Er vi helt stoppet med at hjælpe hinanden?

I den forgangne uge var jeg på tur med hele min lille børneflok som i skrivende stund tæller to børn og en baby. Vi trillede af sted mod nærmeste s-togs station, tog elevatoren op, ventede på S-toget og kørte af sted på eventyr.

Da vi nåede frem til vores destination, kunne vi konstatere, at elevatoren var ude af funktion. Jeg stod helt presset og kiggede mig fortvivlet omkring, men der var ingen hjælp at spore på den stort set tomme perron, og vi befandt os på Dybbølsbro Station, som har noget nær den længste og mest stejle trappe, man kan forestille sig.

Der var ikke rigtig nogen vej udenom, så jeg fik baby op af barnevognen, stak ham i favnen på min datter, som skulle bære ham op af trappen, mens jeg fik løftet barnevognen og slæbte den hele vejen op af trappen.
På vej op af trappen stødte jeg imidlertid på et par gode håndfulde mennesker, der skulle ned af trappen – ja nogle trippede sågar utålmodigt og benyttede først mulige lejlighed til at smutte forbi, fordi det åbenbart ikke gik hurtigt nok. Bevares, jeg er ikke superhurtig, når jeg kommer slæbende på en barnevogn.

Men ikke så meget som én af disse personer stoppede op og tilbød at hjælpe mig.

Da jeg kom helt op af trappen blev jeg dog mødt af en Hus Forbi sælger, som troede jeg skulle til at ned og derfor tilbød at bære barnevognen for mig.

Da min søn havde fanget de Pokemons, der nu en gang skulle fanges på Fiskeren, satte vi kursen videre. Atter blev vi mødt af en elevator ude af funktion, og denne gang havde jeg min baby i en bæresele på maven. Jeg kiggede mig fortvivlet omkring efter hjælp, men alle havde travlt med at kigge væk, kigge ned i telefonen eller at skynde sig videre.
Jeg måtte derfor bugsere min barnevogn ned af trappen – med min baby i bæreselen, og atter stødte jeg på en masse mennesker, der gik op af trappen, hvor de så mig storsvedende balancere både baby og barnevogn på den stejle trappe, uden at én eneste af dem lige stoppede op og gav mig en hånd.

Da vi til sidst trillede ind på vores egen S-togs station fortsatte stimen af strejkende elevatorer, og før jeg var kommet ud af toget med barnevogn, bagage og børn var perronen stort set tom – med undtagelsen af en ung kvinde, der også stod og kiggede frustreret på elevatoren med sin cykel. 
Hun tilbød omgående at give mig en hånd med barnevognen, og således hjalp vi hinanden ned med både cykel og vogn.

Det var en opløftende afslutning på en dag, som ellers havde givet min tiltro til mine medmennesker et gevaldigt knæk.

Hvorfor hjælper vi ikke hinanden?

Hvor er høfligheden, hvor er opmærksomheden, hvor er omsorgen for vores medmennesker blevet af?
Det føltes skræmmende ensomt at stå i en menneskemængde og så tydeligt have brug for hjælp uden at én eneste stoppede op og gav mig en hånd.

Nogen ville sikkert indvende, at hvis jeg havde spurgt, så havde folk helt sikkert også hjulpet, og normalt holder jeg mig heller ikke tilbage med at spørge om hjælp, hvis jeg har brug for det.

Men her var der to af gangene ingen mennesker på perronen, da jeg satte igang – og det var dermed først da jeg kom baksende med min baby i bærselen og barnevognen i armene på trappen, at jeg stødte på nogen der kunne hjælpe. I den situation havde jeg mere end rigeligt at se til og kunne derfor ikke bede om hjælp.

Den sidste gang stod jeg faktisk et stykke tid og forsøgte at få øjenkontakt med bare en enkelt person, men alle veg ganske tydeligt helt udenom – og sammenholdt med min oplevelse på udturen, så mistede jeg ærlig talt helt modet til at råbe højt.

Men altså; næste gang I ser en kvinde komme baksende med både børn, baby og barnevogn op eller ned af en stejl trappe; så tilbyd hende en hånd! Jeg kan garantere, at det vil være virkelig værdsat ♥

 – er jeg mon den eneste, der har været ude for de her oplevelser, eller synes I at folk er gode til at træde til med en hjælpende hånd?

Del på Facebook