It’s not you, it’s me!

Jeg kan vist med hånden på hjertet godt sige (skrive?) at jeg i bloggens snart 11 år lange levetid, aldrig har holdt så lang en pause herfra. Det føles mærkeligt, det føles en anelse vemodigt, og jeg savner både den og jer.
Så det er altså ikke, fordi jeg er kørt træt i bloggen, eller jer, at jeg ikke har opdateret herinde.
Med andre ord, it’s not you – it’s me!

En gang i mellem går livet ikke helt, som man har planlagt og håbet på, og der er vi uheldigvis lige nu. 2019 har været en barsk omgang for vores familie, men 2020 har desværre allerede slået den med flere længder.

Vi har måtte omprioritere, gentænke og sammensætte vores hverdag og familieliv på en helt anden måde end hidtil. Vi har skåret helt ind til benet og kigget på, hvad der kan frigive tid og overskud herhjemme, og så har vi på forunderlig vis lykkedes med at samle en masse kræfter sammen, som jeg ærligt ikke havde forestillet mig, at vi overhovedet kunne finde frem.

Sagen er nemlig den, at vi har et barn, der desværre har det rigtig dårligt lige nu, og som har haft det i et godt stykke tid, og som derfor bliver passet herhjemme af mig.
Det betyder, at jeg fra den ene dag til den anden har måtte droppe stort set alle arbejdsrelaterede opgaver, som jeg ellers i den grad havde set frem til at kaste mig over, nu hvor min barsel var slut. Og det betyder, at jeg er herhjemme hver eneste dag uden ret mange muligheder for at komme ud af huset.

Det føles helt surrealistisk pludselig at stå i sådan en situation, og vi svinger mellem at være i undtagelsestilstand, at kæmpe med næb og kløer for bedring for vores barn, og at ligge i fosterstilling med dynen over hovedet uden at have lyst til at stå op igen.

Det er en situation, man som forælder på ingen måde kan forberede sig på at skulle stå i – og som jeg aldrig vil ønske for andre, at de havner i!
At se sit barn have det så dårligt uden at man kan gøre ret meget andet end at være der og at passe på – det efterlader uundgåeligt én med en forfærdelig følelse af magtesløshed og utilstrækkelighed. Og er der noget, man ikke ønsker som forælder, så er det følelsen af at man ikke slår til. At man ikke bare kan fikse det, som man plejer.

Vi er i beredskab stort set hele tiden herhjemme, så der har ærligt hverken været tid eller overskud til bloggen, men hvor kan jeg dog mærke, at jeg savner det!
Jeg håber derfor, at jeg kan vende tilbage til bloggen på hyggebloggeniveau – som i de helt gamle dage, hvor bloggen var en hobby, og hvor jeg hverken skulle tænke på samarbejdspartnere eller indtjeningsmuligheder, når jeg udvalgte indhold hertil. Det bliver nok i virkeligheden meget rart for både mig og jer i en periode -helt back to basics! 🙂
Også selvom det dermed betyder, at mine indlæg bliver knapt så gennemarbejdede, at billederne ofte bare er taget med mobilen, og at hyppigheden af nye indlæg ikke bliver helt som ønsket. Og der bliver selvsagt heller ikke en masse glamourøse billeder fra events, kaffeaftaler med blogkolleger eller frokostmøder ude i byen. 

Jeg har lige et par enkelte igangværende samarbejder, som jeg endnu ikke har fået eksekveret, og som dukker op herinde over den kommende tid – men derudover bliver det som sagt mest nogle hyggeindlæg og inspirationsindlæg (for tro mig, man kan foretage ufattelig meget online shopping, når man er hjemme hele tiden 😛 ) når jeg har tid til det, og når jeg har brug for en pause herhjemme.

Selvom jeg lige pt egentlig ikke kan uddybe ret meget omkring situationen herhjemme, så kan jeg alligevel mærke, at jeg har brug for den her udmelding – især også fordi bloggen fremadrettet kommer til at ændre sig en smule i forhold til fokus, frekvens og format.
Jeg tænker stadigt meget over, hvordan jeg kan dele mere ud af vores historie her på bloggen, uden at gå på kompromis med mine børns privatliv – for hvor ville jeg ønske, at jeg kunne læse om gode råd og erfaringer fra andre i samme situation!

Det hele skal naturligvis nok blive godt igen. Det ved jeg godt, selvom det nogle gange kan være lidt svært at tro på. ♥

Del på Facebook