Jeg er normalt altid af den mening, at bloggen her handler om lækre produkter, gode oplevelser og fine ting, der inspirerer mig og gør mig glad – og det også bør være de ting, der fylder her på bloggen.
Jeg plejer derfor at afholde mig fra metablogging – altså hvor jeg skriver om selve blogging og de ting, der hører med, men i dag gør jeg en undtagelse.
Vi skal nemlig tale lidt om reklamer.
Forbrugerombudsmanden har netop udgivet et sæt “gode råd til bloggere” hvor hun (ja det er en kvinde til trods for navnet 😉 ) forsøger at hjælpe bloggere lidt på vej ift. hvordan de skal navigere rundt i markedsføringslovens regler og undgå skjult reklame på deres blogs.
Jeg hilser virkelig initiativet meget velkommen, for det ER svært for mange bloggere at kende reglerne, og der findes også enkelte brådne kar i branchen som forsøger at snige sig udenom, og det skader faktisk os alle og skaber mistro hos læserne.
Jeg har fået lov at komme med input til Forbrugerombudsmanden undervejs og var også inviteret ind til hende, da hun præsenterede det færdige resultat, og som jurist var det naturligvis vanvittig spændende at være en del af den proces.
Nu er de her så, de gode råd, og selvom det blot er “gode råd” så gør man nok klogest i at rette ind – også selvom man som jurist nødvendigvis ikke er helt enig i hendes fortolkning og udlægning af reglerne 😉
Det betyder desværre også, at der kommer til at ske nogle ændringer her på bloggen, som ikke umiddelbart er til mine læseres bedste.
Jeg synes altid, jeg har forsøgt at være meget åben og skabe gennemsigtighed omkring de kommercielle interesser, jeg har i de forskellige indlæg på bloggen. Jeg blogger professionelt og lever af det, og derfor lægger jeg bestemt heller ikke skjul på, at jeg tjener penge på mit arbejde herinde. Jeg har indtil nu markeret indlæggene alt efter om der er brugt affiliatelinks, om jeg har fået nogle produkter til test eller om jeg direkte får penge for at omtale noget.
Det mener Forbrugerombudsmanden dog ikke, der er klart nok, og fremover skal alt derfor markeres på samme måde; med ordet “REKLAME”.
Jeg er egentlig lidt ked af den udvikling – for jeg synes personligt, der er stor forskel på, om jeg blogger om en neglelak, fordi jeg selv har købt den og linker til en shop, hvor jeg kan tjene 10% på de køb I foretager via mine links, fordi jeg har fået den tilsendt som gave af en virksomhed, eller fordi jeg får 5.000 kr for at skrive om den.
Fremover bliver alt markeret på samme måde, og jeg synes bestemt ikke, det er i mine læseres – og dermed forbrugernes – interesse, men jeg er nødt til at følge reglerne.
Derudover understreger Forbrugerombudsmanden flere gange i nogle uddybende svar, at hvis man er i tvivl, så skal man markere det som reklame. Sammenholdt med, at der er SÅ mange gråzoner på området, som hun ikke en gang selv er i stand til at komme med et klart svar på, så sidder man altså som blogger tilbage og er usikker på, om man nu også gør det hele rigtigt. Fx kan det blive anset som reklame, hvis jeg har haft en dialog med et firma om deres produkt – selvom jeg hverken har modtaget penge eller gratis produkter af dem…
Jeg ønsker ikke at overtræde reglerne – og jeg ønsker bestemt ikke at sidde tilbage med en stor bøde, fordi jeg har misforstået eller fejlfortolket noget.
Så fremover kommer jeg til at følge Forbrugerombudsmandens gode råd; og markerer derfor alle mine indlæg som “REKLAME” for at være på den helt sikre side.
Jeg er vanvittig ked af, at vi er nået dertil, for jeg synes, mine læsere ender som taberne i alt dette, selvom reglerne jo egentlig er lavet for at beskytte dem. Det skaber ikke mere gennemsigtighed – tvært i mod!
I praksis kommer der ikke flere reklamer her på bloggen end hidtil, selvom alle indlæg fremover markeres som reklame – men det ER en kommerciel blog, som jeg lever af at skrive, og det har jeg aldrig lagt skjul på. Jeg vil dog gerne lige summere op, hvilke former for reklame, I oftest støder på, selvom de nu alle markeres på samme måde.
- I langt de fleste af mine indlæg indgår der affiliatelinks, men det er produkter, jeg selv har købt for mine egne sparepenge – og som jeg naturligvis derfor også står inde for og kan anbefale jer. Her tjener jeg en procentsats af de køb, mine læsere foretager gennem mine links. Det koster ikke læserne noget.
- Hvis jeg viser produkter frem, jeg har fået tilsendt som gave, så er det altså fordi, jeg rigtig godt kan lide dem. Som blogger bliver man tilbudt alverdens gratis produkter – som man skal beskattes af – så det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, og derfor udvælger jeg også nøje, hvad jeg siger ja til og viser frem.
- Mine sponsorerede indlæg er en måde for virksomheder at købe sig til plads på bloggen. De bestemmer ikke over selve indholdet af de indlæg, men de kan godt opstille nogle overordnede rammer som fx “vi vil gerne have fokus på vores udvalg af sko fremfor tasker”. Jeg udvælger altid meget nøje mine samarbejdspartnere til disse indlæg, da jeg udmærket er klar over, at det hverken gavner firmaet, mine læsere eller mig selv, hvis der bringes noget, der ikke passer ind.
Fælles for alle mine kommercielle indlæg er, at jeg ALDRIG skriver om ting, jeg ikke personligt kan anbefale og dermed går på kompromis med min troværdighed. Det er den, jeg lever af, for hvis jeg først sælger ud, så mister jeg mine læsere.
Jeg håber, at du nu er en smule klogere på, hvorfor alle mine indlæg fremover vil være markeret som REKLAME. Det er altså ikke fordi, jeg er gået all in på det kommercielle – alt er helt som det plejer – men jeg vil gerne være helt sikker på, at jeg ikke overtræder reglerne pga. alle gråzonerne, og jeg beklager, at det i sidste ende skaber mindre gennemsigtighed for mine læsere.
Hej Lisbeth
Tak for et godt indlæg. Jeg er nybegynder i at rejseblogge, men jeg ønsker at gøre det rigtigt fra starten af og derfor læser jeg med interesse din info om reklamepolitik.
Jeg er med på det meste du skriver og jeg vil oprette en side, hvor jeg lister op ligesom dig. Jeg kan godt lide den struktur, men skal jeg på hvert blogindlæg der er et affiliatelink henvise til siden info om reklamepolitik eller er det nok at skrive om det et sted?
De bedste hilser
Bettina
http://www.danishadventurer.dk