Til Fidusens fødselsdag lavede hende og jeg en portion lækker lyserød lemonade, som passede så pænt ind i prinsessetemaet.
Jeg ville gerne have noget lækkert at drikke til børnene – og eftersom Trutten ikke kan lide brus – og jeg i virkeligheden ikke har lyst til at sætte cola på bordet til en 3-års fødselsdag, så var det oplagt at lave lemonade – og selvfølgelig skulle den jo være lyserød!
Lemonaden var et kæmpe hit hos både børn og voksne. Jeg havde lavet 3 liter, men vi kunne nemt have drukket det dobbelte.
De fine små flasker, som jeg serverede det i på børnebordet stammer fra Dreamparty – de store flasker er fra Søstrene Grene.
Opskriften er baseret på nogle forskellige old-school amerikanske opskrifter, som jeg har tilpasset og justeret, så den smagte lige præcist, som jeg gerne ville have det.
Lyserød Lemonade – ca. 1,5 liter
- 3 dl sukker (mindre, hvis du vil have lemonaden mere syrlig)
- 3 dl vand
- 3 dl friskpresset citronsaft (jeg brugte ca. 4 citroner til det, men de gav også ret meget saft)
- 1 frisk rødbede (kan undlades, hvis du ikke vil have lemonaden lyserød)
- 0,75 – 1 liter vand til at fortynde op med
Først laver du en slags sirup/sukkervand, hvor du varmer sukkeret og de 3 dl vand i en gryde over medium varme, indtil al sukkeret er opløst.
Mens det står og varmer, presser du saften af citronerne, så du i alt har 3 dl. Du kan evt. erstatte nogle af citronerne med lime – eller tilsætte lidt reven skal af en økologisk citron for en mere intens smag. Jeg siede saften for at undgå frugtkød – men det var mest af hensyn til børnene, der ikke brød sig om det.
Dernæst hælder du sukkervandet og citronsaften i en kande og fortynder op med 0,75 – 1 liter vand – alt afhængig af, hvor stærk du ønsker din lemonade, og så tilsætter du en skrællet rødbede, der er skåret i skiver. Nu rører du godt rundt, hvorefter lemonaden omgående bliver farvet pænt lyserød – og så snart den har den ønskede farve, fisker du rødbedeskiverne op.
Nu er der bare tilbage at afkøle lemonaden – og så er det lækkert at servere den med et par friske mynteblade i.
Del på Facebook
wow hvor ser et lækkert ud, jeg tænkte på om man kan lave det i forvejen? Måske man kunne lave det aftenen i forvejen.
Mvh Freja
Hej Freja,
Det smager også SÅ lækkert!
Ja det kan du sagtens gøre, hvis du bare opbevarer det på køl og i en flaske eller et glas der kan lukkes 🙂
Mvh Lisbeth
Hvor længe kan sådan en limonade holde sig på køl i lukket beholder? 🙂
Hvis beholderen er helt ren og evt. skyllet med atamon kan den sagtens holde sig i ugevis 🙂