig.
Læg en vingummibamse i bunden af din isform og hæld din hyldeblomst/limesaft deri. Du skal kun hælde i, så der er ca. 1 cm op til kanten. Sæt isene i fryseren og vent til de næsten er helt frosne – ca. 2 timer. Hæld derefter solbærsaft i helt op til kanten – og voila – et par timer efter er der lækre is til børnene og andre barnlige sjæle med hang til lækre sager 😉
Del på Facebook
Nu spørger jeg måske lidt dumt, men hvordan får du solbær saften i formen? Altså hvis håndtaget først skal fryses sammen med hyldeblomst?
Det er bestemt ikke dumt 🙂
Jeg har ikke brugt de medfølgende håndtag men har i stedet brugt helt almindelige ispinde af træ. Jeg stikker dem i isene, når de har stået i fryseren en halv times tid, så er de lette at få til at stå lige 🙂