Jeg har desværre alt for lidt tid til at læse blogs i disse dage – og det er derfor ikke ret ofte, at jeg falder over nye blogs – og bliver hængende.
Men for et par måneder siden fandt jeg denne ærlige, barske blog – De siger det tager to år – en blog om at være delemor, enemor. En blog om det barske brud med børnenes far. En hudløs ærlig blog om, hvor forfærdelig hårdt det er at blive forladt til fordel for en anden kvinde – at se den kvinde flytte direkte ind i det hjem, man netop er flyttet ud af – og at se hende i den familiekonstellation, man selv går og drømmer om.
Hun skriver så flot og ægte, at jeg sidder med en klump i halsen og konstant bliver mindet om, hvor vigtigt det er at værne om det, man har – og en gang i mellem lige at sætte pause på leverpostejsmadderne og huske at være kærester og ikke kun forældre.
Hendes leg med ord gør indlæggene til en fornøjelse at læse – til trods for, at det bestemt ikke er noget fornøjeligt emne, de omhandler. Der er ingen flotte billeder, intet fancy layout. Der er ord, ærlighed og masser af følelser – og hun får mig til at klikke ind flere gange dagligt i håb om, at der venter endnu et ulæst indlæg.
Min ring var virkelig fin. Lille. Simpel. Jeg elskede at have den på. Hans ring var flot. Tung. Og han begyndte at tage den af et år før han gik.
Jeg så den ligge i vindueskarmen.
– nåe, det var fordi jeg lavede fiskefrikadeller
Jeg så den ligge på badeværelset
– nåe, det er fordi den slår A i hovedet, når jeg klapper ham,
Jeg begyndte at lægge mærke til, om han havde den på. Når han gik ud. Når han gik på arbejde. Når han gik i kiosken. Han begyndte aldrig at have den på. Måske blev hans finger kvalt. Måske blev hans højre hånd for tung. Måske vidste hans krop det bare et år før, han selv turde tænke tanken.
Og måske skulle jeg ha set det komme.
De siger det tager to år – får hermed min varmeste anbefaling.
Del på Facebook