Lidt om Lykken ♥



Lykken er en sær størrelse.
Dybest set er det jo dét, man stræber efter her i livet. Lykken.
Men den kan være svær at finde, vanskelig at indfange og næsten umulig at fastholde. Og alligevel jager vi den og forsøger at indrette og tilpasse vores liv og hverdag, så vi får flest mulige bidder af den. Lykken.

Nogle gange kommer den langsomt snigende i situationer, hvor vi end ikke havde overvejet, at den ville være at finde. Andre gange indfinder den sig pludseligt og uventet, hvor man mærker den der boblende brusende følelse af lykke uden helt at vide, hvad det mon skyldes.

Man kan aldrig tage den for givet, og de helt sjældne øjeblikke hvor man rammes af ren uforfalsket lykke bliver skattet og værdsat i et håbefuldt forsøg på at fastholde og fastfryse følelsen. Af lykke.

I disse dage går jeg rundt og bobler i en lille lykkerus uden helt at kunne sætte en finger på, hvad det mon skyldes. Men måske er det i virkeligheden sådan, at når man i en periode har søgt lidt for længe efter den der lille flig af lykke uden helt at finde frem til den, så smager den nok også i virkeligheden lidt ekstra godt, når den endelig er her. Lykken.

Men jeg føler mig heldig, og jeg ved ovenpå de seneste måneder udmærket godt, at det er en kærkommen gæst, der kan smutte lige så hurtigt, som den kom – og derfor suger jeg så meget ud af følelsen som overhovedet muligt og griber den nu hvor den er her. Lykken.

  • En fredag i festligt selskab med dejlige veninder, glimmerkjoler, sjusser, shots og dans til den lyse morgen er helt sikkert en stor medvirkende faktor.
  • Måske skyldes det også, at jeg i disse dage kysser lidt ekstra på min mand, end jeg normalt plejer at gøre. Og den slags skal man bestemt ikke kimse af, når man har så flot en mand som min! 😉
  • Jeg ved, at tanken om, at vi om to måneder drager af sted mod de varme lande i en hel måned, hvor vi skal vise Verden til vores børn, og hvor vores lille familie sammen skal ud på eventyr, uden tvivl har meget at sige.
  • Måske er det alle de spændende arbejdsopgaver, der lige nu dumper ned i min turban – og som virkelig minder mig om, hvor heldig jeg egentlig er i mit arbejdsliv.
  • Det kan også skyldes, den lille hånd der hele tiden søger min, mens der i mit øre bliver hvisket “det er dig og mig for altid mor”.
  • Jeg er helt sikker på, at glæden over at finde den helt perfekte kjole* – som endda viser sig at leve op til de forventninger, der har opbygget sig de seneste to måneder, hvor jeg har sværmet om den – også har medvirket til mine sommerfugle i maven.
  • En weekend med besøg af min far, som har budt på hygge, kvalitetstid, masser af Morfar til børnene og afslutningsvist en god brunch for os alle på Mash i dag er helt sikkert heller ikke noget dårligt bud.
  • Og så spiller det utvivlsomt også ind, at jeg om 3 uger sætter kursen mod den mest magiske julefest i Disneyland Paris sammen med min datter – findes der mon næsten nogen bedre måde at skyde julemåneden i gang på?

Uanset hvad det så end måtte skyldes, så griber jeg den, når den er her, og husker på aldrig at tage den for givet. Lykken ♥

 

 

 

 

 

del artiklen på FacebookDel på Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *