Forleden læste jeg en klumme, som faktisk gjorde mig oprigtig ked af det. Klummen er skrevet af Eva Agnete Selsing med overskriften “særligt uopdragen” og den stiller spørgsmål ved, om de børn, der kan betegnes som særligt sensitive – eller de børn, der får diagnoser som fx Aspergers og ADHD mon i virkeligheden ikke bare er uopdragne, og at diagnoser i stedet er forældrenes måde at bortforklare børnenes opførsel på.
Jeg bliver både ked af det og arrig over, at hun på den måde fejlfortolker og udstiller en gruppe børn og deres forældre og sætter dem i en bås som dårlige opdragere og dårligt opdragne, når de forældre netop kæmper ekstra hårdt for og med deres børn, og når de netop gør en indsats for at forstå deres børn.
Der skal da slet ikke herske nogen tvivl om, at der findes mange uopdragne børn, hvor forældrene ikke formår at sætte tydelige grænser, hvor børnene sjældent får et nej, og hvor de ikke blive stillet til ansvar for deres handlinger. De børn møder man overalt, og dem kender vi alle. For mig er god opdragelse baseret på at være nærværende, at lære sine børn at have respekt og forståelse for andre – og at vise hensyn og empati. Det er helt basale færdigheder og værdier, som jeg gerne vil sende mine børn ud i verden med. Så langt er jeg enig med Eva Agnete Selsing, men der stopper enigheden vist også.
Først og fremmest har jeg så stor tiltro til vores sundhedssystem, at hvis et barn har fået en diagnose som fx Aspergers eller ADHD, så er det ikke blot fordi, forældrene har fået en fiks idé eller har brug for at undskylde for deres uopdragne barn. Jeg synes derfor slet ikke, man kan sætte spørgsmål ved dette, men naturligvis er en diagnose ikke et fripas til at opføre sig, som man har lyst. Til gengæld giver en diagnose mulighed for, at både pædagoger og forældre kan få ressourcer til at takle de udfordringer, der måtte opstå omkring et barn med en sådan diagnose.
Særligt sensitiv er derimod ikke en diagnose – det er en betegnelse for en stor gruppe mennesker i vores samfund, som modtager og bearbejder indtryk på en helt anden måde end mange af vi andre. Det er en måde at kunne forstå og forklare, hvorfor de reagerer, som de gør – men det er ikke nogen sygdom. Der er ikke noget “galt” med særligt sensitive – tvært i mod er det en stor gave at være tæt på en sådan person, fordi de ofte har en ekstra stor forståelse for andres følelser og ofte er så empatiske, at de selv bliver påvirket, når andre er nedtrykte eller triste, fordi de mærker det så tydeligt.
Hvis et barn er særligt sensitiv, suger det alle indtryk til sig helt uden filter. Berøringer kan føles ekstra intense, musikken er voldsomt høj og følelser og sindsstemninger mærkes meget mere tydeligt. Derfor bliver en irettesættelse også opfattet urimelig hårdt, og som forælder til et særligt sensitivt barn erfarer man hurtigt, at man ikke kommer ret langt med at råbe eller skælde ud – fordi barnet ganske enkelt bryder helt sammen. Hvis man derimod evner at tale episoden igennem med barnet og stille og roligt får trukket tydelige grænser, vil man ofte opdage, at barnet netop pga sit følsomme sind vil have stor forståelse for situationen og for det andet barn, der i en konflikt er blevet ked af det. Det betyder bestemt ikke, at man ikke sætter grænser – tvært i mod.
Jeg skal ikke kunne sige, om Eva Agnete Selsing har en idé om, at man ikke opdrager, med mindre man skænder højlydt på sit barn – men i det hele taget er det ikke den måde, jeg har lyst til at opdrage mine børn på – særligt sensitive eller ej.
Jeg har ikke opfattelsen af, at særligt sensitive børn er hverken mere eller mindre uopdragne end andre børn. Jeg har ej heller været ude for, at forældre til uopdragne børn forsøger at bortforklare deres børns opførsel ved hjælp af en diagnose eller en etiket – tvært i mod oplever jeg, at de fleste forældre til uopdragne børn oftest ikke nærværende nok til overhovedet at beskæftige sig med deres børns opførsel.
Til gengæld kan jeg ikke undlade at sidde tilbage med følelsen af, at Eva Agnete Selsing netop selv er voldsomt uopdragen, når hun hænger en gruppe børn og forældre ud på den måde uden overhovedet at have faglig belæg for sine udtalelser.
