Jeg var inviteret til flere forskellige spændende arrangementer under modeugen, men jeg var desværre nødt til at melde afbud til de fleste, da jeg havde en lille syg Trut, som havde brug for sin Mor.
Jeg nåede til gengæld forbi Bella Center, hvor CIFF løb af stablen. Jeg havde et spændende møde derude, og efterfølgende var jeg rundt at kigge til CIFF Kids, hvor de forskellige børnetøjsmærker viste deres sommerkollektion for næste år frem.
Det kriblede i fingrene på mig for at få lov at shoppe løs – så af hensyn til min bankrådgiver er det måske meget godt, at vi skal helt hen til foråret, før tøjet kommer i butikkerne.
Du kan til gengæld glæde dig til nogle fantastiske kollektioner fra bl.a. Wheat, MarMar og ikke mindst Mini A Ture.
Generelt var det tydeligt, at sailortendensen, som jeg jo selv dyrker en del i denne sæson, for alvor slår igennem i børnetøjet næste forår – der var røde, blå og hvide striber overalt, og det hele er altså ekstra fint, når der er i ministørrelser.
Wheat havde nogle rigtig fine nye prints, som du roligt kan glæde dig til – og Mini a Ture fortsætter deres fine, eksklusive stil.
MarMar, har jeg tidligere kort skrevet om. Det er et nyt lækkert børnetøjsmærke med kun 2 år på bagen. Jeg fik en snak med designeren, og hun er mindst lige så sød, som hendes designs er lækre. Hun laver klassiske designs med et twist – det hele passer perfekt ind i Truttens garderobe.
Desværre var der ikke de store muligheder for at tage billeder af alle herlighederne, da de har haft nogle ubehagelige oplevelser med folk, der har fotograferet de forskellige styles ned til mindste detalje – med henblik på at kopiere tøjet.
Jeg fik dog lov at snuppe et billede af en lillebitte sailor Havaianas sandal med maritimt look – og så et enkelt stemningsbillede ud over messen.
Del på Facebook