Inden vi fortalte om min graviditet – ja sågar inden nogen overhovedet, andet end min mand og jeg, vidste hvilken sød hemmelighed, jeg bar rundt på, oplevede vi flere gange, at venner, familie og bekendte direkte spurgte enten min mand eller mig, om jeg var gravid.
Vi blev ærlig talt begge en anelse overrumplede over sådan et direkte spørgsmål, og man har uden tvivl tydeligt kunne aflæse en del af svaret udfra vores reaktion, selvom vi ikke direkte bekræftede dem i deres mistanke.
Selvfølgelig skal perifære bekendtskaber ikke vide sådan noget, før vores egne børn er blevet involveret i den dejlige nyhed – det siger sig selv, og jeg ved egentlig faktisk ikke helt, hvad folk mon regner med, når de stiller sådan et direkte og nærgående spørgsmål? Forventer de, at man svarer “ja – altså det er helt nyt, og vi har egentlig først tænkt os at fortælle det offentligt om 2 måneder, men nu hvor du spørger, så må du selvfølgelig gerne vide det før børnene, vores forældre og min chef”?
Jeg tror faktisk, at jeg sagtens selv kunne være en af dem, der stillede det spørgsmål – og uden lige at kunne huske en konkret situation, så kan jeg sagtens forestille mig at have responderet med et “er du gravid” hvis nogen har takket nej til et glas vin. Og lige netop derfor ved jeg også godt, at det på ingen måde er i en ond mening, når folk har stillet os det spørgsmål. De har sikkert blot været nysgerrige, spændte på vores vegne og haft lyst til at ønske os tillykke, hvis de havde ret i deres anelser.
Men altså venner; lad os lige slå en ting helt fast! Hvis man er gravid, så fortæller man det selv til sine venner, kolleger, familiemedlemmer eller bekendte, når man er klar til det.
Der kan være alverdens grunde til, at det ikke er offentligt endnu. Måske har man aborteret 3 gange i træk og tør ikke at involvere folk, før man er lidt længere henne. Måske har man netop søgt et nyt job og ønsker ikke at de skal høre noget – måske har man ikke fortalt det til sin nuværende arbejdsplads. Måske var det ikke en planlagt graviditet og derfor har man brug for at vænne sig til tanken før resten af verden hører om det. Eller måske er man slet og ret bare typerne, som ikke råber det ud til hele verden umiddelbart efter den første positive graviditetstest har været dyppet i koppen med morgenurin.
En så stor og livsændrende nyhed som en graviditet, vil man altså gerne selv styre, hvornår man indvier sine omgivelser i – og jeg blev faktisk decideret ked af det over, at nogen spurgte os direkte om det, før vores egne børn endda havde fået noget at vide. Fair nok, at de har deres anelser og deler dem med deres ægtefæller – men at de direkte spørger os, eller taler om det med andre af vores bekendte bag vores ryg, det var ikke særlig rart, og jeg ville ønske, at de havde ladet os blive i troen om, at vi indtil videre havde vores søde lille hemmelighed for os selv. Det føltes på en eller anden måde meget påtrængende, og jeg følte at de blandede sig i noget, som de slet ikke havde ret til. Og så blev jeg sat i det dilemma, at jeg enten kunne fortælle dem sandheden og dermed indvie dem i det hele før vores egne børn – eller også var jeg tvunget til at lyve, hvilket jeg hverken er særlig god til eller har det ret godt med…
Jeg havde i den grad foretrukket, at de havde holdt deres tanker for sig selv og afventet et par måneder for at se, om de mon havde ret…
Og nej; man spørger heller ikke, om graviditeten er planlagt! 😉 Og ja, det er jeg også blevet spurgt om en del gange…
Og til jer, jeg kender i det virkelig liv, som muligvis læser dette og føler sig truffet; don’t! Jeg ved godt, at ingen af jer har gjort det i en ond mening overhovedet ♥
Er der mon andre der har oplevet det meget direkte spørgsmål – enten hvor I var, eller endnu værre ikke var gravide? Eller har I selv haft stillet det uden at tænke over, at det kunne gøre den anden part utilpas eller decideret ked af det?
