En gang i mellem kan dagen godt starte alt for tidligt. Man mangler konstant kaffe i koppen. Solen formår ikke helt at titte igennem skyerne. Aftaler bliver aflyst. Slikskabet er tom – og i det hele taget er dagen bare alt for lang.
På sådan en dag kan det forhåbentlig hjælpe lidt at finde frem til nogle af de gode ting, jeg har i vente – nogle af de fine ting, der er skrevet ind i min kalender i den kommende tid.
For dem er der heldigvis en del af ♥
Familieferie! Jeg tager min dejlige lille familie under armen og flyver på et miniophold i Grækenland, hvor vi skal bo under yderst luksuriøse forhold på Westin Resort Costa Navarino – de har en masse spændende aktiviteter for hele familien, som jeg glæder mig rigtig meget til at blive introduceret for – og så glæder jeg mig til intens familietid for os alle 4.
Deres koncept virker til at være, at man skal kunne tage af sted på en børnevenlig ferie, uden at man behøver at gå på kompromis med luksus og de voksnes ønsker og behov.
Der er madlavningskurser for familierne, astronomiaftener under åben himmel, snorkelkurser for børn, spabehandlinger til både børn og voksne (yay!) og alverdens andre luksuriøse ting.
Børnene glæder sig helt vildt – og det gør vi voksne i den grad også!
Fødselsdag – I morgen fylder Fidusen FEM år – og jeg glæder mig sådan til at holde en fødselsdagsfridag med hende. Hun har selv sammensat programmet, som bl.a. byder på et obligatorisk besøg i Disney-butikken, kagespiseri på café – og så skal vi ud at bowle, når drengene får fri 😀
Om halvanden uge skal vi til LEGOLAND – og hold nu op, hvor bliver der talt dage ned herhjemme. Børnene kan næsten ikke vente – og vi er endda så heldige, at vi skal sove på deres hotel i et Ninjago værelse – Trutten kan næsten ikke rumme al den lykke 😀
Vores hus! Vi starter forhåbentlig op allerede i næste uge med istandsættelsen af de forskellige projekter på vores hus. Det bliver en anelse kaotisk, når håndværkerne rykker ind, men hold nu op hvor jeg glæder mig til de er færdige, og alt i vores hus bliver lige, som vi gerne vil have det. Inkl nye vinduer, et ekstra toilet, mit kontor, en lounge og ikke mindst en stor dejlig terrasse.
Jeg skal til Eurovision finale i Stockholm, og jeg tør godt love, at jeg kommer til at gå all in på guld, glimmer og pailletter. Man finder vel nærmest ikke en bedre anledning? 😀
Jeg skal også ud at rejse uden min familie – men til gengæld i selskab med nogle yderst skønne kvinder. Jeg skal på en pressetur, hvor vi skal på roadtrip i Kroatien og Montenegro, og eftersom jeg aldrig har besøgt nogle af stederne, glæder jeg mig rigtig meget til at opleve kulturen der.
Sol i min have! Det må næsten være fordel nr 1. ved at være husejer – at man blot kan lægge sig ud i haven og slikke sol, så snart den titter frem. Jeg har allerede drukket masser af formiddagskaffe derude, og jeg kan heller ikke sige mig fri for at tilbringe frokostpausen på en liggestol under et tæppe fra tid til anden 😉
Venindetid! Jeg har tilbragt alt for lidt tid med mine veninder det sidste stykke tid, og det skal der rådes bod på. Heldigvis betyder forår og sommer også plus på overskudskontoen, så jeg forudser masser af brunchdates, gåture i solen, morgenmadsmøder og i det hele taget bare kvalitetstid med dem ♥
ArbejdArbejd – jeg har rigtig mange spændende arbejdsopgaver lige, hvilket jeg nyder i stor stil. Jeg er dog stadigt på udkig efter et job eller i hvert fald noget mere fast freelance, så knapt så meget af min tid behøver at gå med at skulle opsøge opgaver. Til gengæld er jeg overraskende glad for at have rykket mit kontor hjem, så jeg har endnu mere fleksibilitet end tidligere (og også kan tage min computer med op i sengen og arbejde på de lidt for kolde og tidlige morgener 😉 ).