Finurlige fredagsfacts vol. 2

Det er fredag, det er snart weekend – og Fidusen og jeg er begge febersløje og forkølede, så aftenens planer, der ellers bød på middag og ballade med denne smukke dame – er aflyst til fordel for sofaen, kleenex og varm solbærsaft- æv!

Billedet her er til gengæld fra en hyggelig aften med frk Guld.log forleden – hvor vi var til to fine events, jeg nok skal fortælle mere om senere. Min smukke sidemand er Mette fra Starklint PR – der bl.a. har både Fuzzies og MarMar, så der er altid mange gode grunde til at kigge forbi hende 😉

Her kommer en bunke finulige fredagsfacts til at byde weekenden velkommen.

  • Jeg kom på internettet allerede i 1996, hvor vi havde et larmende modem, der skulle ringe op, og hvor man betalte minuttakst, hvilket kostede mine forældre en mindre formue.
  • Af alle sociale medier, elsker jeg nok faktisk Twitter allermest. Det tjekker jeg fx altid før Facebook og Instagram.
  • Jeg kan ikke lide Te, selvom jeg efterhånden har forsøgt utallige gange med alverdens forskellige varianter – kaffe derimod – det er jeg stor fan af!
  • Før jeg fik børn var jeg absolut et B-menneske, der sagtens kunne sove til langt over middag i weekenden – nu føler jeg, jeg har spildt alt for meget af dagen, hvis jeg en sjælden gang sover helt til kl 10.
  • Vi har en dejlig stor altan, hvor jeg hver sommer dyrker krydderurter og lidt grøntsager. For et par år siden tog det dog fuldstændigt overhånd med nogle tomatplanter, der blev flere meter høje, voksede op til overboen og fyldte hele vores altan. Efterfølgende har min kæreste nedlagt veto mod alt andet end krydderurter og en enkelt chiliplante.
  • Min yndlingsfilm må næsten være Léon – med en helt ung Natalie Portman i én af hovedrollerne. Hvor har jeg dog set den mange gange efterhånden.
  • Jeg dyrker ikke nogen former for sport. Jeg har faktisk aldrig været fan af de helt vilde udskejelser på motionsfronten, men til gengæld går jeg altid med klapvognen, når Fidusen og jeg skal ind til byen – eller cykler, hvis jeg skal af sted alene.
  • Under begge mine graviditeter har jeg haft en helt tydelig og klar fornemmelse af, hvilket køn barnet var – drømte endda også om det – og begge gange tog jeg fuldstændigt fejl.
  • Jeg har 3 ældre søskende – min storesøster er hele 16 år yngre ehrm – ældre 😀 end mig, så jeg er lidt af en efternøler.
  • Jeg kendte ikke en sjæl, da jeg for 10 år siden flyttede til København. Jeg havde lejet et værelse ubeset og kom med toget to dage inden studiestart med en kuffert og min cykel.

Rigtig god weekend – jeg håber, jeg er mere frisk i morgen, hvor vi satser på en tur i Tivoli med deres fine Halloween dekorationer – hvad har du af planer for den kommende weekend? :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *