Lige nu sidder jeg om bord på et fly med retning mod de varme lande. Jeg skal på ferie. Igen.
Denne gang er det dog uden børn – en hel uges ferie helt uden børn. Gulp!
Min mor fyldte 70 år for et par måneder siden, og min søde mand kom på den meget søde idé, at vi skulle give hende en ferie i fødselsdagsgave – en ferie med hendes 4 børn, men uden børnebørn og svigerbørn. Det er af gode grunde altid børnebørnene, der er centrum, når vi alle er sammen, og eftersom min mor og søskende alle bor i Jylland, så ses vi i forvejen ikke ret ofte.
Jeg har det på den ene siden sådan lidt – aaargh – over at skulle af sted uden min egen lille familie i så mange dage. Ikke fordi jeg er bekymret for dem – nej primært for mig selv. Det er længe for mig at skulle undvære dem alle 3 – og jeg ville jo egentlig helst dele de gode oplevelser med dem.
På den anden side, så GLÆDER jeg mig. Jeg glæder mig til intens kvalitetstid med min mor og mine søskende, som jeg ser alt for sjældent. Jeg glæder mig til 7 nætter i en stor seng, hvor jeg kan sove uforstyrret hele natten. Jeg glæder mig til at ligge i ro og fred og læse bøger – mange bøger, høre musik og spise min aftensmad uden at skulle skynde mig.
Faktisk er jeg gået all-in og har overbevist de andre om, at vi skulle booke os ind på et hotel kun for voksne – jeg tænkte, at når jeg ikke skulle have mine egne med, så gad jeg heller ikke at blive forstyrret af andres 😉 Som du nok kan se på billedet, så ser det fantastisk lækkert ud – og jeg håber, at det lever op til mine forventninger.
Trutten og Fidusen glæder sig også. De glæder sig til intens hygge med farmand, som har planlagt alverdens sjove ting. Faktisk synes Trutten, det er så synd for mig, at jeg skal af sted, at han har sagt, han vil give mig en gave, når jeg kommer hjem – nu hvor jeg ikke kan hygge med dem <3
Men hvad er din holdning til at rejse uden børn? Kunne du tænke dig at gøre det? Kunne du finde på at gøre det? Har du måske allerede gjort det?
Del på Facebook