I flere år har vi drømt om det, talt om det, sukket efter det… at hive stikket ud i en hel måned og hoppe på en flyver til et varmt og eksotisk sted, bare os 4 – vores lille familie!
Og nu har vi simpelthen gjort alvor af det! – eller, vi har i hvert fald taget det første, dyre skridt i den helt rigtige retning; vi har nemlig booket flybilletterne.
Så i begyndelsen af januar sætter vi kursen mod de varme lande – og hold nu op, hvor kan jeg næsten ikke vente!
Planen er, at vi først flyver til Dubai, hvor vi skal være i en lille uges tid. Jeg har faktisk altid vildt gerne ville til Dubai, uden at jeg nødvendigvis vil dedikere en hel ferie til det. For mig er det sådan lidt ligesom Las Vegas – det er vildt, voldsomt og lidt for meget – men jeg kommer uden tvivl til at ELSKE det!
Trutten er allerede voldsomt betaget af stedet – det der little too much appellere i den grad til ham “mor ved du godt, at de har verdens højeste bygning i Dubai?” “verdens sjoveste vandland ligger der faktisk også” “vidste du godt, at de har en restaurant, der ligger i en ubåd under vandet?” – det er måske ikke heeeeelt så interessant med den sidste del her ovenpå de sidste måneders begivenheder – men altså 😉
Vi kommer desuden også til at fejre hans fødselsdag i Dubai – og de seneste år har han faktisk jævnligt sagt, at han så gerne vil prøve at holde fødselsdag et varmt sted – så nu får han det med i pakken ♥
Efter 5 dages overdig luksus sætter vi kursen mod Thailand. Vi har booket flybilletter til Phuket, så det er ligesom udgangspunktet for vores 3 uger der.
Umiddelbart tænker vi at tage direkte videre med det samme og så i stedet slutte af med nogle dage i Phuket – men det er altså først nu, vi sådan for alvor skal i gang med at planlægge ruten – og jeg glæder mig!
Det bliver perfekt at have som fælles projekt herhjemme de kolde efterårsaftener.
Men… hvad kan du anbefale, når vi har udgangspunkt i Phuket?
Hvilke øer bør vi bo på, når vi rejser med to halvstore børn, som ikke længere kan underholdes med en spand og en skovl på en sandstrand 😉
Vi vil ikke bruge hele ferien på at rejse rundt – men vi tænker at bo 3 forskellige steder udover Phuket…
Jeg har fra flere fået anbefalet Koh Lipe – som jeg enormt gerne vil besøge – men det kræver næsten en flyvetur fra Phuket til Krabi. Derudover har vi også steder som Ko Yao Yai, Ka Yao Noi og Koh Lanta på ønskelisten…
Hvis du har input til nogle af stederne, vil jeg meget gerne høre det – kan det anbefales, vil du fraråde det, har du tips til gode hoteller, restauranter osv.
Hvilken rute har I selv rest via – ja i det hele taget – stik mig alle jeres gode råd til både Thailand og Dubai! 😉
KidZania i Dubai er en kæmpe og sjov oplevelse for børnene! Ellers er der masser af sjov for både børn og voksne i både Dubai og Thailand. God planlægning!
Yay det er bare så fedt, når det kan lade sig gøre! Glæder mig til at følge jeres planlægning 🙂 Vi tager selv afsted hele januar med børneflokken på 1, 4 og 5 og har allerede booket det første sted på Koh Lanta, men udover det, har vi ikke lagt os fast på noget 🙂
Bare I ikke napper Koh Tao – undrer mig over rejsebureauer stadig anbefaler denne ø. Måske man lige skulle opklare mystikken omkring alle de turister der dør der..
http://ekstrabladet.dk/112/elise-fundet-doed-paa-thailandsk-doeds-oe-syvende-mystiske-doedsfald-paa-tre-aar/6727999
Lækkert 🙂
Koh Yao Yai er en lille ø, og der ligger kun få hoteller. Til gengæld nogle lækre af slagsen. Man skal dog indstille sig på at man formentlig kun kan spise på sit hotel, da der ikke rigtig er noget by. Tror det samme gør sig gældende ved Koh Yao Noi.