Foto: Helena Schütz
Del på Facebook
Vi venter vores andet barn med termin til december – vores dreng når kun at blive et år når lillesøster kommer. Næsten alle spørger om det er planlagt. Stop stop! Det er ikke i orden at spørge om. Ligeledes er kommentarerne “I er jo sindssyge” eller “Ej, det er godt nok synd for jeres dreng” heller ikke fede!!
Vi har faktisk også fået en del “er I vanvittige” eller “held og lykke” da vi fortalte om graviditeten – men det er næsten et helt indlæg for sig.
Man er i forvejen super sårbar, når man er gravid, og at mennesker tæt på så kommer med de kommentarer rammer simpelthen SÅ hårdt.
Jeg er SÅ enig med dig!
Vi var i fertilitetsbehandling og blev spurgt så tit (af folk som ikke vidste det) og det gjorde SÅ ondt at jeg stadig kan mærke følelsen helt ned i maven, selvom det efterhånden er en del år siden. Derfor tænker jeg altid mit oppe i hovedet, men spørger aldrig andre om det spørgsmål ♥️
Det er jo klart! For uden at de selv er klar over det, så prikker de til al den sorg, angst og usikkerhed som man bærer rundt på i den situation.
Hvor er det godt, at det lykkedes med det bedste resultat i sidste ende ♥️
Har diskuteret det med familie mange gange. Var 15 måneder om at blive gravid første gang og alle de nysgerrige spørgsmål gjorde så ondt. Man spørger bare ikke.
Kunne din familie ikke forstå, hvorfor spørgsmålet gjorde ondt og ramte ekstra hårdt i jeres situation?
Faktisk ikke. Men mange har gættet det inden – dog uden at sige noget, netop fordi jeg ikke har drukket vin eller tager hjem ved 24-01-tiden til en fest. Tænk engang, hva’.
Jeg er selv i 17. uge nu med mit tredje barn. Der er ferie lige nu, men fortæller på jobbet i starten af næste uge. Jeg er netop en af dem, der har aborteret to gange før. Senest var det i uge 13, så denne gang vil jeg være helt sikker. Og så synes jeg også, at det er meget privat. Sådan havde jeg det egt ikke med mine første to børn/graviditeter. Men den her gang vil jeg egentlig bare gerne hve lov til at være lidt i fred med min graviditet og mest engagere mine børn og familien tæt på.
Men du har ret. Folk skal slet ikke spørge. Man skal nok fortælle det, hvis man vil dele.
Ja det er faktisk ærlig talt lidt skræmmende, at vi har et samfund, hvor man bliver kigget mærkeligt på, hvis man ikke har lyst til at drikke alkohol fra tid til anden…
Og STORT tillykke med graviditeten – og tillykke med at du nu er nået så langt ♥️
Så er vi jo næsten lige langt, kan jeg regne ud 🙂
Jeg er blevet spurgt et utal af gange, uden at være gravid (er udstyret med en kuglerund mave der nemt bliver oppustet).
Det er temmelig belastende, men egentlig mest pinligt for de folk der spørger synes jeg 😉 men det påvirker mig generelt, rigtig meget når jeg klæder mig på, at forsøge at skjule min mave.
Av Hanne! Den er godt nok heller ikke rart at blive mødt med…
Og selvfølgelig påvirker det jo én, selvom man ville ønske, man bare kunne være ligeglad ♥️
Efter tre års fertilitetskamp (og dertil hormon-oppustet mave) er vi spurgt mange gange… det har faktisk ikke rørt mig det store. Jeg har netop været gravid, skulle føde til efteråret, men har for nyligt født (desværre så tidligt at baby ikke overlevede) MEN at blive spurgt på gaden/i netto ‘Ejj var du ikke gravid sidst vi sås? Du har da ikke født allerede vel’ er den vildeste mavepuster. Selvom man ved det ikke er i ond hensigt. Av… den er svær at komme id af, henover køledisken.
