Det blev mandag, hurtigere end jeg nåede at blive færdig med at holde weekend – men jeg kan næsten ikke være den eneste, der ofte sidder med det problem?
Jeg kan dog fornemme, at det er en rigtig god uge, vi har taget hul på – jeg er alene hjemme med børnene, mens min mand nyder solen (javist han arbejder nok også en smule) i det spanske – og vi går derfor all in på hygge og byder på den måde også efteråret velkommen ovenpå de seneste ugers sensommersol.
Den forgangne uge har også været god. Travl men god – og med en weekend, hvor vi alle 4 kom helt ned i gear, hvilket var særdeles tiltrængt.
Her er nogle af de mange, dejlige lykkeglimt, der særligt gjorde indtryk i de forgangne uger – jeg nåede nemlig aldrig, at få det på bloggen i sidste uge 😉
Lykken er…
Børnetegninger
At komme ud på terrassen til det fineste portræt af hele familien – inkl katten – som min datter har malet med kridt ♥
Udsigten fra dagens kontor
En gang om ugen mødes jeg med Dorte til en arbejdsdag, hvor vi bruger hinanden til sparring, til at komme lidt væk fra hjemmekontoret, til at tage billeder og til at holde hinanden lidt i ørene mht deadlines osv. Det er guld værd i livet som selvstændig – og jeg kan slet ikke anbefale det nok til andre.
Fredagsbar
Søde Cecilie har stablet en fantastisk tradition på benene, nemlig en fredagsbar for bloggere. Når man ikke har en fast tilknytning til kolleger og en arbejdsplads, der kan faciliterer den slags – så må vi jo gøre det selv! Det var Blume, der bød på fantastiske cocktails – bl.a. denne friske cocktail med gin, som jeg er kæmpe fan af.
Tøse-tivoli-tur
Fidusen og jeg tog en tøse-tivolitur, bare os to, og åh hvor vi hyggede ♥
Jeg synes, det er noget helt særligt og ren luksus, når man har oplevelser med ét barn alene. Vi kunne prøve alle Fidusens favoritforlystelser om og om igen – hvilket betød, at vi bl.a. fik 6 runder i Den Flyvende Kuffert 😀
Picnic i vores skønne shelter
Fidusen er en værre hyggegøj – hun ELSKER at arrangere picnic, lave små sunde snacks og pynte op til fest (flere gange om ugen har en af hendes bamser fødselsdag, så hun har noget at fejre 😀 ). Vi har fået det skønneste shelter i haven, som jeg nok skal fortælle mere om én af de kommende dage – og det er oplagt, til små spontane picnics.
Flotte, indbydende cocktails
Fredag eftermiddag havde vi inviteret venner til cocktails i solen på terrassen, og jeg diskede op med denne lækre, lyserøde cocktail som er en rabarbermojito. Den smager helt fantastisk og er både nem og hurtig at lave – jeg kan godt afsløre, at den var et stort hit 😉
Blomsterbuketter fra egen have
Jeg har sået en masse blandede planter ved vores fortovskant, som nu blomstrer i fuld flor. Det ser SÅ fint og festligt ud – og som en bonus, så kan vi dagligt plukke de mest overdådige buketter, der pynter overalt herhjemme lige nu.
Del på Facebook