Ellers kan Koh Samui også anbefales. Der kan man flyve til fra Phuket.
Jeg vil gerne anbefale JW Marriott Khao Lak Resort & Spa <3 Jeg var der 14 dage i januar i år, og det var helt fantastisk. Vi havde en pige på 11 år med, og hun hyggede sig.
Nai yang beach ligger 10 min fra Phuket lufthavn og er lækkert, hvis I vil have lidt fred og ro – men måske er der ikke helt underholdning nok til dine børn? Vi boede på The Slate Phuket i marts 17 og kan varmt anbefale hotellet. For os var selve området perfekt med små lokale restauranter på stranden og gourmet på hotellet.
Herfra sejlede vi til Phi Phi island beach resort, som ligger for sig selv på den ene side af øen. Igen med små lokale restauranter lige udenfor resortet.
Hvis I er til mere fest og farver skal I nok vælge andre steder 😄
Hej Lisbeth.
Vi har faktisk gjort det samme som jer, vi er lige nu på en 6 ugers rejse i Thailand og Malaysia og det er HELT fantastisk! Vi er en familie med to små børn, og det allerfineste er at vi er sammen 24/7.
Vi har været i Khao Lak i snart 12 dage, og skal videre til Koh Mook på søndag. Derefter Koh Lanta og så to uger i Malaysia.
Det hotel vi bor på nu kan jeg kun anbefale. 5 stjernet luksus, det er så lækkert! Og så ligger det lige ned til en strand, hvor man får den lokale del med. Der er billige og lækre restauranter, massage, Laundrys osv. Hotellet heder Mai Khao Lak, det har bl.a. 7 pools. Har aldrig set sådan nogle vilde pools! Rigtig god fornøjelse og nyd planlægningen af rejsen også, det gjorde vi nemlig med at sidde i foråret derhjemme og kigge på hoteller. De steder vi bor er nemlig på inden måde tilfældige 🙂
Hov jeg skrev den forkerte blog, som jeg lige har startet, hvis du vil følge lidt med:-) Indsæt selv abe der skyder med pistolen på hovedet.
Den rigtige er rikkebille.wordpress.com
Koh Yao Noi er fantastisk. Stille og roligt med uspoleret natur og ikke alt for mange turister. I Thailand kan man godt få nok af masse-turisme og neonrør mange steder efterhånden, men denne ø er en af de uberørte perler.
Det lyder helt og aldeles fantastisk 🙂 Og misundelsesværdigt!
Jeg har været i Thailand flere gange – først som backpacker og senest tilbage i januar/februar hvor jeg var afsted med min kæreste og vores søn på dengang knap et år. Vi har dog aldrig været de nævnte steder i Thailand, men jeg tør næsten love jer, at uanset hvor I rejser hen, så får I en skøn ferie!
Dog startede vi ferien med en tur til Dubai tilbage i januar – altså samme rute som jer. Et skørt men meget fascinerende sted 🙂 Vi boede i en lejlighed på La Verda Suites & Villas på Marinaen – Skønt sted og fantastisk beliggenhed 🙂
Jeg synes Koh Lanta er en dejlig ø. Den er rolig, men der er bestemt også muligheder for at opleve fx nationalparken, snorkle m.m. Derudover kan jeg også anbefale Khao Sok, hvis I vil prøve noget lidt andet end øerne 🙂 Jeg har skrevet lidt om Dubai på min blog her: https://aworldofbackpacking.com/rejseblog-24-timer-i-dubai/ – I skal helt sikkert opleve verdens største akvarium i et storcenter og så kunne det være at I skulle overveje et vandland i Dubai https://www.visitdubai.com/en/articles/water-parks 🙂