Så, i den ene eller anden sammenhæng, skal man have virkelig tæt relation hvis man vover sig derud.
Kære Christina,
Det gør mig simpelthen så uendelig ondt, at du har måtte opleve den sorg!
Det er min største frygt og noget der især i denne graviditet har fyldt meget, fordi vi har fået så mange dårlige resultater og scanninger og stadigt ikke er ude på den anden side.
Jeg håber, at I får mulighed for at få en lillebror eller en lillesøster, så snart I begge er klar til det ♥️
Og jeg kan i den forbindelse roligt regne ud, hvor vanvittig hårdt de spørgsmål må være at blive konfronteret med ude i det offentlige rum af folk, som man måske ikke en gang har lyst til at dele det med.
Masser af tanker din vej ♥️
Tak for dit søde svar! Og jeg kan godt forstå det er en kæmpe frugt. Især når man bliver konfronteret med noget der ikke går efter bogen. Heldigvis er det så uhyre sjældent at kroppen går i koks, helt uden varsel.
Nyd graviditeten – det er hyggeligt at følge med i dine tanker omkring ❤️
Men hvad siger man så?
Jeg er lige blevet gravid og har kalenderen ret fyldt med sociale aftaler. Og er aldrig typen der takker nej til vin og en øl.
Er virkelig dårlig til at lyve. 😉 Så Ja hvad siger man? Jeg har ikke lyst til at dele det endnu.
STORT tillykke med graviditeten! – sikke en spændende tid, du går i møde nu ♥️
Jeg har flere gange undskyldt mig med, at jeg var utilpas, at vi forsøgte at leve lidt sundere uden alkohol i en periode, at jeg var træt og derfor ville blive endnu mere sløv af alkohol – og så har jeg ofte bare gået rundt med et glas vin, hvor folk ikke bemærker at man ikke drikker af det.
Bare et lille tip, til Sara, Hvad skal man så sige..
jeg har før brugt, jeg har lige startet en udresningskur, så jeg springer over.
Du kan selvfølglig ikke bruge den i flere måneder, men den kan give dig lidt tid..
Tak Anne 🙂 Jeg kunne godt finde på at gå på diverse kure, så det prøver jeg 😉
Jeg fandt det ekstremt grænseoverskridende når folk sagde til mig om det var et ‘uheld’ eller ikke planlagt, fordi der næste er 5 år mellem vores midterste barn og lillesøster.
Nej, det er et ønskebarn.
Fik lyst til at spørge folk om deres børn var ‘uheld’, siden de spurgte mig!! Tror ikke folk tænker over, hvor stødende det er st spørge om.
Kh Kathrine 😘😘
Det spørgsmål har vi godt nok også fået mange gange – efterfulgt af kommentarer som “held og lykke” “gider I virkelig det igen” og det rammer altså SÅ hårdt.
Vi har begge siddet og kigget hinanden i øjnene og tvivlet på, om det her også var det rigtige – selvom det er noget vi har talt om og ønsket os i flere år – pga folks upassende kommentarer.
Jeg har faktisk lidt svært ved at se, hvordan folk ikke selv kan regne ud, at det er et tarveligt og upassende spørgsmål – for føler de virkelig, at de har ret til at stikke snuden i så personligt et anliggende?
Men jeres skønne familie har heldigvis været med til at give mig ro i maven omkring det hele ♥
Det fik vi også kommentarer om, da vi ventede en planlagt nr. 3 (efternøler). Også efter hun blev født – fx “Nu er I godt nok blevet slået hjem i Ludo”. Det blev vi overhovedet ikke, kan jeg garantere om. Synes faktisk det var langt hårdere da vi havde to mindre børn samtidig, der skulle man bare overleve indimellem. 3. gang har vi nydt mere. Vi har vidst af erfaring hvor hurtigt de vokser op – de store er en daglig reminder om at nyde hver en tid og fase man går igennem som forældre, for livet har ingen pauseknap!
