Vi nyder stadigt livet her i Dubai og man må i den grad sige, at der er masser af spændende ting for både børn og voksne. Faktisk er begrænsningens kunst virkelig noget man er nødt til at mestre for at udvælge de ting, man kan nå i den tid, man er her 😄
I går stod programmet på vandland. Hele dagen! Der er flere store vandland her i Dubai og omegn, men jeg havde læst mig frem til at Aquaventure var det bedste, så det valgte vi – du kan læse om det her.
Det ligger på Palmen – den kunstigt anlagte ø, der er formet som en palme, og det ligger faktisk sammen med Atlantis hotellet, som især min datter var meget skuffet over, at vi ikke skulle bo på, da det ligner et gigantisk lyserødt palads 😄
Aquaventure var på alle måder en vanvittig god og voldsomt imponerende oplevelse, som klart kan anbefales.
Det var et virkelig stort sted, men det var opdelt i forskellige zoner, så man nemt kunne orientere sig og bevæge sig rundt, så man fik prøvet det hele.
Der var rutsjebaner til enhver smag og både de modige og bangebuksene kunne finde på ting at prøve.
Der var et gigantisk område kun til børn (altså forældrene var naturligvis også velkomne 😄) som minder om det man kan finde i de danske sommerlandsparker – bare meget større.
Der var “floder” hvor du drev rundt i en badering stille og roligt – der var også udgaver med fx vilde vandfald indbygget.
Der var en vandrutsjebane hvor du stod på en glaslåge og mand trak i et håndtag så den åbnede, og du blev sluppet direkte ud i et frit fald.
Der var en vandrutsjebane hvor du på et tidspunkt kørte i et glasrør gennem et bassin fyldt med hajer og pilrokker – og der var verdens længste vandrutsjebane.
Det åbner kl 10 og lukker ved solnedgang hvilket ca var ved 17.30 tiden her i januar.
Gode tips til Aquaventure i Dubai
- Kom når de åbner – tiden går virkelig hurtigt og du kan lige så godt få fuld valuta for entréen.
- Du kan leje store lækre badehåndklæder i parken men må også gerne medbringe dine egne.
- Man må medbringe en liter flaskevand pr person men ellers ikke mad og drikkevarer – de kan dog købes til forholdsvis rimelige priser.
- Du kan leje et skab til dine værdigenstande (det skal du gøre når du køber entré). Et enkelt var nok til alle vores ting. På den måde kan alle prøve tingene sammen – klart mit bedste tip!
- Man kan låne gratis “redningsveste” til børn i parken.
Vi blev til parken lukkede, og så spiste vi aftensmad på en restaurant der ligger lige ved indgangen. Det er Gordon Ramsay’s restaurant Bread Street Kitchen & Bar. Det var virkelig lækkert og meget meget børnevenligt. De havde en ta’ selv softice bar der får Jensens Bøfhus’ til at blegne fuldstændigt 😄
Det var en meget meget træt familie der tumlede omkuld ved 21-tiden. Jeg synes, jeg er lidt ramt af jetlag, selvom tidsforskellen ikke er så stor. Jeg sover hver aften kl 21, men vågner så igen ved 1-2 tiden og kan ikke rigtigt sove længere. Kan det mon passe?
I dag skal vi på ørkensafari – det glæder vi os helt vildt til allesammen! ❤
Regler for Dogmeblogging
Jeg lover at underkaste mig følgende regler i mine indlæg markeret med dogmeblogging:
- Indholdet i indlægget skal omhandle begivenheder fra de seneste 24 timer før udgivelsen
- Indlæg må ikke forprogrammeres men skal postes så snart de er skrevet
- Billederne må ikke være redigerede eller med filter
- Billederne må ikke være opsatte hverken personerne derpå eller ved at placere “rekvisitter” der ikke allerede naturligt befinder sig på billedet
- Bloggeren skal selv stå for makeup og styling
Jeg forpligter mig til at sætte øjeblikket højere end helheden. Det vigtigste er at vise virkeligheden – også selvom det er på bekostning af æstetikken og bloggerens egen personlige smag.
Del på Facebook
Undskyld jeg spørger, men jeg er simpelthen så nysgerrig: hvordan kan det være at i kan tage børnene med på så lang en tur midt i skoleåret? Så vidt jeg husker går de begge i skole nu og vil gerne høre om tankerne bag 🙂
Jamen selvfølgelig må du spørge 🙂
Min datter går i børnehaveklasse, så der har de ikke pensum eller undervisningspligt, så det var egentlig ikke så svært.
Ift min søn, så er han så faglig dygtig, at han er et par år forud for sit klassetrin, og derfor mener både skolen og vi som forældre, at det kun er godt for ham at få nogle andre input end de rent faglige i hans pensum. Vi bruger rejsen til både at lære ham om andre kulture, om historien bag de steder vi besøger og ikke mindst om naturen.
Jeg er helt sikker på, at det udfordrer ham mere end skolen, hvor han desværre godt kan kede sig.
Når han kommer hjem, skal han holde et oplæg for klassen om hele rejsen – det er han meget optaget af at tage billeder til og skrive ned i et hæfte – og min datter har også en log-bog med som hun skal tegne og børnestave i hver dag.
Vi laver selvfølgelig lektier undervejs, og så har han 1200 siders skønlitteratur med, som han allerede har læst en stor bid af.
Så vi har forsøgt at inddrage så meget læring som muligt på vores tur – for selvfølgelig skal de ikke sakke bagud undervejs.
Generelt bakker skolen dog stort set altid op om rejser også udenfor skoleferierne – i hvert fald i indskolingen – så længe eleverne stadigt følger pensum undervejs.
Dbh Lisbeth
Fedt at følge jeres rejse – vi skal selv til Dubai for 3. gang om 1 mdr og bo på samme hotel som jer. Et kort spørgsmål hvis du vil røbe det; Var det meget dyrt at spise på Bread street? Vi har overvejet at booke bord, fordi min mand er stor fan af Gordan Ramsey, men kan ikke rigtig google mig frem til nogen priser og er før blevet meget chokeret over restaurantspriserne dernede.
God tur fortsat
Åh jeg er helt misundelig – vi har nemlig kun et enkelt døgn tilbage her i Dubai 🙂
Nej det var slet ikke dyrt – tvært imod. En ret kostede ca 100 kr så jeg synes faktisk det var decideret billigt – og virkelig godt! 🙂
Årh ja, det jo ingen ting. Fedt! Så vil jeg booke bord. Tak for hurtigt svar.. og god tur videre ud i verden..