Her til aften skulle jeg på date med min flotte kæreste.
Vi skulle spise lækker mad på en restaurant anbefalet i Michelinguiden, drikke rødvin, tale sammen og kigge hinanden dybt i øjnene.
Mormor var hyret som babysitter, og som en ekstra sikkerhedsforanstaltning var bordet først bestilt til kl 21 så vi selv kunne putte børnene.
Så kunne det jo ikke gå galt…
Men i vores omhyggelige planlægning havde vi ikke taget højde for en meget viljefast ung dame på snart 10 måneder – vores smukke Fidus.
Hun mente tilsyneladende ikke, at hendes Mor burde befinde sig noget som helst sted, der var mere end 10 skridt væk fra hende – og Mormor så sig derfor nødsaget til at ringe os hjem lige midt i hovedretten – præcist 47 minutter efter vores ankomst.
Mormor har selv 4 børn og er ikke just typen, der lader sig slå ud af lidt babygråd, så vi var godt klar over, at den var gal.
Vi fik derfor sat vores søde tjener ind i situationen, og hun fremtryllede straks to desserter, som vi skovlede i os, mens hun hentede regningen.
Resten af vinen fik vi med hjem – og heldigvis lå restauranten kun et par hundrede meter fra vores lejlighed.
Så jeg smed stiletterne og løb hjem i strømpefødder, mens min kæreste halsede bagefter med en halv flaske vin i inderlommen – og så håbede vi begge på, at vi ikke stødte ind i nogen, vi kendte 😉
Fidusen; ja hun blev overordentlig glad for at se sin mor. Hun var hverken sulten eller syg – hun ville tilsyneladende bare endnu en gang slå fast, hvem det er, der bestemmer her i hjemmet!
I hvert fald brugte hun resten af aftenen på at charme os alle tre, mens vi sad og delte resten af rødvinen…
Mit outfit, ja det ser du de sørgelige rester af, men jeg var fin, så længe det varede 😉
Kjole: Rützou -.- Stiletter: Marc by Marc Jacobs -.- Clutch: Balenciaga
Del på Facebook
Lisbeth, din stakkel. Jeg er sikker på, der snart kommer noget karma tilbage til dig! Og så hjælper det jo lidt, når det er sådan en nuttet baby, man skal hjem til 😛
Ja har jeg efterhånden ikke også snart fortjent det Manja?
Men ingen tvivl om, at det er helt umuligt at blive irriteret på én, der kan stikke sådan et smil 😀
Åhhh Lisbeth dog!
Når man nu endelig skal underlægge sig Fidusens regime, så er det da altid noget, at hun har sådan et fantastisk smil 🙂
Det har du helt ret i! 😛
he he øv for jer, men en god historie :-))
-Katja
Haha – ja den kan vi passende fortælle hende, når hun bliver teenager og brokker sig over, at vi nægter at lade hende komme til fest 😉
Åhh, møs til jer – æv, at skulle afbryde aftenen. Men nuij, for en sød lille charmetrold, der så kigger ud fra skærmen med to små fine tænder i undermunden! Det er så svært, at være rigtig sur/ked af det, når de så sender et af dé der smil:-) Men jeg håber nu alligevel, at I får mulighed for snart at genoptage forsøget….
Ja hun er en lille charmetrold – det er hendes held, tror jeg efterhånden 😉
Og ja, jeg håber virkelig også snart, vi får lidt kærestetid – jeg er ret misundelig på jeres aftener!
Surt, men godt I fin resten med hjem. Er sikker på du så fin ud, og lille Fidusen ser da sød ud. Sikke en charmeur.
Haha – ja vi følte os godt nok lidt snuskede sådan at luske hjem med en halv flaske vin 😀 – men tjeneren var helt ked af det på vores vegne, så det sørgede hun fluks for.
Uha! Jeg har også været på standby mange gange, men vi har heldigvis aldrig været så “uheldige” som jer. Til gengæld synes jeg at det skete en del gange da barn nr 1 var hjemme med sin far og jeg var til min nødvendige ugentlige optankning (kor-sang)…. Og man cyklede som død og h…… Gennem Kbh for at komme hjem! Iiiih!
Åh men Trine vil du tro mig, når jeg fortæller, at jeg også flere gange er blevet ringe hjem, selvom det har været farmand, der har passet Fidusen?
Trutten var slet ikke så morglad, så det er en helt ny situation for mig.
Men det trøster en smule at vide, at det ikke kun er mig, der har oplevet den slags 😉