Sidder her med en lille fyr på 7 uger💙 Han har været 5 år undervejs, (noget af tiden i fertilitetsbehandling), og før jeg blev gravid med ham, aborterede jeg i 14. uge. Så vi er blevet spurgt en del gange! Det var faktisk en stor årsag til, at vi meldte det åbent ud, da vi kom i behandling for godt 2 år siden. Men det er en stor beslutning at melde ud – og også meget privat og heller ikke noget andre har krav på at vide. Men det gjorde nogle ting lettere for os.
STORT tillykke med ham! ♥
Det er også en rigtig god idé at komme det i forkøbet og melde åbent ud. Så styrer man lidt mere slagets gang selv, og det kan jeg sagtens se fordelene i.
Ved de to første graviditeter meldte vi det også ud ret tidligt, men denne gang ville jeg gerne være forholdsvis langt henne, før vi involverede vores børn – fordi de er så gamle som de er – og de skulle uden tvivl være de første, der fik besked.
Vi blev gift 5 år før vi fik vores datter. Vi har altid vidst, at vi ville have børn, havde bare ikke så travlt med det. Men har da nået at få de første hundrede “er du gravid?”, hver gang jeg har skulle køre hjem eller lignende årsager til ikke at drikke alkohol! Har også oplevet et par forsøg på “fortroligt” at høre, om vi mon havde svært ved det, hvor jeg bare stadig var på p-piller. Folk gør det altid i en god mening (og af mega nysgerrighed), men ja vildt anstrengende altid at skulle forsvare et fravalg af alkohol, gravid eller ej! En anden ting er så, når man lige har født og allerede 3 mdr efter skal have en holdning til en eventuel toer😳 måske ikke lige det de fleste tænker på med en nyfødt😆
Jeg bliver ikke spurgt OM jeg er gravid, til gengæld skal jeg hele tiden høre på hvornår jeg skal have nr to.
Jeg har en på 8 og kan ikke få flere efter en graviditet udenfor livmoderen der kostede mig over 4 timer på operationsbordet. Selv folk der kender min historie kan finde på at spørge fordi de ikke lige tænker over det.
Kan det ikke bare blive socialt acceptabelt kun at få ét barn? Så er jeg da fri for at blive såret hele tiden!
I april fødte jeg et dødt barn i 8. måned af graviditeten – min lille søn, som døde helt pludseligt og uventet. Min mave faldt jo ned lidt langsommere da jeg ikke ammede. Og hold fast hvor var jeg chokeret over hvor mange mennesker i supermarkedet, tøjforretningen osv. som kommenterede på min mave med “tillykke – så er der ikke så længe til!” eller: “kan se at du er gravid”. En ting er at jeg blev ked af det fordi jeg ikke var gravid længere og han var død og begravet. Noget andet er – hvorfor spørger folk? Når jeg fortalte sandheden så blev de så chokerede. Men man skal ikke stille sådan et spørgsmål, hvis man ikke er klar på et anderledes svar end: “ja, og det hele er super-duper lykkeligt”. Så jeg er helt, helt enig med dig. Man skal bare lade være med at kommentere på folks maver før de selv bringer det op for man ved ALDRIG hvilken historie der ligger bag.
For en måned siden kiggede en relativt perifær kollega på min mave og sagde: “du er da gravid er du ikke” mit svar, nej jeg er bare tyk og kan godt lide chokolade… vi har to piger, en 1 år og en på 5 år og jeg vejer i omegnen af 62 kg. Men ja min mave er til den runde side, meeeen derfra og så til at gå ud fra og ikke mindst spørge om, om jeg er gravid, der synes jeg alligevel der er et stykke vej 🙈😱
Ej helt ærligt altså!
