Jeg skylder vist en update herinde, på hvordan det går med vores dejlige lille baby, som har været urimelig meget igennem de første to måneder af hans liv.
Jeg har aldrig tidligere i mine 10 år som blogger oplevet at få så mange søde beskeder både på mail, i kommentarfeltet her, på Facebook og Instagram, og det har virkelig betydet meget for mig! Med alle de udtalelser om, at internettet flyder over med hadske kommentarer, så har jeg i den grad mærket det modsatte, hvor helt fremmede har sluttet ring om mig, bakket mig op, kommet med gode råd og trøstende ord – TAK! Den slags kan internettet altså heldigvis også! ♥
Og hvordan går det så nu, hvor han er 12 uger gammel?
Det går heldigvis rigtig rigtig godt! (7-9-13). Vi har nærmest fået os en helt anden baby fra den ene dag til den anden, og nu er hans vågne timer heldigvis fyldt med smil, latter og øjne der blot er helt små sprækker, fordi han griner så meget. Lige præcist sådan, som enhver baby burde have det hele tiden, fristes man jo nærmest til at tilføje.
Der er slet ingen tvivl i mit sind om, at det skyldes vores tur til Holland (som jeg nok skal fortælle mere om snart!), og jeg er uendelig taknemlig for, at vi samlede al den energi vi nærmest ikke havde, og tog af sted – for det virkede faktisk pænt uoverskueligt på daværende tidspunkt. Efter vi kom hjem bølgede det lidt frem og tilbage de første 10 dage – først gik det godt, så gik det meget skidt, og SÅ kom der ro på vores baby.
Han er ganske vist stadigt ikke typen, man bare lige lægger fra sig – eller som kan tage en lang lur i barnevognen. Han sover på mig hele natten (hvor han spiser minimum hveranden time), og om dagen sover han enten i bæreselen eller i slyngevuggen – som så skal være i stort set konstant bevægelse. Jeg tror, at det skyldes hans reflux (det er en tilstand hvor mavesyren løber op i spiserøret) – hvor han simpelthen jævnligt bliver vækket, når mavesyren løber op – og hvor det selvfølgelig er meget værre, hvis han ikke ligger med hovedet opad.
Når han ligger i slyngevuggen, kan jeg nemt hjælpe ham tilbage i søvnen igen – ellers ender han nemlig med at tage 20 minutters powernaps hele dagen.
Barnevognen – den pokkers dyre barnevogn, som vi har betalt en mindre formue for – den står bare og håner mig herhjemme. Jeg har gentagne gange forsøgt mig med at putte ham i den og trave en tur rundt i villakvarteret, men hver gang har jeg til sidst måtte spurte hjem med en storgrædende baby, som bryder ud i et kæmpe smil, så snart jeg løfter ham op af barnevognen. Ha! -så kan jeg lære, hvem der er boss her i foretagendet 😀
Han har stadigt perioder, hvor han bryder ud i gråd – og når han græder, så græder han højt og vedvarende, og eftersom han ikke vil bruge sut, og han hun gider at ammes, når han er sulten, så er han altså også svær at trøste sådan lige med det samme.
Dét – kombineret med hans fobi for barnevogne betyder også, at ham og jeg stort set kun hænger ud herhjemme. Hånden på hjertet, så har jeg ikke været mere end 500 m væk fra vores hus alene med ham endnu.
I starten stressede det mig lidt – jeg måtte opgive at komme i mødregruppe og måtte droppe alle planer om babysvømning, cafébesøg – ja sågar det at handle i Netto har jeg ikke prøvet endnu. Men jeg hviler faktisk fint i det nu. Helt sikkert fordi, han er mit 3. barn, og jeg er meget bevidst om, hvor hurtigt det hele går.
Inden jeg får set mig om, så står han der med skoletasken på ryggen og gider mig slet ikke længere – så derfor kan jeg sagtens rumme, at vi lige nu bare er ham og mig herhjemme.
Faktisk kan man i virkeligheden pludselig rumme det meste, når bare ens baby vil smile i stedet for at skrige. Det er sjovt, som det pludselig sætter tingene lidt i perspektiv…
Så det går rigtig godt herhjemme. Kan jeg heldigvis ret hurtigt konkludere.
