I går var jeg inviteret på frokost i en ny pop-up restaurant, der netop er åbnet i Københavns Lufthavn i forbindelse med Copenhagen Cooking. Det er drengene fra I’m A KOMBO, der står bag – og jeg har desværre ikke tidligere haft fornøjelsen af at opleve deres kulinariske kreationer.
66% af alle de rejsende i Københavns Lufthavn rejser alene, og pop-up restauranten, med navnet HALLO HELLO er bygget netop ud fra den tanke, at man får en noget hyggeligere rejse, hvis man taler med nogle af alle de andre mennesker i lufthavnen – en social restaurant.
Når du bestiller, bliver lampen over din plads tændt, og så bliver der båret en bakke hen foran dig. Der er forskellige ting, du skal bruge til maden; en bakke karse, en eddikespray, aromatisk peber, brød i en pose – og en lille pre-dinner-snack i form af de lækreste krydrede popcorn. Det er så meningen, at du skal dele disse ting med den fremmede, du er placeret overfor – samtidigt med at maden er ret safe, så det kan agere comfort-food, du kan følge dig tryg med.
Jeg var så heldig at have den ene af kokkene og bagmændene, Bo Lindegaard, som bordherre, og det var virkelig interessant at høre alle de tanker, der lå bag hele konceptet.
Indledningsvis skal du vælge, om du er til kød eller fisk – jeg valgte fisken, og det fortrød jeg bestemt ikke. Herefter får du en lækker forret fulgt af hovedhovedretten – og nu til det sjove. Desserten får du nemlig to-go. Den skal du vente med at spise, til du sidder i dit fly. Den er lavet sådan, at når du åbner den, kan det ikke undgås, at den fylder over til din sidemands bord, og du dermed fanger hans eller hendes opmærksomhed. Der ligger et pænt lille brev indeni, som opfordrer dig til at dele ud af de gode sager til dine sidemænd. Der er nemlig 3 af alle lækkerierne, og så er der lagt op til, at du falder i snak med dine sidemænd, når du byder dem på kaffe og lækkerier fra din dessertboks. Det eneste, du skal bruge, er kogende vand fra en sød stewardesse, så du kan brygge lækker kaffe til jer alle tre.
Jeg synes simpelthen, det er sådan et sødt og genialt koncept – og for at vi for alvor kunne få det afprøvet, så kom vi om bord på et AirBerlin fly til Berlin, så vi kunne spise desserten undervejs 😀
Vi havde faktisk en åben returbillet, så vi kunne vælge at blive i Berlin nogle dage, men min mand har fødselsdag i dag – og han rejser med sine venner til Hamborg i morgen, så jeg var desværre nødt til at rejse retur med det samme igen.
Jeg har aldrig været i Berlin før – så det ærgrede mig en del. Jeg har til gengæld tidligere fløjet med AirBerlin, og jeg er imponeret over, at de stadigt serverer gratis drikkevarer og snacks om bord – i modsætning til stort set alle andre flyselskaber, hvor den slags koster ekstra.
HALLO HELLO pop-up restauranten har kun åbent indtil den 14. september, så du skal skynde dig, hvis du skal nå at prøve den. Hvis du er så heldig, at du skal ud at flyve i den periode, så kan jeg varmt anbefale dig at unde dig selv den oplevelse. Den 3-retters menu koster 250 kr, og alle drikkevarer koster 50 kr – det er nemt, enkelt og helt utrolig lækkert!
Del på Facebook
Kommentarer