Jeg håber, hun gik derfra med en meget flov smag i munden!?!
Og 62 kg er da ingenting, så uanset rund mave eller ej kan du næppe have synet særlig stor 😀
Kender det bare alt for godt😔
Jeg er 41, har 2 tvillingepiger på 13, 1 dreng på 10 og en pige på 3 og en på 1,5 år.
Vi er ganske almindelige mennesker med forholdsvis gode jobs og lever et helt almindeligt liv. Men reaktionerne da jeg blev gravid med nummer 4 – en efternøler var ganske forfærdelige.
Hvordan kan I? Har I nu tænkt jer godt om?
Har I overvejet hvor svært det bliver for de store? Hvad med nattesøvnen? Vildt at du kan overskue det i DIN alder?
Man kan slet ikke forestille sig hvor ondt alle de kommentarer gør, når man er jublende lykkelig over det lille mirakel der udspiller sig i ens mave❤️
Forfærdelsen var stor da vi proklamerede at jeg var gravid igen allerede efter 10 måneder☹️
Men hvor er jeg glad for at jeg besluttede mig for at lade dem snakke og tænke deres.
Idag er vi en kæmpe stor og meget lykkelig familie❤️
At få 1 og så 2 efternølere er det bedste jeg nogensinde har gjort.
Mit hjerte eksploderer af kærlighed til alle mine unger og de knuselsker hinanden.
Det forhold de store har til de små – den omsorg de drager for dem og den kærlighed der er imellem der trækker ofte tårer.
Vores unger er harmoniske, velfungerende, sunde og raske.
Vi får lavet lektier med de store og deltager i præcis ligeså mange arrangementer på skoler og i børnehave og vuggestue som alle de andre forældre med få børn.
Vi er nærværende overfor alle vores børn og vores hjem er roligt og harmonisk❤️
GLÆD dig til jeres lille efternøler, det er den mest fantastiske gave at give sine store unger og de lærer SÅ meget af det🙏🏻
Jeg kan ikke sige mig fri for at jeg ofte få følelsen: Told You So😂
Min veninde spurgte mig lige ud, da jeg kun havde fortalt min mand det. Jeg følte, hun fratog mig muligheden, for selv at vælge, hvem jeg delte denne nyhed med. Jeg må indrømme, at jeg bliver ret så skarp, når dem tæt på, langt fra og et sted midt i mellem spørger direkte ind til ting i mit liv, jeg gerne selv vil bestemme, om de skal indlemmes i. Det har overrasket mig, st der er så stor en, ja, lemfældighed, hos mange af de, der omgiver os, i den tilgang de har til vores kvindekroppe, det vores kroppe kan og ikke kan, og en meget ufiltreret måde at kommunikere det på.
Jeg er træt af gode intentioner, og ærligt, så lader jeg folk det vide gennem sarkasme, ironi og skarpe bemærkninger. Helt direkte afvisninger falder mig ret svært, da jeg godt ved, at det kommer fra et godt sted. Men for filan, vent, til du selv får det at vide!
Hej! Jeg kunne aldrig selv finde på at spørge om nogen var gravid uden de selv havde sagt det, men jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket over den sidste kommentar om, at man ikke må spørge om det var planlagt…
Jeg har ikke selv børn, og fordi jeg er midt i tyverne, begynder de første at få børn, hvilket er skønt. For os uvidende er det dog helt nyt territorie, hvor man lige skal regne ud, hvad der er ok at spørge ind til. Derfor ville jeg høre, hvorfor du tænker, man ikke må spørge om det er planlagt – hvis man spørger af oprigtig interesse og ikke fordømmelse. Når jeg hører, at en veninde er gravid, synes jeg at det er en del af at forstå hendes situation, om graviditeten er planlagt. Der er jo stor forskel på om hun også lige skal forstå det eller om det var planlagt og hun er oven ud lykkelig.
Hjælp en der gerne vil undgå at træde folk over tæerne 🙂