Selvom jeg er selvstændig, så regner jeg mig altså for at have en dejlig flok af ualmindelige talentfulde kolleger i form af mine med-bloggere. Jeg føler egentlig aldrig, at de som sådan er konkurrenter – vi har hver især vores helt unikke universer og er derfor også umulige at sammenligne – og derfor føler jeg egentlig heller aldrig, at der er konkurrence mellem os eller at det er de samme annonceringsbudgetter, vi kæmper om.
En af de dygtige og søde kolleger er Allan Torp fra interiørbloggen Bungalow5. Vi sidder også i bestyrelsen sammen hos Danske Bloggere i Dansk Journalistforbund, og han er en god ven og kollega, som jeg sætter stor pris på!
Han er netop sprunget ud som designer i samarbejde med Sofakompagniet, hvor han har designet den lækreste sofa – og jeg er simpelthen så stolt af ham! Jeg var til lancering af den her til formiddag, og jeg blev oprigtigt begejstret og imponeret over den sofa, der er kommet ud af projektet.
Da jeg i første omgang hørte, at der var tale om en sovesofa, blev jeg meget overrasket. Jeg fik omgående flashbacks til små kollegieværelser med usle sovesofaer, der skulle foldes ud og sammen hver dag, og som ærlig talt ikke var særlig fikse at se på 😀
Allans sofa, som meget oplagt hedder Bungalow, er dog heldigvis slet ikke i den genre, og det ville bestemt heller ikke ligne ham!
Sofaen kan ganske enkelt bruges til at sove på, fordi den er lige så bred og lang som en almindelig seng, hvis man fjerner hynderne i ryglændet, og fordi der ikke er “puder” i sæderne, som gør at den er ujævn at ligge på. Den er 2 meter lang og 90 cm dyb, når puderne er væk – og det er altså samme mål som en ganske almindelig seng.
Allans kæreste bor i LA, og han pendler selvsagt meget frem og tilbage – og derfor crasher han ofte på sin sofa, når han er ramt af jetlag – og deraf kom også behovet for sofaen og dermed idéen.
Sofaen er lavet med lækre, gennemtænkte detaljer – begge armlæn er fx meget slanke, så sofaen ikke fylder alt for meget i rummet, selvom den er to meter lang.
Der er lækre læderkanter på hynder og armlæn, og benene er nogle han også selv har designet – lavet i metal og udforomet så diskret at sofaen nærmest synes at svæve let i rummet.
Det mest geniale – synes jeg – er dog den måde han har løst problemet med at sofaen er 90 cm dyb. Normalt ville det jo betyde, at man enten sidder helt ude på kanten eller med benene flagrende ud i luften – men han har simpelthen designet den med to sæt puder i ryggen – hvor det yderste sæt ikke er helt så høje, så de dermed kan agere ekstra armlæn, når man sidder i sofaen.
Jeg er vild med den – og nu hvor vi snart får en lille baby, der stjæler vores nattesøvn, ville det jo være meget passende med en sofa, hvor man også kan gå en god nats søvn, mens ens ægtefælle har babytjansen om natten 😀
Sofaen kommer til at koste 7999 kr – og senere vil det også være muligt at designe den med sine egne valg i farve og stof – præcist som med resten af Sofakompagniets udvalg. Den kommer allerede til salg online i morgen – den 14/9 på Sofakompagniets hjemmeside.
Jeg har aldrig selv stiftet bekendtskab med Sofakompagniets kvalitet sådan i det lange løb – er der mon nogen af jer, der har haft en sofa derfra i lidt længere tid, som ved hvordan de er?
Vi er nemlig på jagt efter en erstatning for vores sofa, som snart har hele 15 år på bagen, og vi har flere gange kigget i retning af Sofakompagniet, fordi de netop giver mulighed for at lege lidt mere med farver og materialer til en absolut fornuftig pris.