Noget om god nattesøvn – eller mangel på samme…

Reklame – i samarbejde med Sengespecialisten og Dunlopillo

Vi vendte retur til Danmark i starten af sidste uge efter en lille måned udenlands, og jeg sidder hver dag fra kl 17 og kæmper en brav kamp mod jetlaggen for at holde mig vågen bare lige to timer mere, før jeg kan gå i seng, så jeg bare så nogenlunde kommer tilbage til den danske tidszone igen. Men puha det holder hårdt – og min seng kalder i den grad på mig hver dag når vi når frem til slutningen af eftermiddagen!

Nu har jeg sovet i 6 forskellige senge på den seneste måned, og derfor kan man vel næsten bryste sig af at være lidt af en ekspert på området 😉

Der var kæmpe forskel på kvaliteten af de senge – og dermed også kvaliteten af min nattesøvn 😉
Der er nemlig slet ikke nogen tvivl om, at de to ting hænger sammen, og selvom det er noget, jeg reelt set godt var klar over i forvejen, så blev det bare meget mere tydeligt, når man på så kort tid fik sovet i så mange forskellige senge.
Nogle nætter var jeg vågne 3-4 gange på en nat – og andre gange fik jeg en lang uforstyrret nattesøvn og sprang derfor også frisk op af sengen, så snart de første solstråler tittede ind af vinduet.
Mens jeg de andre morgener i den grad havde brug for en stærk kop kaffe for overhovedet at blive klar til at stå op af sengen…

Det er jo svært at sige entydigt om det er bedst at en seng er hård, blød eller fjedrende – for det afhænger nemlig både af smag og behag – men i den grad også af din kropsbygning og vægt – og derfor er det simpelthen også SÅ vigtigt, at du har en seng, der passer til lige præcist dig.

Jeg har her efterfølgende spurgt min mand, og vi er nemlig lige præcist slet ikke enige om, hvilken seng der var bedst at sove i undervejs. Han kunne bedst lide de mere hårde senge, mens jeg slet ikke lå godt i dem – og igen, hans kropsvægt er højere end min, og derfor synker han også længere ned i de blødere senge.

Jeg havde jo så egentlig satset på, at jeg ville kunne få en god nats søvn, så snart vi var hjemme i Danmark og tilbage i min egen seng, som ganske vist snart er hele 10 år gammel, men som jeg i hvert fald er vant til at sove i.
Men grundet massiv jetlag, har det så desværre ikke været tilfældet. Og sjældent har jeg oplevet min hjerne tænke SÅ langsomt. Min krop fungerer slet ikke – jeg fryser, jeg har ingen appetit og jeg har en konstant bankende hovedpine grundet alt alt for lidt søvn og alt for mange opvågninger hele natten igennem.
Det er jo næsten som at have et spædbarn igen! – de fleste mødre kan vist godt huske, hvordan man nærmest vandrede rundt i én stor tåge, dengang man havde et spædbarn…

Det er også derfor, jeg endnu ikke har tjekket ind her på domænet – jeg har SÅ mange historier, jeg glæder mig til at fortælle, men min hjerne fungerer slet ikke hurtigt nok til at formidle dem ud via tastaturet.

Så jeg glæder mig til at få min nattesøvn igen, så jeg også rent fysisk kan komme helt på toppen, og om et par uger ankommer vores spritnye seng, hvilket uden tvivl kommer til at hjælpe en stor del på det hele 😉

Inden jul var min mand og jeg  nemlig på besøg hos Sengespecialisten, som skulle hjælpe os med at vælge en ny Dunlopillo seng, der er som skræddersyet til hver vores behov – og ovenpå de erfaringer, jeg har gjort mig den seneste måneds tid, så kan jeg virkelig for alvor se, hvor vigtigt det er med den helt rigtige seng, så man kan få en ordentlig nattesøvn – og hvor meget det påvirker en, når man ikke får den nattesøvn, man har brug for.

Jeg skal nok fortælle mere om sengen og rådgivningen hos Sengespecialisten, men det kræver et indlæg for sig – der er nemlig også knyttet en historie til, om hvordan jeg nærmest er opvokset på den fabrik, hvor man har produceret sengen – her kan man nemlig tale om et sponsoreret samarbejde, der nærmest er skræddersyet til mig 😀

del artiklen på FacebookDel på Facebook

1 Kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *