Jeg er generelt ikke ret god til at bryde mine grænser. Jeg har min comfortzone, hvor jeg foretrækker at være, og jeg kaster mig sjældent ud i noget, jeg ikke føler mig helt tryg ved.
Til min polterabend var jeg ved at bakke helt ud, da mine fantastiske veninder havde arrangeret en køretur med en politimand på motorcykel for mig – men det endte med at være den vildeste sejr for mig efterfølgende.
Det er sundt med den slags – men er stolt af sig selv, og man indser, at man kan meget mere, end man selv regner med.
Den oplevelse kørte på repeat hos mig i sidste måned, hvor jeg igen havde kastet mig ud i noget meget grænseoverskridende. Jeg skulle ud at køre bil.
Altså ikke på en racerbane, ikke en lastbil – en helt almindelig bil – men for første gang i mere end 10 år og lige midt i myldretiden en fredag eftermiddag midt i København.
Jeg fik mit kørekort på min 18-års fødselsdag, og de næste par år kørte jeg bil stort set dagligt og var faktisk både god til det og glad for det. Så flyttede jeg til Italien og derefter til København – og som studerende havde jeg selvsagt ikke bil – og derfor fik jeg heller ikke brugt mit kørekort.
Da min mand på et tidspunkt fik en firmabil, havde jeg ikke kørt bil i mere end 5 år, og jeg havde aldrig kørt bil i København, og derfor havde jeg ikke helt mod på at kaste mig ud i det. Jo længere tid der gik, dets mere grænseoverskridende var det.
Jeg endte derfor med at tage to køretimer med en kørelærer, og det var simpelthen SÅDAN en god beslutning. Jeg fik min selvtillid tilbage – og som han sagde: “jeg skal jo slet ikke lære dig at køre bil – jeg skal bare lære dig at tro på, at du allerede godt kan køre bil” – og det havde han helt ret i.
Vores egen bil er en stor familiebil, og den er derfor ikke det oplagte match for mig, når jeg skal køre rundt inde i København. Samtidig er det en nødvendighed for os med en stor bil dels fordi min mand skal bruge den på arbejdet, men også fordi vi med to børn ville have svært med at klare os med mindre.
Jeg har den seneste måned haft fornøjelsen af at teste den helt nye Toyota Aygo, som netop er en fiks og flot lille sag, der er helt perfekt til bykørsel – eller som min veninde ville sige “en smart udgave af en kone-bil” 😀 .
Den har virkelig været helt perfekt for mig, og den er både nemmere at manøvre rundt i, at parkere i – og så er den bare generelt hurtig og dejlig at køre i – og ikke mindst flot (min mand kommer til at ryste på hovedet, hvis man læser det her 😀 ). Den kan customizes i et utal af farvekombinationer og med flere flotte detaljer.
Jeg var specielt glad for et indbygget kamera, som er GENIALT når man skal parallelparkere eller bakke – det giver dig simpelthen fuldt udsyn over, hvad der er bag bilen, uden at du behøver at dreje dig og kigge selv. Derudover er der en stor touchscreen, du kan koble din smartphone op med – til gps, musik osv.
Min mor har faktisk en lidt ældre model af Aygo’en – så jeg var liiidt spændt på, hvordan den nye model var – men der var altså alverden til forskel på den gamle og den nye udgave – der er ikke meget mormor over denne 😀
Vi har brugt Aygo’en til en masse skønne getaways i hverdagen, hvor den netop er mere oplagt end vores egen store familiebil. Jeg har 3 veninder, jeg jævnligt spiser brunch med, og vi var en tur på Mash i Skovridderkroen – skønt ikke at skulle begrænse sig til steder inde i byen. En anden dag klemte vi autostolene ind på bagsædet og kørte en tur til Bellevue strand, hvor vi gik en lang tur langs havet i blæsevejr – og hver eneste gang, har det været mig, der sad bag rettet – YAY!
Jeg er stadigt ikke helt nået dertil, hvor jeg tør at køre alene i bilen – men jeg tør at køre bil – og jeg gør det!
Toyota har været så søde at stille Aygo’en til rådighed for mig i en måned, så jeg kunne teste bilen.
Del på Facebook