Trutten på tur: LEGO World

Den 16. – 19. februar 2012 var der LEGO World i Bella Center, København, og jeg havde sørget for at skaffe billetter til hele familien, så vi kunne se, om det var noget, der kunne fange opmærksomheden hos en 3 årig dreng som mig!

De havde simpelthen fyldt Bella Center med mere end 10 tons legoklodser – et rent slaraffenland for børn og barnlige sjæle.

LEGO World var delt op efter forskellige aldersgrupper, og ved hvert område eller aktivitet var det tydeligt markeret, hvilken aldersgruppe det var beregnet til.

Først og fremmest var der naturligvis kæmpe arealer med LEGO klodser, hvor man for alvor kunne slå sig løs.

Jeg styrede naturligvis målrettet efter DUPLO – og til min store glæde, havde de alverdens udgaver af Cars biler.

Det var det første, vi lavede, og umiddelbart havde jeg egentlig slet ikke lyst til at gå videre, fordi jeg havde det så sjovt, men det fik min Mor mig heldigvis overtalt til.

Der var nemlig en masse forskellige aktiviteter. En hoppeborg kun for børn under 5 år, så vi ikke skulle være bange for store bøller. Et vandfald, hvor det regnede ned med små legoklodser – min mor nægtede at gå med ind under det, fordi hun ikke havde gennemskuet, at det var legoklodser og ikke vand 😛 og et fint gammelt tog, man kunne køre rundt i og den vildeste forhindringsbane.

Til de større børn var der endnu flere forskellige aktiviteter, men ærlig talt havde jeg lidt for travlt til at undersøge nærmere, hvad det var for noget 😛

Fidusen havde også fået lusket sig med, og man måtte gerne have klapvogn med, så der kunne hun sidde og kigge på, hvor sjovt jeg havde det (hæhæ) – og på toiletterne var der fine pusleområder, der var stillet op af Libero, så selv de helt små babyer var der tænkt på.

Til sidst var vi inde at se nogle kæmpe udstillinger med ting, der var bygget i legoklodser. Mine forældre var meget imponerede over de forskellige modeller, hvor flere var bygninger her fra København.

Jeg havde en helt fantastisk dag, der oversteg mine forventninger mange, mange gange.
Lige siden vi var af sted, har jeg stort set dagligt bygget de vildeste modeller af mit eget DUPLO, og jeg har mange gange spurgt, hvornår vi mon kan komme i LEGO World igen.
Personalet var SÅ venlige, servicemindede og søde overfor os børn – og generelt var det bare utrolig gennemtænkt og en god oplevelse for både mig (hvilket jo klart er vigtigst) min Mor og Far og endda også Fidusen.

Kys kys,

English:
From February 16-19 2012 I took my 3 year old son to visit LEGO World in Bella Center, Copenhagen.

It was a huge experience and he loved every minute of the day. There were a lot of different activities for age 2 and up.

del artiklen på FacebookDel på Facebook

1 Kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *