Altså, som sådan ved jeg jo godt, at mine børn efterhånden er halvstore – om 1,5 uge har jeg to skolebørn, og de er altså ikke længere helt så små, som jeg umiddelbart selv går og tror. Det er jeg efterhånden ved at indse og erkende.
Men; den her ferie har alligevel været lidt af en brat opvågning ift det der med at være Mor til et par halvstore børn.
Situationen er nemlig den, at de begge har fået sig nogle dejlige danske ferievenner, som bor i samme lille lejlighedskompleks som os, og det gør simpelthen, at vi stort set er på ferie uden børn.
De har alt for travlt med at lege med deres venner til overhovedet at tilbringe tid med os… Godt så… De første par dage nød vi roen ved poolen. Jeg fik læst to medbragte bøger, vi spillede kort, drak kolde øl og var med jævne mellemrum henne for at tjekke, om børnene var okay… Og det var de. Når man er 6 jævnaldrende danske børn, der har et stort sikkert område at lege gemmeleg og fangeleg, så behøver man ikke rigtigt så meget andet…
På 3. dagen blev det lidt for meget for mig. Jeg insisterede på, at nu skulle vi have en familiedag – med skrig, skrål og sure miner til følge – hvilket jo sådan set heller ikke var optimalt…
Jeg forsøgte herefter at lokke dem til at tilbringe tid i mit selskab; “skal vi ikke gå på Pokemonjagt?” “skal vi lægge glimmerneglelak på hinanden” “vil I tæve mig i Kalaha” “skal vi gå ud at købe is – jeg giver?” – okay den sidste bed de på, men det var en kort fornøjelse, for så snart isen var konsumeret, så var de væk igen.
Tænk sig, at jeg simpelthen allerede er der, hvor mine børn er så store, at de hellere vil være sammen med deres venner end mig…
Tænk sig, at man ligefrem kommer til at savne den evindelige plagen om at bygge sandslotte, gå med i poolen eller de høje udbrud med “jeg keeeeeder mig”.
Tænk sig, at stilheden ikke længere er alarmerende – men at den faktisk fremkalder meget modstridende følelser – ro/rastløshed – glæde/tristhed…
Det endte faktisk med, at min mand i går blev så rastløs, at han kastede sig over deres malebøger, mens de legede gemmeleg med vennerne 😀
Er jeg mon den eneste, der har lidt svært ved at vænne mig til pludselig at have så store og selvstændige børn?
Outfits: Vi er stort set allesammen i Zara fra top til tå med undtagelse af mine nye solbriller, som er fra Burberry.
Del på Facebook
Åh, du er bestemt ikke alene! Jeg kan så meget genkende dine følelser. Her gælder det mest kun min ældste, en datter på snart 7 år, som skal op i 1. klasse. Vi har også en datter på 3 år og en søn på 1 år. Men jeg har virkelig indset, at så snart de starter i skole, så mister man dem en del. De er dels meget i skolen, så er der måske sport efter skole, og de får (heldigvis) mange nye venner, som de enten er hjemme hos, eller også ser man dem kun til spisetid, hvis de er hos os. Og det er jo super dejligt for dem, at de bliver selvstændige og frie – men det er godt nok kommet bag på mig, at det sker så tidligt! Jeg tager mig selv i at lyde som mine forældre 😉 Men jeg er rigtig glad for at have gjort mig den erkendelse nu – for med de to andre på 3 og 1 år er der selvfølgelig rigeligt at se til og kaos ind i mellem – men så minder jeg mig selv om, at jeg virkelig skal nyde de her år, for inden jeg har set mig om, så er de startet skole, og så er det bare et andet liv. Ikke nødvendigvis dårligere, men man skal lige indstille sig på og vende sig til – som du selv skriver – at den der symbiotiske forældre/barn tid allerede ophører omkring 6-7 år….