Trutten og jeg har hygget os indenfor i det vilde snevejr med småkagebagning.
I sidste weekend havde vi besøg af en flok piger til samme formål, men vi nåede desværre aldrig til bunds i alt det, der var planlagt.
Så i denne weekend skulle der bages jødekager.
Det er ikke noget, jeg har fået som lille – ja faktisk har jeg aldrig smagt en jødekage i hele mit liv (udover dem, man får til morgenmad) – så for én gangs skyld var min mor ikke til megen hjælp, og jeg fik i stedet fat på min søde kusine, som fluks sendte mig hendes opskrift.
Trutten og jeg var udstyret med hver vores kagerulle -hans naturligvis en miniatureudgave af min – og så kastede vi os ellers ud i projektet med liv og sjæl.
For en gangs skyld lykkedes det ham at bevare koncentrationen i mere end et par minutter uden at tigge om “Barba” – som i “Jeg vil se Barbapapa på mors iPhone NU” – og selvom han var lige rundhåndet nok, når der skulle drysses mel ud på bordet (og det skulle der ofte, hvis du altså spurgte Trutten), så hyggede vi os noget så forfærdeligt.
Jødekagerne smagte fortræffeligt – faktisk måtte Far erkende, at de nok næsten vippede vanillekranse og fedtebrød af førstepladsen over favoritsmåkager på hans liste.
De manglende lemmer på kagemændene er ikke et resultatet af Truttens lidt for lange fingre i kagedåsen (faktisk var han noget mere begejstret for at hapse rå kagedej, hver gang jeg vendte ryggen til) – det er i stedet nogle fantastisk fine småkageudstikkere, som du bl.a. kan finde her hos Coolshop (og nej, i modsætning til mange andre bloggere har jeg ikke modtaget et gratis gavekort mod at blogge om dem – jeg kunne bare ikke finde udstikkerne andre steder online 😉 ).
De hedder ABC Cookies (already been chewed) – og mangler hhv. et hovede, et ben og en arm 😀
Efter at have fyldt maverne med dagens anstrengelser begav vi os ud i sneen til stor glæde for både Far og Trutten – og til knapt så stor glæde for Mor, som pga. sin gravide mave snart ikke kan holde vinterjakken lukket længere. Det var dog et ret fantastisk syn, hvor luften var helt tæt af sne, så man stort set ikke kunne se to meter frem – helt perfekt vejr, når det er weekend, og man ikke behøver at bevæge sig udenfor efter andet end en gåtur og en sneboldkamp.
Billedkilde: Egne billeder + ABC Cookies
Del på Facebook
Iiih hvor hyggeligt, og du har ret i at de små kageforme er sjove og anderledes. Nice med guirlande BTW 🙂
He, he rart at vide jeg ikke er den eneste med et barn der plager om iPhonen for at se tegnefilm på den 😉
Jeg har også planer om at bage småkager med ungerne á la dem du har bagt, de kan sikkert få laaang tid til at gå med det!
Aah hvor ser det hyggeligt ud – og sikke sjove kageforme ;O)
/Lise
Det var også skønt at kunne sidde og hygge med ham, uden at den for en gangs skyld skulle dreje sig om biler eller traktorer 😀
Ih, hvor hyggeligt. Nu glæder jeg mig til jeg kan bage småkager med lille C. 🙂
Det kan du også roligt gøre – selvom der nok liiige går et år eller to 😀
Jaja… jeg sagde jo jødekager var det bedste 😀
I know 😀
Det må være kanelsukkeret, der gør udslaget 😛
Denne weekend har bare væet fyldt med jule- og familiehygge, hvorend jeg kigger hen 🙂 Skønt! Jeg planlægger også at kaste mig ud i småkagebagning med Johannes, men tror jeg tager pebernødder. Det virker lidt mere overskueligt…
Haha – dét gad Trutten til gengæld slet ikke.
Jeg har dog overvejet at rulle pebernøddedejen ud i en lang pølse og ustyre ham med hans smørkniv – så må han da kunne skære dem ud i passende bidder, tænker jeg…
Hehe, jeg er overbevist om, at trold-ungen tror, at det er hendes iPhone, og ikke hendes fars. Hun bliver i hvert fald rasende, hvis han vover at bruge den, når hun synes, at hun skal se “Barba” eller “P(l)ys”.
I øvrigt, hvor gammel er det Trutten er? Jeg synes det er vildt flot at han allerede kan være med til at bage. Jeg har ikke turdet prøve med trolden endnu, men måske pebernødder, som Vevika foreslår, er et godt sted at starte.
Meget godt at høre, at det ikke kun er her, iPhonen bruges til den slags 😀
Han fylder to til januar, men var meget optaget af at rulle mel ud med sin minikagerulle – det med dejen overlod han til mig – med mindre, altså, at det drejede sig om at proppe den i munden 😛
Ville dette ikke være noget for Trutten? 🙂
http://www.kitchencorners.com/2010/12/diy-holiday-foodie-gift-series-nutella.html
Jo uden tvivl – men jeg er ikke sikker på, om han er stor nok til at forstå, at det ikke må spises – heller ikke selvom det smager kraftigt af salt 😀
He he, sikkert ikke, det kan godt være opskriften lige skal gemmes et år eller to 😉