Det er alt for længe siden, jeg har haft postet i min hyggelige kategori, Lykken Er.
Det er sådan en god øvelse lige at finde nogle hyggelige ting frem, som gør dig glad – og det kan man godt have brug for, når man ligger syg og samtidigt stresser over, at man er syg – for det speciale skriver ligesom ikke sig selv (desværre).
Disse glade glimt er fra Fidusens 2 års fødselsdag. Om morgenen og formiddagen var vi bare vores lille familie på 4 (5 når man spørger Trutten og Fidusen – de tæller også altid katten med) – og det var rigtig rart at have et par timer i ro og fred. Vi havde fået forberedt stort set alt dagen før, så vi kunne tage den med ro.
Resten af vores familier var inviteret til eftermiddagskaffe og aftensmad – så Fidusen var for alvor i centrum – og hun nød det, den lille selskabspapegøje.
Lykken er:
At fylde 2 år. Tænk at være så glad og smuk – og være så bevidst om, at al festivitasen er til ære for hende.
At stjæle slikposen, som egentlig skulle på kagemanden.
At putte sig på Mors arm, når man er blevet træt og er på vej ud for at få sig en lur, inden gæsterne kommer. (det er et af mine yndlingsbilleder af min smukke, smukke Fidus).
At tage sig en slapper i Fidusens seng med sin Nintendo – mens hun sover lur i barnevognen på altanen.
At tage sig en slapper på sofaen, mens der er ro og fred til at kunne gøre det.
Store gaver i rigelige mængder.
Med indhold, der er helt perfekt til en meget piget 2-årig pige.
At hjælpe Far med at bage fødselsdagsboller (bløde boller, som Trutten meget vigtigt understreger – han er fan af hvidt brød).
At puste lysene ud i sit fødselsdagstog (med en smule hjælp fra Trutten).
Del på Facebook