Er det nu, er det nu, er det mon NU?

Reklame – i stolt samarbejde med Bio-Oil

Jeg er gået ind i den allersidste fase her i graviditeten og har sat slutspurten ind. Altså i ren overført betydning. Jeg spurter vist ikke nogen steder længere, haha!

På den ene side, så synes jeg, at tiden her til sidst flyver af sted – inden jeg når at blinke, er der krydset endnu en uge af i kalenderen, og min smarte graviditetsapp kommer tættere og tættere på målet. Ja og JEG kommer tættere og tættere på målet, som meget gerne snart skulle udmønte sig i en lækker lille babydreng i mine arme.
På den anden side, så går tiden virkelig skrækkelig langsom, og jeg kan slet ikke vente, til jeg ikke er gravid længere. Selvfølgelig i høj grad fordi jeg glæder mig til at omfavne resultatet af mine anstrengelser – eyes on the prize! 😉 – men i den grad også fordi jeg simpelthen ikke længere orker at være gravid.
Og ja; det tør jeg godt at sige højt, uden at det af den grund føles tarveligt overfor dem, der kæmper en lang og sej kamp for at blive gravide. Jeg føler mig nemlig på ingen måde utaknemlig, for jeg er altså ikke blevet gravid for graviditetens skyld, men fordi der kommer en baby ud af det i sidste ende – og DÉT er jeg til gengæld enormt lykkelig og glad for – sådan helt dybt ind i hjertet. Kunne man bestille en færdigbagt baby uden 9 måneders graviditet, så gjorde jeg gerne det!
Til gengæld er jeg fuld af forundring og taknemlighed over hvordan min krop simpelthen kan frembringe et lille levende væsen og nære det de første mange måneder.
Kan man ikke godt være taknemlig for muligheden, selvom man er dødtræt af processen? 😉

Jeg nåede indenfor terminen sidste weekend – dvs. at nu er han altså født til terminen, hvornår han end vælger at gøre sin ankomst – og derfor er jeg begyndt at modtage de famøse og frygtede “er det mon NU” beskeder fra familien, men mine tanker om fødslen er også blevet meget konkrete, og det er der flere af jer, der har spurgt ind til – så det vil jeg gerne fortælle lidt mere om i indlægget her. For det har jeg nemlig gjort mig mange tanker om – fødslen altså 😉

At jeg er nået indenfor terminen betyder til gengæld også, at jeg er nået til det der punkt, hvor ALT på min krop simpelthen er strukket til det yderste. Min krop er virkelig sat på prøve, og jeg forsøger at pleje og forkæle den så meget som jeg overhovedet kan. Jeg indtager primært sunde sager, så jeg undgår halsbrand om natten, en ekstra god kop kaffe hver morgen, lange varme bade – åh hvor det gør godt med den vægtløse tilstand i det varme vand!, nylakerede tånegle (her sender jeg en særlig tak til min datter, der med stor iver kaster sig over opgaven 😀 ) og minimum én lur pr dag – gerne to!
Jeg har også droslet ned på arbejdet, hvilket egentlig også kun er fair, nu hvor jeg kunne være gået på barsel for flere uger siden 😀 min kalender er lukket for nye aftaler, og jeg holder lange pauser fra mail og computer med god samvittighed.

Jeg smører også stadigt maven ind i Bio-Oil trofast hver morgen og hver aften – og så får det meste af kroppen altså også en omgang, når jeg har været i bad. Det har jeg gjort i en del måneder efterhånden, og jeg tænkte at det var tid til at gøre status – og fortælle lidt om mine erfaringer.
Jeg er stadigt meget meget glad for Bio-Oil – og selvom jeg brugte det under mine første to graviditeter, så var jeg altså ikke så god til at huske det HVER dag, og endda to gange om dagen, så det er faktisk i virkeligheden en bonus ved det her samarbejde – at jeg bliver tvunget til at forkæle mig selv og min krop 😀
Jeg har stadigt ingen strækmærker – og selvom jeg nok ikke kan tilskrive hele æren til min brug af Bio-Oil, for jeg har altså også fået nogle umanerlig gode gener med i bagagen fra min Mor – så er jeg helt sikker på, at det har gjort min krop godt, at den er blevet fugtet i en lækker olie både morgen og aften, at jeg har masseret huden og ikke mindst at den er blevet forkælet med opmærksomhed på daglig basis.

Bio Oil under graviditeten til maven mod strækmærker

Anmeldelse og test af Bio Oil til gravide
Som en lille bonus, som jeg på ingen måde havde forudset eller forventet, så er mit ar fra min blindtarmsbetændelse faktisk reduceret betydeligt. Man kan sagtens se det endnu, men det er mindre lyst og mindre dybt, end det var da jeg gik i gang med Bio-Oil. Og hvor der måske sagtens kan være knyttet kærlige følelser til de strækmærker, der er kommet fordi man har båret på sine børn, så må jeg altså ærligt indrømme, at det ikke just er tilfældet med dengang, jeg akut fik fjernet min blindtarm 😀
Har I spørgsmål til mit forløb med Bio-Oil, så fyr endelig løs i kommentarfeltet – jeg svarer meget gerne.
Jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg kommer til at fortsætte med det efter fødslen, fordi jeg er blevet så glad for mit lille forkælelsesritual, og fordi jeg elsker fornemmelsen af olien, som fugter helt vild, men som trænger så hurtig ind i huden, at man aldrig føles fedtet.

I forhold til min fødsel, så har jeg nævnt det flygtigt før her på bloggen. Jeg har nemlig planer om at føde herhjemme, og det har jeg faktisk vidst lige fra starten af min graviditet.
Jeg hviler i beslutningen, og jeg føler uden bare en lille snert af tvivl, at det er det helt rigtige for mig denne gang – også selvom jeg hverken er specielt speltagtig eller hipster – som min veninde så pænt udtrykte det 😀

Fødslen med Fidusen gik simpelthen SÅ stærkt – der var under 3 timer fra den allerførste lillebitte ve, til hun blev født – og jeg nåede at være på Rigshospitalet i under en time. I kan læse fødselsberetningen lige her, selvom der ikke er så forfærdelig meget at berette, nu hvor den gik så stærkt 😉
Men i hvert fald, så skal jeg under ingen omstændigheder ud i en bil igen under massiv ve-storm. Jeg skal ikke stresse over, om vi når frem til hospitalet, og jeg skal ikke prustende bevæge mit højgravide korpus op af Rigets lange gange.
Jeg skal til gengæld bare blive hjemme i mine trygge rammer sammen med en jordemoder, der har fuld fokus på mig under fødslen – og når jeg har født, så har jeg helt konkrete planer om at tage min baby med ind i sengen, få min mand til at smække disse kanelsnegle i ovnen, og så skal jeg fejre mig selv, min præstation og vores nye familiemedlem med et stort glas lyserød champagne.

Dét stikker vist til enhver tid Rigets tilsvarende menu, der består af ristet toastbrød og rød saft 😛

Hvis der er stemning for det, vil jeg gerne skrive mere om mine tanker omkring det at føde hjemme. Jeg har selv fået rigtig meget ud af at læse andres argumenter for og imod – men giv gerne lyd, hvis det er noget, I vil høre mere om! ♥

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Kommentarer

  • Hvor er du sej med en hjemmefødsel. Det går jeg også og drømmer om men min mand tør ikke.
    Jeg vil gerne høre mere især om dine mands tanker og om de praktiske forberedelser 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *