Fredag er lige rundt om hjørnet, så hvis du skal nå at købe ind, så du fredag eftermiddag kan lave cocktailhour med denne lækre sag, så må jeg hellere servere opskriften for dig allerede i dag.
Denne er en af mine absolutte yndlingscocktails, som faktisk ofte er mit valg, når vi laver fredagscocktails derhjemme.
Kombinationen af hindbær, syrlig citrus og lakrids går vanvittig godt i spænd – og du må endelig ikke lade dig skræmme af tequilaen – jeg lover dig, at du ikke kan smage det!
Opskriften er udviklet af Hardeep Singh Rehal, som er en af Danmarks dygtigste bartendere.
Du skal bruge: (til 1 cocktail)
- 8-10 friske hindbær
- 5 cl Tequila
- 2 cl friskpresset limesaft
- 3 cl sukkersirup (Kog 1 del vand og hæld 1 del sukker i og rør rundt indtil sukkeret er opløst)
- ½ tsk lakridspulver (jeg bruger Raw Liqorice Powder fra Johan Bülow)
- Evt. en lakridspibe til pynt
- Isterninger
- Cocktailglas – jeg har brugt disse
Sådan gør du:
- Put hindbærene op i en shaker og mos dem lidt med din morter/muddler. Tilsæt resten af ingredienserne og fyld derefter shakeren med isterninger.
- Ryst den rigtig godt, så du er sikker på, at alt lakridspulveret er opløst, og så den bliver kølet ned af isterningerne.
- Hæld den op i et cocktailglas gennem en si og pynt med et par hindbær – eller en lakridspibe, hvis du går efter den kække udgave 😉
Dette indlæg indeholder affiliatelinks – klik her for at læse mere
Del på Facebook