Jeg tænker, at de fleste mødre nok godt kan huske tilbage på den første gang, de skulle ud af døren uden deres baby. Måske havde man lidt ondt i maven, måske var det yderst tiltrængt – eller måske var det noget, man havde gået og taget tilløb til i lang tid.
Min første gang var i går. Jeg skulle mødes til brunch med mine tre bedste veninder, og hold nu op hvor havde jeg glædet mig, hvor var det tiltrængt og hvor havde jeg også en smule ondt i maven over det.
For 3 måneder siden havde jeg seriøs ikke forestillet mig, at det overhovedet ville være muligt – når man står med en baby, der skriger uafbrudt døgnet rundt af smerte, så er det ganske enkelt svært at forestille sig, at man nogensinde kommer dertil, hvor Far kan tage over, og man med ro i maven kan sidde og nyde en brunch i timevis uden at skulle stresse over situationen.
Men det lykkedes – og hvor var det bare en skøn dag!
Min lille Spilop er nu fyldt 5 måneder, men han bliver stadigt fuldammet – dels fordi anbefalingerne lyder på 6 måneders fuldamning men især også fordi det er bedst pga. hans reflux – og det er endnu ikke lykkedes at overbevise ham om, at hverken sut eller sutteflaske er noget hit. Derfor er han også stadigt helt afhængig af mig, og det gør såmænd heller ikke noget i hverdagene – jeg har forliget mig med, at ham og jeg er et fast makkerpar det første lille års tid af hans liv ♥
Men derfor kan man en gang i mellem godt have brug for et par timer, hvor man kan være veninde mere end man er mor. Hvor der er tid til at fordybe sig i de dybe samtaler uden konstant at skulle have fokus på sin baby, og hvor man selv kan få tanket lidt op på overskudskontoen.
Min mand besøgte en af vores venner, der bor tæt på restauranten, hvor vi spiste brunch, og så var tanken, at han kunne trille over til mig med vores lille Spilop i barnevognen, når han trængte til at blive ammet – og så kunne de trille tilbage igen bagefter, så jeg kunne fortsætte min brunch.
Jeg frygtede dog lidt, om han ville nå at blive så sulten, inden de kom, at han ville være så ked af det, at jeg slet ikke kunne få ham til at spise – han har nemlig:
1. aldrig været et barn, der lider i stilhed.
2. aldrig lagt skjul på, når han er meget sulten.
3. aldrig været typen, der straks falder til ro, nå han lægges til brystet 😀
Imidlertid endte han simpelthen med at sove i samtlige 3,5 time jeg brunchede med mine veninder – da vi var ved at betale regningen, ringede min mand og sagde, at han lige var vågnet men var i hopla – og så kom min mand os i møde med en særdeles smilende baby i barnevognen ♥
Så det må siges at have været en stor succes for både Mor, Far og Baby – og når vi om en måneds tid begynder at starte op på andet mad en bare amning, vil det naturligt også blive noget lettere for mig at lave den slags, uden at vi behøver at koordinere det som en større militæroperation 😉
Del på Facebook