SÅ er sidste punktum sat.
Mit speciale blev her til formiddag afleveret på det juridiske fakultet, og sikke en fantastisk følelse det dog var at stå i køen, blandt studerende der skulle have dispensationer, skulle tilmeldes eksamen og havde spørgsmål til den skriftligt eksamen, og så pænt lægge tre eksemplarer af specialet på skranken, da det blev min tur.
Da den strikse dame var færdig med at udfylde alverdens papirer, kiggede hun smilende op, ønskede mig tillykke og bød mig et specialebolsje fra den legendariske krukke. Lige dér, ramte lykken mig. Lige dér, mens jeg stod og fiskede efter et bolsje i krukken, gik det op for mig, at jeg altså er helt færdig nu.
Det har været en meget intens proces den sidste tid, hvor jeg har siddet på biblioteket hver dag fra 9-19 og derefter har jeg skrevet videre hjemme. Det er meget almindeligt i specialeprocessen, ved jeg godt, men det er altså ikke helt det samme, når man har børn.
Børnene har savnet mig. Jeg har savnet dem.
Men jeg er glad, stolt og tilfreds over resultatet, og kan så spændt vente på at karakteren dumper ind i min mailboks indenfor de næste 3 måneder. En smule antiklimaks at afslutte sit universitetsstudie på den måde 😉
Min mand har frygtelig travlt pga et stort event de to kommende dage, så han spiste lige frokost med mig i Orangeriet i Kongens Have, og så hentede jeg børnene tidligt, og hyggede med hjemmebio i form af Turbo på Netflix og popcorn i sofaen. Jeg havde egentlig overvejet at invitere mine veninder over på sushi og champagne i aften – men jeg trænger egentlig mest af alt til at sove 😉
På onsdag skal jeg heldigvis ud at fejre – og dét glæder jeg mig til!
1 Kommentar