Vores håndværkere dukker op hver eneste morgen senest kl 7. Godt nok er man som forælder til et skolebarn allerede oppe der – men det er lige tidligt nok til at få huset invaderet af en flok larmende mænd 😉
Jeg har indtil nu formået at sidde hjemme og arbejde hver dag, selvom de har arbejdet på huset. Det har været meget rart at kunne følge lidt med i processen og være der, hvis de har nogle spørgsmål – selvom vi har valgt at få en entreprenør på til at styre slagets gang.
I dag kulminerede det hele dog. Jeg tror, der var 12 håndværkere i gang, og da de pludselig meddelte, at de havde fundet mere ulovligt el, så de var nødt til at pille loftet ned i både køkken og tv-stue, så magtede jeg ikke mere.
Jeg havde heldigvis en aftale med Søde Signe inde i byen – og efterfølgende tog vi en dejlig lang frokost i solen, hvorefter vi shoppede rundt i en del timer. En helt fantastisk skøn dag – og særdeles tiltrængt midt i byggerodet herhjemme 😀
I morgen skal vi først til fødselsdagsbrunch hos vores søde naboer, og så har vi fået besøg af min svigerfar. Hele Kristi Himmelfartsferien byder nemlig på arbejde inde og ude. Jeg skal i gang med at dampe vores forfærdelige savsmuldtapet ned i flere rum, mens min mand skal have fræset hele vores græsplæne (aka mosplæne) op, så vi kan få sået fint nyt græs. Vores murer har allerede grinende advaret mig om, at under savsmuldtapetet gemmer der sig yderligere to lag hessian – så det skal nok blive interessant 😉
Der bliver heldigvis også tid til lidt fornøjelser – fredag skal jeg til fredagsbar med ca. 70 andre kvindelige bloggere – arrangeret af denne søde dame – og lørdag skal vi til grill og housewarming hos nogle af vores venner, der har købt hus i nærheden.
Jeg håber, at du også får nogle skønne solskinsfyldte dage her i miniferien ♥
Outfit: Frakke: Mango -.- Nederdel: Zara (gammel) -.- Top: Zara -.- Loafers: H&M (gamle) -.- Solbriller: Gucci – fås også her
Del på Facebook