Jeg føler næsten, at min barsel først gik i gang for 2,5 uge siden, hvor vi pludselig fik en glad lille baby herhjemme. Jeg kæmper lidt med følelsen af, at jeg er gået glip af de første to måneder af hans liv, hvor han græd i stort set alle hans vågne timer. Det er virkelig noget, jeg arbejder med ikke at dvæle alt for meget over, og i stedet forsøger jeg at holde fast i tanken om, at han i de måneder har fået masser af tryghed og nærvær hos min mand og mig, og at vi gjorde alt hvad vi overhovedet kunne for at han skulle få det bedre ♥
Del på Facebook
Hermed min første kommentar på en blog – den må absolut omhandle at komme med et godt barnevognsråd (som du måske allerede har fået mange gange🙃). Til vores bundulykkelige- storgylpende baby eleverede jeg hendes barnevogn ved at lægge 2 Ken Follet bøger i barnevognen under liften i hoved-enden, så fik hun en pæn elevation, som gjorde at hun ikke gylpede. Og så lagde jeg hende altid på siden, da jeg også syntes det hjalp.
Jeg kender virkelig følelsen af at have en utrøstelig baby – dét er hårdt på alle planer!! SÅ dejligt at det endelig går fremad for jer.
Hej Mette,
Tusinde tak fordi du tager dig tid til at kommentere – det betyder rigtig meget for mig!
Jeg har desværre en lillebitte kombivogn uden lift, men jeg må prøve at se om det evt. kan gøres under madrassen, uden at det bliver alt for dumt for ham at ligge ovenpå – det ville simpelthen være SÅ rart at kunne komme lidt ud med ham, især nu hvor vejret (forhåbentlig) snart bliver lidt bedre.
Måske du har en bæreplade til en voksipose – den forsøgte jeg mig også med – men det fungerede ikke i en alm. stor barnevogn, da det var ustabilt. Held og lykke!
Jo det har vi faktisk – den har jeg bare aldrig fået puttet i, fordi vi stort set ikke har brugt barnevognen 😀
Men det var en rigtig god idé for at stabilisere det lidt!
Kan du ikke bruge en form for kile under madrassen? sådan en kan købes i jysk
Jo det er da en rigtig god idé – det må vi forsøge os med – det ville virkelig være rart at kunne komme lidt ud sammen med ham snart 🙂
Var simpelthen ved at tude da jeg læste denne post… Hvor har det været hårdt for jeres lille dreng og hvor klarer du det flot. Der er så meget kærlighed i det du skriver, om at acceptere barslen bliver anderledes end forventet og det er ok. -Så længe jeres dreng trives, så kan alt andet vente. Så fint beskrevet.
Tusinde tak for din meget søde besked Anja – nu er det mig, der er helt rørt! ♥
Jeg havde, som dig, et refluxbarn og barnevogn var bare overhovedet ikke en mulighed. Jeg købte mig en bærejakke selvom jeg havde svoret at jeg slet ikke skulle have det hippie-halløj. Men nu kan jeg tage han i viklen og gå lange ture. Jeg går 8-10 km dagligt med ham på maven eller ryggen. Så genialt!
Min søn vil desværre slet ikke i viklen – den brugte jeg ellers rigtig meget især til min ældste søn.
Men jeg har en god bæresele, og så snart det er bare en anelse mere lunt udenfor, så har jeg en kappe, der vil være perfekt at bruge som overtøj til os begge, så vi kan komme lidt ud 🙂
Hvor er det fantastisk for jer! Begge mine (refluks)børn hadede barnevognen, indtil de blev omkring 6-7 måneder. På det tidspunkt kunne jeg lægge en pude i ryggen på dem så de lå halvt ned og gå en tur, hvor de kunne følge med i alt det spændende udenfor vognen. Og pludselig døsede de (sgu) hen – så fik de efterhånden nogle gode associationer og begyndte at elske at sove der. Der er selvfølgelig lidt længe til lige nu, men som du skriver: det er jo ingen tid i det store billede. Jeg krydser fingre for at refluksen bliver bedre og bedre!
Åh det lyder lovende! Jeg krydser fingre for, at vi kommer til at opleve det samme!
Jeg glæder mig også til, at det bliver bare lidt mere lunt udenfor, så jeg lettere kan komme omkring med ham i bæreselen 🙂