Det er ikke så ofte, jeg her på bloggen åbner op for de virkelig private ting. Jeg forsøger at være personlig, mens jeg samtidigt holder de private ting i privaten – og selvom det ikke altid er en helt nem balancegang, så er det sjældent, at jeg deler ud af de virkelig private ting herinde, og det er helt bevidst.
I dag vil jeg gøre en undtagelse. Det er noget, der fylder rigtig meget i mit liv lige nu, men det har der gennem tiden også været en del andre ting, der gjorde, uden at det berettigede til spalteplads på bloggen. Grunden til at jeg i dag åbner op, er simpelthen fordi jeg sådan håber, at det i sidste ende kan gøre en forskel. At det kan få bare en enkelt til at stoppe op og tage stilling.
Det handler om organdonation – og der er desværre en meget personlig vinkel på min historie.
Jeg er den yngste i en søskendeflok på 4 børn, og jeg har altid været en lille efternøler, hvor der er 6 års forskel mellem min yngste bror og mig. Til trods for det, så er vi meget tætte, og i det hele taget har jeg et meget tæt forhold til mine søskende. Kort inden min brors konfirmation fik han konstateret Type 1 Diabetets – dvs. god gammeldags sukkersyge, som ikke er relateret til overvægt eller livsstilssygdomme. Jeg var kun 6 år på det tidspunkt, og jeg har derfor stort set altid levet med sygdommen tæt på. Dengang var det hårdt, fordi man skulle stikke sig med insulin flere gange om dagen, man kunne ikke spise samme kost som sine jævnaldrende, og i det hele taget var der bare mange hensyn at tage til sygdommen, når man – som min bror – ikke var ældre.
Når man har haft Diabetes i en årerække vil der uundgåeligt begynde at indtræffe en række følgesygdomme, og min bror har desværre langt fra været forskånet for disse. For et par år siden stod det klart for os, at hans nyrer var begyndt at tage skade af sygdommen, og det ville kun være et spørgsmål om tid, før de slet ikke længere ville fungere, og han derfor ville være bundet til dialyse stort set på daglig basis. Det har forringet hans livskvalitet voldsomt, og især det sidste års tid har han været udkørt, træt og forkvalmet.
Det var en skræmmende fremtid, han pludselig fik stillet i udsigt med information om dialyse, ventetiden på listen til en organdonation som var uendelig lang og usikkerheden omkring det hele.
Vores søde Mor var faktisk ikke længe om at melde sig på banen som donor, hvis der kunne være et match mellem hende og min bror. Det viste sig, at det ikke længere kræver et lige så præcist match som tidligere, og de kunne derfor godt bruge hende som donor. Det seneste år har de været igennem et utal af undersøgelser, og i morgen er den store dag så kommet, hvor min bror skal have min mors ene nyrer.
Jeg er naturligvis nervøs, bekymret og tænker enormt meget på det – men mest af alt, så er jeg STOLT! Stolt af at have en så opofrende mor, som nu for anden gang giver liv til sin søn. Stolt af at hun uden at tøve vælger at give ham så stor en gave.
I Danmark er der kun 850.000 mennesker, der lige nu har taget aktiv stilling til organdonation. Hvert eneste år dør mange mennesker, mens de står på ventelisten til et nyt organ. Jeg håber sådan, at du vil stoppe op nu og tage stilling, hvis du ikke allerede har gjort det. Det er en dybt privat sag, om man ønsker at være organdonor eller ej, og jeg ønsker på ingen måde at påvirke nogen ift det valg. Jeg ønsker til gengæld, at du tager stilling til, hvorvidt du vil være organdonor eller ej, så du letter din familie for et meget svært valg, hvis de en dag skulle stå i den svære situation. Ofte er lægerne tilbøjelige til først at drøfte sagen med de pårørende i sidste øjeblik, og det kan faktisk betyde, at nogle af organerne ikke længere kan bruges. Alt dette kan undgås, hvis du selv har taget stilling på forhånd.
Du kan tilmelde dig med dit nemID lige her – og du kan printe et donorkort ud og bære på dig lige her.
Jeg håber også, du vil sende en masse gode tanker i retning af Skejby Sygehus i morgen. Det gør jeg – og samtidigt har jeg også fyldt min dag ud med en del aftaler, så jeg ikke bare sidder afventende herhjemme uden at kunne gøre noget.
Og så er jeg ret nysgerrig omkring din holdning til organdonation – eller i hvert fald om du mon har taget stilling? – og hvad der i så fald gjorde udfaldet til at du har tilmeldt dig donorregistret, hvadenten du vil være donor eller ej?
Lige nu kræver det jo desværre en aktiv handling, når man skal tilmelde sig og tage stilling – og desværre er det ikke mange, der lige får tid til at få det gjort, også selvom de egentlig gerne vil være organdonorer.
Del på Facebook
Rørende, og intet mindre end fantastisk. Tilmed godt skrevet, søde Lisbeth :-), Knus Line