Så er det sidste indlæg med efterårsvarer i denne omgang – nu kribler det også i mig for at kigge nærmere på alle de skønne forårs- og sommervarer, der så småt er begyndt at lande i butikkerne.
I dette indlæg sætter jeg fokus på nogle af de (for mig) nye eller upcoming brands, jeg stiftede bekendtskab med under børnemodeugen. Det er faktisk noget af det, jeg elsker mest. Jeg er selvfølgelig altid spændt på at se, hvordan kollektionerne er fra mine favoritbrands – men at støde på nye potentielle favoritter og at opdage nye brands – dét er noget af det, jeg bedst kan lide ved modeugen.
Indlægget er ret langt og billedtungt – det beklager jeg – men jeg ville hellere komprimere det lidt frem for at fylde bloggen med en masse indlæg om tøj, som alligevel først kan købes om et halvt år.
Emilie et Ida
Franske Emilie et Ida er SMUKT design med finurlige detaljer, som gør tøjet sjovt på en måde, så børnene vil elske at have det på – se fx den sjove – og flotte – kattehue – den måtte gerne holde Fidusen varm næste vinter. Deres designs er så feminine uden at det kammer over, og især skoene er fantastiske! Jeg er tidligere mest stødt på deres flotte printede bluser.
Aigle
Aigle kan vist næppe betegnes som et nyt mærke – men for mig er det faktisk nyt ift gummistøvler til børn, da hverken Trutten eller Fidusen har haft dem før. Jeg forelskede mig imidlertid godt og grundigt i dem pga det lækre, klassiske udtryk – og så barsler de med en virkelig skæg og børnevenlig nyhed – et par gummistøvler, hvor mønstret bliver farvet, når støvlerne bliver våde – så er der en ekstra god grund til at hoppe i vandpytter 😉
De forhandles bl.a. hos min yndlingsonlineskopusher – og eftersom Fidusen har proklameret, at hun ønsker sig et par røde gummistøvler i fødselsdagsgave, så er jeg næsten nødt til at købe sådan et par til hende 😉
Little Trine Vestergaard
Du kender måske allerede Trine Vestergaards fantastisk lækre strikkede sager til vi voksne – men nu har hun også lavet en fantastisk børnekollektion, som man næsten ikke kan undgå at forelske sig i. God kvalitet, lækre materialer og ikke mindst enkle men smukke designs.
Nu har jeg selvfølgelig glemt de helt nøjagtige priser, men jeg kan huske, at jeg hæftede mig ved, at de så absolut var i et fornuftigt prisleje taget i betragtning hvilke materialer, der er brugt dertil.
Jeg håber virkelig, at jeg snart får mulighed for at prøve de lækre cardigans til enten Trutten eller Fidusen – og så skal jeg nok melde tilbage her på bloggen med en anmeldelse (alternativt KUNNE man jo købe en voksenstrik i stedet – og basere anmeldelsen på den. Jeg mener, det er jo i en god sags tjeneste, og så er det vel ok at shoppe? 😀 ).
Motoreta
Motoreta er et nyt spansk brand, som havde en lille, men meget spændende kollektion. De havde leget meget med snittet i deres forskellige styles, så de var meget atypiske i forhold til det meste andet børnetøj – men det var jeg faktisk ret begejstret for. Det var funky og lækkert – og mens jeg besøgte dem var der i hvert fald en webshop, der købte nogle styles hjem, så jeg glæder mig til at se dem hos danske forhandlere til efteråret. Frakken var klart min favorit – og jeg ville også elske selv at kunne hoppe i den til efteråret 😉
Rainbow & Snow
Rainbow & Snow er et helt nyt dansk mærke indenfor sko og støvler til børn – altså som i HELT NYT! De havde først modtaget deres allerførste kollektionsprøver et par dage inden messestart, og AW14 kollektionen er således også deres allerførste af slagsen. De er dog ikke nye indenfor branchen, så de kan deres kram – man behøver således ikke at være nervøs for kvaliteten.
Jeg ELSKER det udtryk, de har givet deres sko og støvler. De er fashionable, sjove, barnlige og unikke – de tør at skille sig ud, men på den gode måde.
Jeg havde mange favoritter og er overbeviste om, at både Trutten og Fidusen ville være enige med mig – så jeg glæder mig til at se dem i butikkerne til efteråret – er de ikke lækre?
Collect Furniture
Sidst – men bestemt ikke mindst, så fik jeg endelig mulighed for at se Collect Furnitures lækre kollektion i virkeligheden.
Jeg har længe cirklet omkring den på nettet, mens jeg har siddet og researchet til Trutten og Fidusens nye store fællesværelse – og det var derfor rigtig at få set ordentligt på alle møblerne – jeg blev bestemt ikke skuffet.
Jeg elsker det lækre design – og de mange små indtænkte detaljer, der gør produkterne så helstøbte – og så er de holdbare og kan klare at blive leget på, flyttet med, tegnet på og kravlet på.
Del på Facebook